Tuaregiske Ibrahim Al-Koni har boet i Schweiz i 25 år, men han voksede op som beduindreng i en oase i ørkenen i Libyen og lærte først som 12-årig at læse og skrive. Hans forfatterskab er omfattende, og med ”Guldstøv” har Vandkunsten beriget os med den tredje roman på dansk, eminent oversat fra arabisk af Ellen Wulff.
Vi følger Okhayyid, søn af sheiken over den ædleste af ørkenens stammer, som han selv tænker et sted. Historien er både særegen og simpel, og der optræder små emblematiske fortællinger fra tidligere i hovedpersonens liv, som er med til at skabe en både mytisk og stringent roman delt op i en række korte kapitler. Sproget er klart og smukt skåret til.
Okhayyid har et ridedyr, en kamel-mehri, som han har haft, fra den var føl. Ablaq hedder kamelen. Mand og kamel hører sammen, og fra første ridetur føler Okhayyid, at Ablaq deler hans følelser. Men han har også en kone og en søn, og da sønnen bliver syg, vælger han derfor at pantsætte kamelen til den rige Duda fra Aïr, konens fætter, som altid har elsket konen.
Kamelen river sig imidlertid løs og søger tilbage til sin herre, mishandlet, forvildet, og da Okhayyid savner sin elskede mehri og drømmer om ham om natten, beslutter han sig for at få den tilbage, koste hvad det vil. Da Duda fra Aïr derfor tilbyder at bytte kamelen for hans kone, siger Okhayyid ja. Hurtigt går rygtet, og han møder det selv:
”Har du hørt om den mand i Adrar-oasen som solgte kone og søn for en håndfuld guldstøv?” Blodet stivnede i årerne på Okhayyid. ”Hvad?” råbte han. ”Historien er på alles læber. For en håndfuld guldstøv overlod han sin kone og søn til en fremmed, en rig mand. Guld! Guld gør blind, Først nu tror jeg på at dette messing virkelig er forbandet”.
Men rygtet taler, som det er antydet, ikke helt sandt. Det er ikke guld, men kærligheden til kamelen, og desuden til det store øde, som kamelen også er forbundet med, der får ham til at indgå byttehandelen. Historien har nogle drabelige udfald, som ikke skal røbes her, men titlen guldstøv kan siges poetisk at udpege to former for guld: metallet og ørkensandet, det gyldne støv. Romanen fremstår næsten mytisk i sin hyldest til ørkenen som sted. Da mand og kamel rider ud til en oase ved ”de sydlige græsgange langs Hassawana-bjerget” for at komme til hægterne, føles det jordiske livs lænker brudt, og med hovedpersonen kan læseren mærke, hvordan ørkenen bliver et sindbillede på ham selv:
”Tavshed i øret og tavshed i hjertet. Sjælefred i ørkenen og sjælefred i hjertet (…) Det er let at drage ud for at blive et med den evige ødemark, med horisonten, med det tomme rum, blive ét med den anden verden, det hinsides,” står der blandt andet.
I ”Guldstøv” er nomadefolket, kamelen som menneskets bedste ven og ørkenen forunderlige elementer blandt genkendelige forestillinger om det trælbundne i det dennesidige, længslen efter det hinsidige, naturens vidder, det svære valg, jagten på den utopiske frihed.
Al-Koni er helt klassisk og har samtidig en original stemme, til varm anbefaling.