Den nye udstilling på ARoS forsøger højst prisværdigt at udfylde nogle blinde vinkler og korrigere fordomme, der stadig måtte være om Afrika. Kunstnerne har alle en direkte eller indirekte tilknytning til det mægtige kontinent, og deres værker behandler et stort antal temaer.
Flere peger på de anspændte politiske og sociale forhold, som er nogle af følgevirkningerne af kolonialismen. De europæiske nationer slog mere eller mindre vilkårlige streger ned gennem kontinentet og delte det mellem sig uden hensyntagen til befolkningssammensætning, religion eller kultur. Her tog vores forfædre godt for sig af ”retterne” – for ikke at sige plyndrede og hærgede. Værst af det hele er naturligvis slavegørelsen af en stor del af den afrikanske befolkning, hvilket er den mest gruopvækkende misgerning i kolonihistorien.
Men også emner af mere universel karakter – såsom relationen mellem magt og sprog, globalisering og racisme – tages op på udstillingen, der desværre er installeret lidt uinspirerende i de store, dunkle sale, hvor der er lovlig langt mellem værkerne. Af coronahensyn, tænker man?
Imidlertid er værkerne af høj kvalitet, og mange af dem rummer andre stofligheder og æstetiske formprincipper end megen vestlig kunst – uden dog at honorere forventningerne til ”primitiv” kunst. De fleste deltagende kunstnere er allerede internationalt anerkendte for deres arbejde, der dækker over mange medier fra performancekunst til video, installation, maleri, fotografi og skulptur.
Størsteparten af os er sandsynligvis dårligt klædt på, når det gælder det mægtige og yderst forskelligartede kontinent syd for Europa, som går under navnet Afrika, men som de facto består af 54 vidt forskellige lande. Nu er Afrika så endelig kommet i kunstens søgelys.
I trapperummet ind til udstillingen ses en installation af Meschac Gaba (født 1961), der kommer fra Benin. Værket består af en række handelsboder med parasoller, der skulle give skygge for den bagende sol. Men der er ikke noget skærmende stof. Til gengæld hænger pengesedler ned fra de nøgne stativer. Det er valutaer, der er udgået som følge af devaluering. Også på bordene ligger der pengesedler, som peger på de klemte økonomier i Afrika, hvor der kæmpes en meget vanskelig kamp for at blive en del af den globale makroøkonomi.
Indenfor hilser canadiske Kapwani Kiwangas (født 1978) kæmpestore eucalyptusportal ”Flowers for Africa” os velkommen som en slags passageværk, der fører videre ind i udstillingen. Det indgår i en længere serie, som kunstneren indledte allerede i 2014. Disse værker celebrerer de afrikanske landes successive uafhængighed fra deres koloniale fortid. Hver gang en sådan uafhængighed fandt sted, blev begivenheden ledsaget af kunstfærdige blomsterdekorationer, som kunstneren genskaber og fortløbende udstiller på forskellige udstillingsplatforme.
Den sydafrikanske aktivistiske kunstner Zanele Muholi (født 1972) viser et radikalt og nærmest karikeret selvportræt som kulsort. Her tydeliggør hun sin sorte hud til nærmest karikerende ukendelighed ved at male sine læber hvide og lægge hvid øjenmakeup. På hovedet har hun et hvidt blondeslør. Det er magtpåliggende for kunstneren at få ejerskab over sin ”sorthed” og nuancere fortællingerne om sorte, hvis subjektivitet naturligvis er lige så mangfoldig og forskelligartet som hvides.
Den nok mest kendte af de 26 kunstnere er Candice Breitz (født 1972), som i øvrigt også er aktuel på Louisianas nyåbnede udstilling ”Mor!”. Videoværket ”Profile” indgik i hendes meget roste bidrag til Venedig-biennalen i 2017. Da hun i sin tid fik æren af at repræsentere Sydafrika, følte hun ikke, at hun som hvid kunstner var den rette til at repræsentere sit land. I en præsentationsvideo, som pavillonens kuratorhold bad hende om at producere, inviterede hun derfor 10 andre kunstnere, fortrinsvis sorte, til at præsentere sig ud fra nogle ens spørgsmål, som hun stillede dem. Det er der kommet en mægtigt underholdende video ud af, hvor man får et fragmenteret portræt af ”den sydafrikanske kunstner”, som nemlig på ingen måde kan sættes på en simpel formel.
I et særskilt rum kan vi opleve den ghanesiske kunstner Kelvin Haizels (født 1987) installation ”Ironing out Differences” (2015-2020) med 24 approprierede eller tilegnede strygebrætter, som hænger på væggene. De lægger bræt til en række abstrakt-ekspressive malerier, som imidlertid viser sig at være farveprøver fra diverse farvehandlere i Ghanas to største byer, Accra og Kumasi. På alle strygebrætter er desuden monteret et monokromt, orange maleri på størrelse med en iPad. De er imprægneret med blindskrift med citater fra en bog, som den revolutionære ghanesiske skikkelse og Ghanas første leder, dr. Kwame Nkrumah, udgav i 1964. Heri udfoldede han sine antikolonialistiske tanker og argumenterede for en panafrikansk politik, der skulle bane vejen for en stærk og forenet afrikansk fællesstat.
Alt dette kan man læse sig til i kataloget. Uden denne viden folder værket sig ikke rigtigt ud. Det gælder de fleste af udstillingens værker, at man gør klogt i at sætte sig ind i deres baggrund for at afæske dem deres mange betydninger. Vi betræder ukendt land. De fleste af udstillingens værker er nemlig konceptuelle og vidensbaserede, men heldigvis har de også en visuelt appellerende ”krop”, der kalder os nysgerrige hen til dem.
Et enkelt maskeværk får en til at føle sig på hjemmebane i forhold til forventningerne til afrikansk kunst. Det er et værk af Dan Halter (født 1977). Han har angiveligt altid følt sig fremmed i sit hjemland som hvid zimbabwer. I værket ”V for Vendetta” forholder han sig kritisk til den kulturelle plyndring af Afrika, hvor blandt andet et stort antal rituelle masker blev stjålet af europæerne. Dan Halter hævner sig ved at mikse dramatiske masker fra såvel Afrika som Europa.
Men helt på hjemmebane kommer vi først i mødet med værkerne af danske Jeannette Ehlers (født 1973). Hun har afrikanske rødder, eftersom hendes far var fra Dansk Vestindien. Det ene – og ikoniske, om ikke verdensberømte – værk ”I am Queen Mary”, som hun skabte sammen med kunstneren La Vaughn Belle (født 1974) fra De Amerikanske Jomfruøer (tidligere Dansk Vestindien), er indlemmet i udstillingen som en prototypemodel i lille format. Selve monumentet, der pt. venter på finansiering til at blive støbt i bronze, befinder sig ved Vestindisk Pakhus i København. Queen Mary, hvis rigtige navn var Mary Thomas (1848-1905), var en oprørsleder, der kæmpede imod de danske plantageejeres grove udnyttelse af plantagearbejderne på den dengang danske ø Sankt Croix – endda efter ophævelsen af slaveriet. I sit fotografiske værk ”Atlantic (Endless Row)” fra 2009 lader hun sorte mennesker vandre i endeløse rækker hen over et farvand. Men vi ser kun deres refleksioner i vandet, der taler til os som spøgelser fra fortiden.
Der er mange flere værker, som pladsen her ikke tillader at gå i dybden med – herunder spændende nybrydende malerier af nigerianske Njideka Akunyili Crosby (født 1983), som tidligere har udstillet på Statens Museum for Kunst.
Samlet set er der nok at komme efter og meget diskussionsstof at hente på ARoS’ store sommersatsning.