Et rørende afskedsbrev fra bedstefar

Ingen holder evig ærlighed ud, men indimellem må man sige en lille flig af alt det, der ikke er så nemt at sige. I et brev, for eksempel, skriver kulturkritiker Mai Misfelt, der har fundet et gammelt brev fra sin bedstefar

Det var en rørende oplevelse at læse et et ærligt brev fra skribentens bedstefar.
Det var en rørende oplevelse at læse et et ærligt brev fra skribentens bedstefar. Foto: colourbox.

Forleden, da jeg var på besøg hos mine forældre, fandt jeg et brev, min bedstefar havde skrevet, som de netop havde fundet i gemmerne. Brevet er skrevet i 1961, det er mere end fire år før jeg bliver født, og han for første gang bliver nogens bedstefar.

Harald Jensen døde i 1997, han var en træt og syg mand til sidst. Jeg så ham ikke så meget i de sidste år, i dag forstår jeg det ikke helt, men det hang sammen med at flytte væk fra Jylland, langt væk hjemmefra, starte på studie- og ungdomsliv, få en kæreste, små børn, travlt med sit eget.

Det gør en stor forskel, om man lige kan smutte forbi en torsdag eftermiddag, eller om besøg, på grund af den lange afstand, bliver noget, der skal planlægges, og som inkluderer overnatning. Det kan føles uoverkommeligt for den unge, hvis eget liv er så uopsætteligt NU. Derfor er den bedstefar, jeg bærer på i mit indre, primært ham, jeg kendte, da jeg var et hjemmeboende barn.

Det var doktor Jensen, der tronede for enden af frokostbordet og fortalte historier fra landdistriktet, hvor han kendte alle sine patienter, mange gennem generationer.

Mine bedsteforældres hjem var stort, min bedstemor samlede på stel, og min bedstefar købte gerne til hende, jeg tror, han syntes, at hun intet skulle mangle. Født i 1911 i en dansk-tysk familie i Pinneberg havde han set, hvordan verden, som man kender den, kan gå under. Han havde valgt dansk side og levet med at måtte forsvare og forklare det. Ligesom han også havde måttet forsvare, at han, netop med sin tyske fortid, insisterede på, at også de tyske flygtninge, der kom til Ålestrup efter krigen, skulle behandles som mennesker. Det var det ikke alle i byen, der tog ham godt op. Det optog ham i hans sene år, jeg husker, at han ofte vendte tilbage til det valg, og hvor rystet han var blevet af den elendige tilstand, flygtningene var i, de afkræftede børn. I 1945 døde 7000 børn under fem år i de danske flygtningelejre, har jeg siden læst mig til.

Det er 20 år siden, han døde, ens minder forskyder sig, de blegner også lidt, det bliver de samme faste billeder, jeg henter frem, når jeg, som jeg tit gør, tænker på ham.

Derfor var det sådan en rørende oplevelse at læse brevet, der lå på mine forældres kommode. Her skriver han til sin svoger, han var også læge, de to familier havde netop været sammen, og det må have været tydeligt for alle, at svogeren ikke havde langt igen, han havde lungekræft. Men den slags snakker man jo ikke om, når der er familiefest.

Nu skriver min bedstefar så til sin svoger:

”Naar jeg nu forsøger at skrive til Dig Kjeld, saa er det for at komme frem med noget af alt det, der ligger mig på hjertet og som jeg saadan set gerne ville have talt med Dig om, de enkelte gange vi har været sammen i de senere aar. Enhver har jo sit arbejde, af hvilket familien skal leve, og som derfor skal passes. Og naar man saa er sammen, forsøger man at gaa udenom realiteterne og lade som om alt er uendeligt. Man er for fej til at gaa til sagen. (...) Helst ville jeg altså springe over vor gærdet er lavest, slå Dig på skuldren og sige: det gaar sku nok, skal Du se, snakke om vind og vejr om dit og dat, se glad ud og alt det der, og så ved vi begge: Der er løgn i din hals.”

Og efter de lange tilløb får min bedstefar sagt ordentligt farvel til sin døende svoger. Det gør han ved at fortælle ham om alt det, hans familie har betydet for ham, alt det, han er ham taknemmelig for, han genfortæller noget af det, de har oplevet sammen, blandt andet hvordan den lidt ældre svoger lærte fra sig; ”du lærte mig at høre på en gammel turberkuløs patient”. Og han fortæller om de svære ting, da svogeren, som var modstandsmand, måtte gå under jorden og søgte tilflugt hos dem.

Gennem dette meget personlige brev, som det har ligget min festlige bedstefar sådan på sinde at få skrevet, fordi han ud over at være sjov også var en mand, der følte et ansvar, ser jeg pludselig en anden side af et menneske, hvis væren er en af de grundpiller, jeg selv står på. Det gør mig meget taknemmelig. Jeg tænker på, hvor tit det egentlig er i den slags breve, vores sande væsen kommer frem, der hvor vi slipper fri af festlighedens indimellem anstrengende maskerade og kommer den anden i møde.

Den slags møder kan man også opleve, når man læser skønlitteratur, som min bedstefar måske gjorde, da han i sine sene år gravede sig ned i Thomas Manns værker på sit tyske barndomssprog.

I litteraturen finder vi konventionerne beskrevet, vi ser os selv udefra i kraft af fiktionens personer, der heller ikke kan få sagt de rigtige ting, men vi har også adgang til deres tanker, vi ser de ting, der burde siges, og vi forstår, gennem litteraturen, hvor vigtigt det er, at de bliver sagt eller måske helst skrevet indimellem.

Der er løgn i vores halse, sådan må det også være, ingen holder evig ærlighed ud, men indimellem må man tale til papiret og få sagt en lille flig af alt det, der ikke er så let at sige.

I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.