På Husets Teater på Vesterbro i København er man nået til anden del af den stort anlagte trilogi om kvindeskikkelser fra den græske mytologi under fællestitlen "Furier".
Først var det "Fædra", nu "Elektra", og siden bliver det "Kassandras" tur. Fælles for de tre mytologiske figurer er vreden, et akkumuleret kvindeligt raseri: den forsmåede Fædra, den hævngerrige Elektra og den sandhedssøgende Kassandra.
Instruktør Anja Behrens er gået sammen med scenograf Christian Albrechtsen om at fortolke myterne og sætte dem ind i en nutidig sammenhæng, hvor kvindelig handlekraft og revolte er på dagsordenen. Teater til tiden, med andre ord.
Asta August vækker Elektra frygtindgydende til live. Kongedatteren, der opildner sin bror, Orestes, til at hævne deres far, Agamemnon, ved at dræbe moderen, Klytaimnestra, som ikke alene har taget sig en ny elsker, men som også har dræbt deres elskede far. Siden kommer det frem, at også faderen har blod på hænderne, da han ofrede datteren Ifigenia, Elektras og Orestes' søster, for at tækkes guderne, så de ville give ham vind i sejlene på hans krigsskib.
Således myten. På Husets Teater har dramaturg Karen-Maria Bille fokuseret konflikten omkring kvinderne; den direkte konfrontation mellem mor og datter. Orestes er skrevet helt ud af tragedien, og Agamemnon er reduceret til flakkende dødsskygge og rekvisit. Her er det Elektra, der tager sagen i egen hånd og hævner sin far. Omskrivningen er vellykket. Dramaet er skrællet helt ind til marven, hvor moderopgøret, den uforløste faderkærlighed og den altfortærende hævntørst er drivkræfterne. Resultatet er et sanseligt fortættet kammerspil, en fatal døds- og voldsspiral for to.
Bille har sammensat sin egen "Elektra" af brudstykker fra hele litteratur- og teaterhistorien. Sylvia Plath, Ingeborg Bachmann, Hugo von Hoffmannsthal og Heiner Müller istemmer blandt andre med Euripides i et svimlende polyfonisk "Elektra"-kor. Det er en inderligt gribende, lyrisk og billedmættet tekst, som sømløst og musikalsk er sammenskevet af Karen-Maria Bille. Man får lyst til at lukke øjnene og lytte. Eneste aber dabei er de lovligt stavepladepædagogiske metakommentarer om Elektra-kompleksets oprindelse, som virker overflødige.
Elektra-mytens mange facetter afspejler sig konkret og fortryllende i scenografiens kolossale sminkespejl, som lader os komme helt tæt på den lunefulde, letantændelige natur. Asta August er en urkraft på scenen. Med øjnene opspilede, kroppen katteagtigt klar til angreb og munden malet blodrødt op som en rablende horrorklovn. Snart vandrer hun frem og tilbage på scenen i besat selvovertalelse, snart stirrer hun anklagende ud på publikum med et fortabt datterblik, snart kæler hun incestuøst og nekrofilt med den afdøde faderskikkelse på forscenen.
August imponerer mest, når vanviddet får sit fulde afløb i den frådende konfrontation med moderen. Her ser vi et lovende talent folde sig ud. Mindre overbevisende er hun, når de ciselerede sætninger skal have liv og nuance på scenen. Lotte Andersen har så straks en mere erfaren beherskelse af de billedrige replikker. Hendes Klytaimnestra er et køligt fattet korrektiv til Elektras amokløbne vrede. Men også hun er skræmmende i sin koldblodige mordlyst og overfladiske anger.
Åbningsbilledet er særligt hårrejsende. Klytaimnestra, der ganske langsomt binder Søren Poppels bredskuldrede Agamemnon ind i reb og lader ham hænge og dingle som et blodigt offerdyr: Så er patriarkatet paralyseret, og dramaet kan begynde. Billedet er bare ét eksempel på de mange visuelt symbolske tableauer, forestillingen er rig på. Christian Albrechtsen fortsætter stilen fra "Fædra" med sin meddigtende scenografi, der changerer fra solgylden drapering i begyndelsen over isnende gravkammerblåt og til chokerende blodrødt. Som en fin antydning er Agamemnons lasede sejl hele tiden til stede på scenen som et tæppe af iturevne stofstykker, der også illuderer det "kærlighedens fattighus", hjemmet er blevet til.
Med "Elektra" fortsætter Husets Teater sin konsekvente iscenesættelse af de menneskelige urfølelser med græske mytekvinder som katalysator i en nærmest rituel formdyrkelse. Der er noget befriende over den distanceløse lyst til at kaste sig over det næsten glemte. Uden ironi, uden alt for voldsom aktualisering, uden blødt mellemlægspapir. Her forbliver tragedien lige så uforsonlig og tøjlesløs som den hævnlystne Elektra.
Elektra. Husets Teater, Vesterbro, København. Iscenesættelse: Anja Behrens. Scenografi: Christian Albrechtsen. Tekstudvalg: Karen-Maria Bille. Spiller til den 4. marts 2023