Der mangler ikke bøger om den tidligere statsminister og generalsekretær i Nato, Anders Fogh Rasmussens (V) liv og levned. I flæng kan nævnes biografier af historiker Søren Mørch, journalist Thomas Larsen og forfatter Anne Sofie Kragh. Nu kommer så hans egen version med titlen "At træde i karakter". Det er første bind af to, som han vil bruge til at fortælle sin historie, men hvornår det sidste bind kommer, ved han endnu ikke selv, for han vil "bruge den tid, der skal til for at opnå et resultat, jeg selv er tilfreds med," som han meget typisk formulerer det.
Første del bruger han ikke til at skrive særlig meget om politik. Det handler derimod mest om hans opvækst, familielivet og livet som politiker. Hvortil kommer mange personlige overvejelser om emner som tro, kristendom, religion, frisind og frihed. Læserne tages med på hans dannelsesrejse og bliver allerede på første side lovet, at han også vil skrive om de fejl, han har begået i livet, og hvad han har lært af dem. Underfundigt citerer han sig selv for den bemærkning, han mere end nogen anden huskes for, nemlig at "der er ikke noget at komme efter!", men det vil han altså nu råde bod på. Som statsminister var det hans standardsvar på utallige kritiske spørgsmål fra journalister og politiske modstandere.
Hvert kapitel indledes med et citat af filosoffen Søren Kierkegaard - flere steder en anelse fortænkt - men formentlig er meningen, at læseren skal spores ind på det sidste kapitel, hvor Fogh mere indgående vender både Kierkegaard, Grundtvig, filosoffer og teologer som Sløk, Løgstrup og Brinkmann, og endda kommer med sin egen fortolkning af kirkens trosbekendelse.
Når det gælder netop religion, er Anders Fogh Rasmussen i offentligheden bedst kendt for sin udtalelse om, at han gerne ville have den ud af det offentlige rum. Måske er det ikke en af de udtalelser, han selv mener, der er grund til at fortryde, men han bruger dog anledningen til at nuancere den. Religion og religiøse forestillinger vil altid være en del af menneskelivet og dermed af vores samfund, skriver han og medgiver samtidig, at en stærk religiøs overbevisning kan være en direkte tilskyndelse til at deltage i det offentlige liv.
Dansk historie og kultur er gennemsyret af kristen tankegang, ganske enkelt fordi de fleste danskere er kristne. Selv bekender han sig som kulturkristen og fremhæver den tredje amerikanske præsident, Thomas Jefferson, for at have redigeret Bibelen, så han under rationalismens stærke indflydelse skar alle overnaturlige begivenheder ud af Det Nye Testamente og stod tilbage med Jesus som den store morallærer og filosof. På sin rejse er Fogh dog selv nået til det sted i sit liv, hvor han stiller spørgsmålet om, hvad der mon var før Big Bang? Det er svært at bevise Guds eksistens, men det modsatte er også vanskeligt.
Alligevel har den rationelle mand så besluttet sig for, at al religion må være opfundet af mennesker, og at meningen med den er at opfylde tre store menneskelige behov, nemlig en forklaring på skabelsen, et håb om liv efter døden, og for det tredje for at få en rettesnor for, hvordan vi skal leve mellem fødsel og død.
Det ville være synd at sige, at det er dybsindig teologi, men man må have respekt for, at han så åbenhjertigt går ind i de anfægtelser og den tvivl, som spørgsmålet om tro har rejst for ham. Han, der i den grad har behov for klare svar og utvetydige konklusioner, er blevet udfordret af de eksistentielle spørgsmål.
Han peger især på det problem, som konfrontationen mellem absolutisme og relativisme må udgøre for enhver liberal. Absolutismen - at der gives absolutte sandheder, det være sig religiøse eller verdslige - udfordrer det frie menneskes ret til selv at bestemme, hvad der er rigtigt og forkert. Men modsætningen til absolutismen - relativismen - ender ifølge Fogh i en "juhuu-frihed", hvor alle værdier og alle valg er lige gyldige og ligegyldige, fordi mennesket bestemmer, hvad der er godt og ondt.
Fogh er tidligere endt i, at samvittigheden nok er udtryk for det fællesmenneskelige objektive, etiske normsæt, som er instansen over mennesket - i en vis forstand altså Gud. I dag er han knapt så sikker, og han er stadig på jagt efter en løsning på dilemmaet, som han erkender, at han måske aldrig finder.
Det er interessante overvejelser at læse om, men det anskueliggør også problemet med at ville finde mening i livet udelukkende ad rationalismens og systematikkens vej. Man kunne næsten unde ham en guddommelig åbenbaring i jagten, men det vil han nok betakke sig for.
Flid og fejltagelser
Anders Fogh Rasmussen er præget af sin opvækst i en landbofamilie i Hvidding nær Viborg, hvor faderen indskærpede sønnerne flid, hvor der var meget fysisk arbejde at tage sig af, samtidig med at der var god plads til at tale om historie, samfundsforhold og politik. På det område minder hans fortælling om de to andre statsminister-Rasmusseners, Poul Nyrups og Lars Løkkes, som begge kom fra forholdsvis jævne kår, og som de første i deres familier fik en videregående uddannelse og gjorde en stor politisk karriere.
På mange måder fremstår Foghs liv paradoksalt nok også ordinært - i ordets bedste forstand. I gymnasiet er han lidt af en politisk "nørd", han finder sin udkårne Anne-Mette til en sommerfest i Kirke Hyllinge, de slår sig ned i Skals ved Viborg og får tre dejlige børn, der klarer sig godt og får nogenlunde de samme værdier og anskuelser som forældrene. Senere flytter de til Nærum nord for København, men grundlæggende ligner rammerne for familiens liv det, som store dele af middelklassedanmark kan nikke genkendende til. Selvom der selvfølgelig også er markante forskelle. Medievirkeligheden, det omfattende rejseprogram for en minister og Anne Mettes beslutning om at blive hjemme for at passe børnene afviger fra normen for de fleste familier i dag.
Og jo, Fogh holder sit løfte om at fortælle om sine fejltagelser. For eksempel erkender han, at han er indadvendt, og det skulle han nok have talt med andre om undervejs i livet. Det kunne have forhindret, at andre misforstod ham og ikke troede, at han ikke interesserede sig for dem. Den største fejltagelse i hans liv var den dog den måde, han håndterede sin mors sygdom og død på, fortæller han. Hun døde i maj 1985 som 56-årig, og Fogh besøgte hende kort forinden på hospitalet og sad længe hos hende, men til sidst forlod han hende, fordi han skulle nå et fly til København. Den værste handling i sit liv, kalder han det i dag i bogen. Han er nået til den erkendelse, at man skal tale om døden, også selvom det kan være ubehageligt.
Det kan lyde som alvorlige emner, men bogen er slet ikke tung at læse. Tværtimod. Den er fyldt med gode anekdoter, indimellem måske med en humor, hans børn ville kalde typisk farhumor, men også regulært sjove historier. Som den om, at han ville flytte sin søn Henrik fra Skals Skole til Viborg Private Realskole, fordi kommuneskolen angiveligt ikke levnede nok rum for faglig dygtighed.
Anders Fogh Rasmussen var på det tidspunkt skatteminister og bad ministersekretæren ringe skolelederen på Skals Skole op, så han kunne blive orienteret om sønnens skift. Fogh forklarede det, og skolelederen virkede påfaldende tavs, men det var vel bare udtryk for, at han var lidt betuttet over beslutningen, mente ministeren. Lidt efter kom ministersekretæren dog pinlig berørt ind og fortalte, at hun lige var blevet ringet op af en person, som gerne ville vide, om han netop havde talt med skatteministeren, eller om det bare var telefonfis. Det viste sig, at sekretæren havde ringet til en anden person med samme navn som skolelederen.
Den slags underfundigheder er der en del af, og historien er i det hele taget meget veloplagt fortalt og giver et virkelig godt indtryk af, hvorfor Fogh blev den på nogle måder stive og kantede politiker, han blev. Der er bestemt rigtig meget at komme efter, og god grund til at glæde sig til to'eren. Hvornår den så end måtte komme.
Anders Fogh Rasmussen: At træde i karakter. Bind 1. 400 sider. 269,95 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.