”En muldvarp indretter til en vis grad sit hjem,” fortæller forfatteren Marc Hamer. Herunder med spisekammer, hvor den kan opbevare orme, som den har bidt hovedet af. En orm er i stand til at lade et nyt hoved vokse frem: ”Det tager mellem fire og seks uger, men mens det nye hoved vokser frem, er de ikke i stand til at grave,” men ligger bare helt stille i muldvarpens spisekammer og venter.
Det almindelige liv er både dramatisk og fantastisk og samtidig ikke noget særligt, fordi alt liv i naturen, inklusive menneskenes, eksisterer i udleveretheden til det andet og det større. Til luft, vand, varme, kulde, kræfter, regn, sult, føde og forfald. Følgeskab. Skæbnen. Og den død, der venter alt levende.
Marc Hamer er en godt og vel 60-årig, ret slidt walisisk digter, havemand og muldvarpefænger. Vokset op under bøvlede forhold med rigelig stor mangel på menneskelig varme. Stak derfor af hjemmefra og vagabonderede som 16-17-årig et par år som hjemløs. De fleste af årets nætter med ophold under åben himmel, derude i den natur, han også den dag i dag så mange år senere hører så godt hjemme i og i den grad ser sig som del af og dybt afhængig af.
Det er han så også blevet i forhold til at have et hjem i form af et hus, en bolig med soveværelse, stue, køkken og spisekammer. Og vigtigst af alt, med sin elskede hustru og livsledsager Peggy at dele bord, seng og liv med.
Marc Hamer tager os gennem bogen ”Kunsten at fange muldvarpe – og finde sig selv i naturen” med på muldvarpejagten i alle dens stadier. Han giver sig god tid og således os, læserne, med. Det bliver gennem bogen mere og mere klart, at muldvarpens liv og Hamers eget liv har mange fællestræk. Der er genklange og afspejlinger. Der er meget, der ligger i det skjulte i muldvarpens liv såvel som i hans egen livshistorie.
Hamer ønsker at være oprigtig, men der er meget, han ikke kan huske, og han er ”træt af at lede efter skjulte ting”. Hamer stoler på indfaldet:
”Jeg kan lide at skrive brudstykker, små sekvenser, der flyver forbi som blade, skrøbelige og spredte, de ville være forsvundet, hvis jeg ikke havde grebet dem i flugten. Små, uanselige stykker, som jeg kan se og rumme i mit hoved i deres helhed. Som et enkelt menneskes erindringer eller de potteskår, jeg ofte finder i muldvarpeskuddene.”
Det er så også her bogens både svaghed og styrke opstår. Der kommer noget rigeligt fragmenteret og løst over det. Som muldvarpens gange ligger i de øverste jordlag og ikke for alvor går i dybden, således kommer Marc Hamers livsfortælling og eksistensovervejelser heller ikke for alvor i dybden. Lethed og usammenhæng fjerner indimellem intensiteten.
Som så med ét er der igen. Fordi, som sagt, bogens styrke opstår i selvsamme felt. I det uprætentiøse. I melankolien. I hyldesten af det almindelige. I erkendelsen af indfældningen og afhængigheden af den umådeligt komplekse natur, som bare er, og som vi som mennesker også bare er og er i.
Der er, som Hamer siger det, ”noget dybt storslået ved bare at være almindelig”. Og fastslår så endvidere midt i bogen med en i mine ører noget uformidlet og mærkværdig tankerækkefølge: ”Jeg er ikke religiøs, for jeg er en havemand, og jeg bliver konfronteret med verden hver dag.” Javel.
Det ændrer bare ikke ved, at der i Hamers beretninger om for eksempel glæden ved i regn og vind at gå ud over en mark ligger en lavmælt lovprisning af naturen og livet a la Brorsons forundring i ”Op al den ting”.
Livet er kort. Alting har en ende. Med stille livstaknemmelighed, med nærvær og sansen for det almindeliges storslåethed, nærmer Marc Hamer sig med åbne øjne sit eget livs afslutning.
Hvert af bogens 20 kapitler afsluttes med en lyrisk opsummering eller kondensering, præget af samme digteriske lethed som bogen i øvrigt. I et af disse hen mod slutningen lyder ordene:
”jeg vender mig igen fra erindringens fiktion / fra fortidens melankolske historier / til den lette sandhed om at stå på en våd mark … / er jeg måske i mit sidste årti på denne jord / uundgåeligt trukket mod enden / jeg følger kaldet uden frygt / lykkelig rede til at gå hjem”.
Hjem til Peggy. Og bogen slutter med ordene: ”Jeg er færdig med at gemme mig”.
Gæsteanmelder Gudmund Rask Pedersen er cand.theol., sognepræst i Vær og Nebel Sogne og forfatter til en række bøger om litteratur og kristendom.
Læs uddrag fra bogen på