Jeg havde simpelthen sådan en jubeldag forleden dag oppe på landet. Uanset hvad der skete den dag, var det godt. Så godt, at jeg til sidst var nødt til at skrive det ned.
Ordene er Peter Olesens, tidligere journalist og tv-vært, der i år kan fejre 25-års jubilæum som forfatter en bedrift, der for få uger siden resulterede i, at han modtog landets største fagbogspris Gyldendals faglitterære pris på 100.000 kroner. Flere end 50 bøger, især om arkitektur, har han begået, og særligt hjembyen København er blevet taget under grundig og kærlig behandling senest i bogen Peter Olesens København.
LÆS OGSÅ: Jeg er en professionel tvivler
Når talen overhovedet er faldet på Peter Olesens nylige jubeldag, der udspillede sig på en ellers helt almindelig februardag i hans sommerhus i Vejby i Nordsjælland, kommer det i forlængelse af, at den skrivelystne forfatter er blevet spurgt om, hvorvidt han er født med et lyst sind.
Og det er han, hævder han selv. Selvom han med sine egne ord naturligvis ikke går rundt og er lalleglad hele tiden.
Men jeg er meget taknemmelig for livet, og jeg synes også, at det er fantastisk at være 67 år. Jeg føler, at jeg lever et privilegeret liv, hvor jeg er en fri fugl, og hvor jeg modsat mange andre kan få lov til stille og roligt at trappe ned for arbejdstimerne gennem mine skriverier. Det er der mange, der ikke har mulighed for, og jeg er meget bevidst om, hvor heldig jeg er, siger han fra sin lænestol i hjemmet i Valby.
Betragter man rækken af de bøger, Peter Olesen står bag, kunne man ellers, hvis man holder sig til et lille udsnit på 14 bøger, forfalde til den tro, at det er livets mørke sider, der har bedst tag i den myreflittige, københavnske forfatter. I årene 1999-2006 udgav Peter Olesen sine såkaldte 12 sorgbøger. Bøger, der både handler om at miste dem, man har kær, og om at måtte leve med alvorligt syge pårørende.
Særlig kendt er nok bøgerne Min mor døde. Min far døde og Børn om mors og fars død. Bøger, der handler om børn, der skal miste eller har mistet en forælder netop genudgivet i en samlet bog Når far eller mor dør på forlaget Frydenlund i 2012.
Idéen til at skrive om dette lidet opmuntrende emne opstod ved en tilfældighed, da Peter Olesen zappede forbi et tv-program om et par piger, der havde mistet deres mor og efterfølgende var blevet mødt af en mur af tavshed fra omgivelserne ikke mindst på de skoler, de gik på.
Udsendelsen vakte stærke følelser i Peter Olesen, idet han genkendte noget af pigernes historie fra sin egen barndom.
Jeg blev flov på min samtids vegne over, at man ikke var blevet bedre til at tackle børn og unge, der mister, siden jeg var dreng. Da jeg som 15-årig mistede min far, der døde af en blodprop som kun 41-årig, gik jeg for lud og koldt vand. Ingen talte med mig om det, siger Peter Olesen, der efter udsendelsen i tv gik i gang med at redigere den første bog.
Bogen viste sig hurtigt at dække et underbelyst område, og i kølvandet fulgte også forespørgsler på andre emner, som senere blev til bøger om blandt andet forældre, der mister deres børn, voksne, der mister deres ægtefælle og pårørende til demente og psykisk syge. Tunge emner, som i perioder kastede lidt for store skygger på tilværelsen, indrømmer Peter Olesen.
Man kan jo ikke lave bøger uden at involvere sig i de mennesker, der medvirker. Men det var da hårdt i perioder, og jeg fik med tiden også koblet andre skribenter på bøgerne, så jeg ikke selv skulle sidde og redigere det hele. Men jeg er virkelig glad for, at jeg fik lavet alle bøgerne, fordi jeg kan se, at det har været nyttigt. 4000 børn mister hvert år en forælder, og i dag har de fleste skoler heldigvis et sorgberedskab, men dengang jeg startede med at skrive, var det meget få, der havde. Og fra politisk hold var der ikke megen hjælp at hente.
Jeg husker, at jeg var i tv-studiet i en debat med Margrethe Vestager, der var undervisningsminister dengang, og jeg var chokeret over, så arrogant hun afslog, at sorgarbejde skulle være skolens opgave, siger Peter Olesen.
I det hele taget er den tidligere vært på TV-Avisen ikke bange for at kaste sig ud i diskussioner og kalder også gerne sig selv for debattør. Kristeligt Dagblads læsere vil blandt andet kende Peter Olesen fra hans klummer her i avisen, hvor han uden at lægge fingre imellem langer ud efter overdreven mobiltelefoni, digitaliseringen i det offentlige system og de efter hans mening alt for mange madprogrammer i tv.
Den rapkæftethed, jeg lægger for dagen, har jeg altid haft. Da jeg som fireårig skulle sige farvel til en dame, der havde været på besøg i vores hjem, fortalte jeg hende, at jeg ville foretrække, hvis hun lod være at tage den kjole på, hun bar, næste gang hun kom på besøg. Min mor gøs, fortæller han med et smil på læben.
Hvorvidt den kontante udmelding fra en fireårigs mund kan anses for værende specielt høflig, kan nok diskuteres, men faktum er det i hvert fald, at Peter Olesen også har kastet sig ud i debatten om den omgangstone og pli, der hersker i vores land eller måske nærmere glimrer ved sit fravær. I 2009 udgav han således bogen Høfligheden, hvad blev der af den?.
Da jeg var barn, var det det mest naturlige, at vi stoppede op på vores cykler, når vi stødte på en rustvogn, og ventede, til den var passeret. I dag er folk ligeglade og dytter, hvis de holder i kø eller prøver at køre udenom. Det synes jeg er meget uhøfligt. Mange hilser heller ikke på hinanden som noget naturligt i dag. Det gjorde de her i huset, da jeg flyttede ind for 41 år siden, men ikke mere. Og så er der alle dem, der går rundt med hovedtelefoner på og slet ikke er opmærksomme på lyde og mennesker omkring dem, det bryder jeg mig heller ikke om, understreger han.
Men er Peter Olesen ikke bare blevet en ældre, gnaven herre, der synes, at alting var bedre i gamle dage?
Selvfølgelig er der noget sur gammel mand over det, og der skal nok også lidt gammel Jeronimus til at skrive sådan en bog. Men jeg synes faktisk, at det er vigtigt, at vi er høflige og viser hinanden respekt. Det er de langt bedre til i nogle af vores nabolande, siger Peter Olesen og opfordrer til, at man sender et fingerkys tilbage, hvis nogen råber noget grimt efter en på gaden.
Og netop på de københavnske gader færdes Peter Olesen tit, for han elsker den danske hovedstad og hele byens rum. Det har han gjort, siden han flyttede hertil efter at have tilbragt sin barndom i Holbæk og efter at have færdiggjort sin uddannelse som journalist på avisen Fyens Tidende.
Mit forhold til København kan beskrives som en gammel forelskelse kombineret med en tilflytters betagelse. Efter 41 år kan jeg stadig finde nye og spændende detaljer i byen at skrive om, og jeg tror aldrig, at det stopper, bedyrer han.
Undertiden har Peter Olesen fået skudt i skoene, at han burde holde sig fra at skrive om arkitektur, fordi han ikke er uddannet arkitekt. Men den kritik preller af på ham, og han har skrevet om gader, stræder, facader og kvarterer i hele landet.
Det er da ikke kun de uddannede fra akademiet, der skal have lov at sige deres mening. Men jeg ved da godt, at der er folk, der synes, at jeg er et tågehorn, der burde holde min mund, når det kommer til arkitektur. Men det vil jeg ikke, og få har da haft en bedre debatplatform end mig at diskutere arkitektur ud fra. Jeg kommer ud og holder en masse foredrag rundt om i landet ja, folk betaler mig for at komme og sige det grimme om deres by, siger han og gør det klart, at han heller ikke er bleg for at stå på mål for sine holdninger og tage imod den kritik, der måtte komme som respons på hans åbenmundethed.
Interessen for arkitektur stammer fra barndommen, hvor han voksede op i et kvarter, hvor arkitektur og byggestil betød noget. Som dreng brugte Peter Olesen også meget tid på at tegne huse, men en egentlig drøm om at blive arkitekt har han aldrig haft.
Derimod var han en overgang i sine spæde ungdomsår overbevist om, at han skulle være teolog. Selv ser han det i dag som en reaktion på, at han mistede sin far i en tidlig alder. Men en præstekjole kom han dog aldrig til at iføre sig til syvende og sidst kunne han alligevel ikke forlige sig med tanken om at skulle slide sig gennem hebræiske og latinske gloser som fattig studerende på lønkammeret.
Helt væk fra kirken har Peter Olesen dog ikke holdt sig. Han er således medlem af folkekirken og siger selv, at han har fået udvidet sit forhold til kirken siden 1999, hvor han begyndte med at holde sine foredrag om blandt andet livsglæde, sorg og savn rundt om i landet og dermed også i mange danske kirker.
Peter Olesen forsikrer også, at han har stor respekt for kirken og dens arbejde, og at kirken for ham er meget andet end søndagsgudstjenesten. Hvad angår forfatterens eget forhold til Gud og det at tro, er han knap så meddelsom som ellers.
Det er et meget privat spørgsmål, siger han og tøver lidt, inden han fortsætter.
Men jeg kan ikke rigtig fastholde hele universet uden at tro på, at der er en eller anden form for højere magt af en slags, siger han, og beretter, at der også har været bestemte perioder i hans voksenliv, hvor tankerne om døden har tårnet sig op.
Når man er vokset op med, at ens far dør af en blodprop som kun 41-årig, så gør det noget ved én. Det år, jeg selv fyldte 41, var et vanskeligt år, hvor jeg spekulerede meget på, om jeg nu ligesom min far risikerede at dø så ung. Så jeg tager bestemt ikke for givet, at man bliver gammel. Det er lidt det samme, nu hvor jeg selv er 67. Her tænker jeg over, om jeg mon nu vil få lov at blive ældre end min mor, der blev 67 år, siger Peter Olesen.
Trods de momentant dystre tanker kan man næppe være i tvivl om, at disse i overlegen stil overtrumfes af et endog særdeles lyst sind, hvor troen på mange flere jubeldage a la den, der tilkom ham i sommerhuset forleden, fylder markant mere end visheden om en forestående død. Således har Peter Olesen da heller ingen planer om at lægge skriverierne på hylden foreløbig, og de næste fire-fem bøger er allerede planlagt. En af dem om god arkitektur begået af ikke-arkitekter.
Jeg kunne ikke tænke mig at sige, at så, nu er jeg færdig, nu skal jeg ikke lave mere. Så længe der kommer noget rimelig fornuftigt ud af skriverierne, og folk gerne vil udgive og læse det, fortsætter jeg, siger Peter Olesen.