I forordet til ”Kjerlighedens gjerninger” gør Søren Kierkegaard sig en for ham så typisk legende overvejelse over forholdet mellem vanskelighed og lethed. Ordene, der kommer, er lette, hvis man forstår dem langsomt, men de bliver vanskelige, hvis nogen gør sig dem vanskelige ved at læse flygtigt.
Kierkegaard tilstår sig derefter hensat i det lønlige håb, at den kærlige læser af hans bog vil se, at hverken vanskeligheden eller letheden er blevet for stor. Det skal medføre, at det kristelige ikke ”udgives efter falsk vægt”, som han skriver.
Denne anmeldelse begynder ved denne vanskelighed, for den bør give enhver, der har læst Kierkegaard kærligt, problemer ved vægtskålen, når Pia Søltofts nye bog om Kierkegaard skal vejes og vurderes.
I sin bog ”Kierkegaard og kærlighedens skikkelser” (2014) beskrev Søltoft, der er tidligere universitetsteolog og nu sognepræst og coach, hvordan kærligheden manifesterer sig på tværs af Kierkegaards forfatterskab. I det nye værk ”Kierkegaard og kærlighedens kendetegn” er der derimod tale om en langstrakt gennemgang (af Søltoft sterilt-moderne kaldt en ”læsning”) af det værk, der bærer kærligheden i sit navn.
Kierkegaards eget elskelige forord, der er alt andet end sterilt, synes at stille et spørgsmål til Søltofts nye bog: Hvorfor læse Søltofts indføring, hvis man stoler på Kierkegaards ord om, at hverken vanskeligheden eller letheden er blevet for stor i ”Kjerlighedens gjerninger”?
Søltofts bog har en bærende tese, der ikke er uvæsentlig, og en følgeslutning, som heller ikke er det. Gang på gang (på gang) påpeger hun, at Kierkegaard ikke kun brugte de mange taler i forfatterskabet til at vise, at der er absolut forskel på kristen næstekærlighed og ”umiddelbare” kærlighedserfaringer mennesker imellem. Hun understreger med Kierkegaard korrekt, at ”næstekærlighedsbuddet er et udefrakommende bud, der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte”, men at det ikke derfor betyder, at Kierkegaard ”nedgør” de umiddelbare kærlighedserfaringer til særligt elskede.
En følgeslutning af denne tese bliver på sin vis, at Kierkegaard ikke kun var den immanenstænker eller ”modernitetsteolog”, som man indimellem vil gøre ham til. Tilværelsen står i et forhold til evigheden, mennesket har en åndelig bestemmelse. Polerne er ikke faldet sammen, og verdens dybde findes stadig hos ham.
Problemet er, at disse ting slet ikke er så originale, som Søltoft synes at mene med sine evige understregninger af, hvad hendes ”læsning” gør. Og med forordet nok engang in mente må man spørge, hvem bogen er skrevet til. Andre eksperter vil finde dens evindelige tekstgennemgange banale, og kun et par Løgstrup-eksperter vil (måske) gide hidse sig op. Men eftersom bogen er holdt i den passive, nærmest student-agtigt prægede konsensusstil (paradigme-eksempel: ”for mig at se”, ”for Kierke-gaard at se”) og den ukierkegaardsk flade opremsning af, hvad der tidligere allerede er blevet sagt, vil de næppe få kæmpet sig igennem den.
Og slet ikke igennem den udmattende gennemgang af andres læsninger, der sært følger som bogens sidste del.
Ellers fungerer ”læsningen” snarere som en form for introduktion med støtteben. Den er skrevet i et sprog, hvis hovedstilelementer er den selvrelativerende stil, samt overdreven brug af talesprog som eksempelvis ”rent faktisk” (fire gange på de første tre sider) og sågar en nutids-r-fejl. Derfor får man indtryk af, at selv forlagsredaktøren enten ikke magtede eller ikke gad gennemføre læsningen. Og værre endnu: Hvis man tager ”Kjerlighedens gjerningers” forord alvorligt, er bogens karakter af indføring selvophævende. For hvis Kierkegaard faktisk opnåede den rigtige afvejning af svært og vanskeligt i væsentligt lidenskabeligere stil, hvad skal sådan en ny-kedelig introduktion så gøre godt for?
Læg dertil, at den ellers fornuftige tese om et fravær af absolut forskel på ”eros” og ”agape” hos Kierkegaard ikke har nogen konsekvenser. Så er det for alvor blevet ufarligt alle andre steder end på kritikkens vægtskål.
Eksempelvis bringer disse overvejelser Søltoft frem til det altid relevante og farlige spørgsmål om, hvem ens næste er. Kan det i globaliseringens tidsalder være mennesker, man aldrig har mødt?
På den ene side understreger Søltoft, at man ikke kan elske sin næste, hvis man sidder på en øde ø. På den anden side kan man tilsyneladende samtidig godt: ”Hvorvidt man kan kalde det næstekærligt at hjælpe mennesker, man aldrig har mødt, økonomisk eller på anden vis, skriver Kierkegaard ikke noget om. Selv mener jeg, at det kan man godt. Men man skal passe på, at man ikke tænker, at så har man gjort nok og har sit på det tørre.”
Så er der da lagt lod i begge vægtens skåle. Enten-eller? Snarere både-og for Pia Søltoft at se.