Undervejs i arbejdet med romanen ”Mit arbejde” forekom det en gang imellem Olga Ravn, at det, hun havde skrevet, kun burde læses af gravide personer og kvinder med små børn. Eller rettere sagt, det hendes alter ego, Anna, havde skrevet i sine notesbøger i den svære tid, efter at hun havde født sit første barn.
Som mand skulle jeg således automatisk være udelukket som læser, fordi jeg ganske enkelt mangler forudsætninger for at forstå, hvad der foregår i en kvinde, der er gravid, barsler og bliver mor. Jeg skal da også indrømme, at jeg læste om det med nogen forundring og måtte konsultere min kone flere gange undervejs. Hun har selv prøvet det.
Jeg vil nu også mene, at dele af ”Mit arbejde” burde være pligtlæsning for mænd i den ”fødedygtige alder”. Der er så meget, mænd ikke forstår. Vi kan heller ikke vide det af egen erfaring, når vi nu engang er udstyret med kroppe, der ikke kan blive gravide, og når det aldrig bliver os, der skal føde vores børn i smerte, ikke er os, der får kroppen maltrakteret og ikke er os, der ammer.
Annas unge og moderne mand, Aksel, vil ellers gerne dele alt med sin kone. De skal være helt lige i forholdet til barnet, som de har aftalt på forhånd. Kan Aksel ikke amme,kan han give flaske, og han kan tage barnet sin halvdel af tiden om natten. Men så enkelt er det af mange grunde ikke. Der er stadig de kropslige oplevelser til forskel. Kroppen gør forestillingen om lighed mellem kønnene til en illusion. En illusion, der er med til at usynliggøre alt det, kvinden oplever, og med til at gøre det mindreværdigt. Det ideelle forhold er farligt for kvinden, fordi det fratager hende det særlige og med mænd udelelige. Det er undertrykkende på en særlig subtil måde.
Hvad er da det særligt kvindelige? Det er i hvert fald ikke blot en historisk konstruktion, som nogle kønsteoretikere hævder. Det er ikke noget, som man kan reflektere bort og opløse til fordomme og ingenting gennem en grundig analyse. At piger gennem leg er indøvet i at tage sig af børn, når de bliver voksne, er måske slet ikke nogen tilfældig og kulturelt bestemt handling. Anna ved præcist, hvordan man skifter ble uden at få det fortalt på fødselsafdelingen, mens Aksel først må lære det. Det er måske en mindre ting, men mens Anna bærer på generationer af kvinders erfaringer,gør Aksel det altså ikke. Og han kommer aldrig til det.
Anna er indskrevet i historier, der går langt forud for hende selv. Nogle af disse historier kan afskrives som ideologiske skabeloner, der har holdt både mænd og kvinder fangen i særlige tanke- og adfærdsmønstre. En af historierne hævder, at ”det øjeblik barnet forlader moderens krop, er det lykkeligste i hendes liv”. Men sådan er det ikke. Det var en rædsel for Anna, skriver Ravn:
”Jeg havde forventningen om at møde lykke. Men hele rummet var af smerte, skabt af det. Det flød med blod fra brystvorterne, det flød med blod fra mine øjne, det flød med blod fra sårene i min skede og i mine tarme, det flød med blod fra de indre sår i livmoderen, det flød med blod fra barnet, ud af munden på ham , ud af endetarmen, og alt var blod, og intet var lykke.”
Denne tilstand glemmer Ravn senere, men vender tilbage til den, da hun skriver om den i Annas navn. Fiktionen er en måde at holde afstand på, men den skaber også et rum, hvori hun kan komme tæt på sine oplevelser, reflektere over dem og gøre dem til erfaringer.
Historien om den lykkelige mor er en historie, som hendes oplevelse ikke passer ind i. Den oplevelse er alt for sammensat og blandet op med skam og angst. Hun er angst for, om hendes barn er smukt, om hun vil kunne elske det, om hun kunne finde på at misrøgte det, ja, endda dræbe det. Hun er bange for sine ønsker om at tage sit eget liv, fordi hun ikke kan holde det ud. Hun er bange for, at verden med dens forurening og konflikter vil gøre det af med barnet. Hun føler sig ikke blot ødelagt korporligt efter fødslen, men også mentalt. Hun er gået i stykker, og hendes arbejde bliver at få en form for samling på sig selv igen.
Som den forfatter hun er, kommer samlingen til at ske gennem skriften. Hun skriver sig sammen igen. Og hun gør det i en sammensat form, så romanen bliver et patchwork, der blandt andet består af dagbøger, sygejournaler, digte og dokumenter. Den er som et Frankensteins monster skabt af menneskedele.
Romanen er et forsøg på at hele sårene efter fødslen og at komme den fødselsdepression til livs, som medicin og psykoterapi ikke kan klare. Men dette skrivearbejde er også forbundet med skam og skyld, som det ofte er set før hos kvindelige forfattere.
Ravn kommer således i kvindeligt fællesskab med blandt andre Tove Ditlevsen, Vita Andersen og Hanne-Vibeke Holst, der alle har kæmpet med moderskabet og med den dårlige samvittighed over at bruge tid på at skrive. Også for Ravn gælder det om at opnå en balance mellem kunstnerisk skaben og skabelsen af trykke og gode rammer for sit barn. Og om at få forholdet til manden og faderen til at fungere på de nye og anderledes vilkår.
Den psykiske krise, som fødslen sætter i gang hos Ravn, er på den ene side ekstrem, og det er heldigvis kun få kvinder, der skal igennem et så dramatisk forløb. Det er ikke alle kvinder, der som Anna må gå på Center for sårbare gravide. På den anden side kan man også se Ravns og Annas problemstillinger som groteske forstørrelser af tanker og konflikter, som mange kvinder i det små har erfaret. En fødsel er en voldsom forvandling af ens liv. Det ændrer grundlæggende ens identitet og syn på verden og er dermed også angstprovokerende. Det skisma mellem det specielle og det almene, mellem det gale og det normale tematiseres romanen igennem.
”Mit arbejde” er en gennemreflekteret kunstnerroman, der konstant handler om sin egen tilblivelsesproces og om sin egen måde at være fiktion på. Den slags kan læserne godt lide at læse om, hævder Ravn et sted. Måske nok, men det bliver i længden også noget trættende og anstrengt at skulle høre om det igen og igen. At bogen selv har været en lang og besværlig fødsel, mærker man nok. Og når hendes redaktør måske ville have fjernet et afsnit eller to, der er dårligt skrevet, så giver jeg ham (?) ret. Der er mange gentagelser og kredsen om de samme problemstillinger. Selvom jeg forstår pointen i denne kredsen og gentagelse, der mimer den syge Annas tvangstanker,bliver det dog også for slapt til sidst. Jeg glædede mig lige så meget som forfatteren til, at bogen blev færdig. Det gælder ikke mindst, når Ravn kommer ud i tågede forestillinger om kvindelige forfatteres særlige forhold til relationen mellem fiktion og realitet.
Men bort set fra denne følelse af tvangsmæssig gentagelse og i bedste fald forældede synspunkter på kvinders forhold til fiktion, så er bogen en velskrevet øjenåbner. Ravn kæmper med en skam over at skrive om moderskabet. Det behøvede hun nu slet ikke – og da slet ikke i denne tid, hvor vandet for længst er gået, og kvinder – som for eksempel Cecilie Lind og Maja Lucas – skriver erfarent om børn og mødre.