Der er næppe noget skuespil, der har vakt så meget debat som Henrik Ibsens ”Et dukkehjem”. Man kunne måske tænke, at det må være forældet, nu hvor så mange bliver skilt, og familieformerne har ændret sig radikalt, men så læser eller ser man det opført, og Ibsen, der dybest set altid beskæftigede sig med forholdet mellem den personlige moral og samfundsmoralen, får igen fat i kraven på en.
”Et dukkehjem” udkom den 4. december 1879 på Gyldendal i København. Førsteoplaget var på 8000 eksemplarer og var udsolgt på mindre end en måned! Den tradition for at læse skuespil har vi slet ikke i dag, hvor vi til gengæld når som helst kan se drama i form af tv-serier. I den meget populære norske tv-serie ”Skam”, hedder en af hovedkaraktererne ikke Nora, men Noora, og hun har naturligvis Ibsens ”Et dukkehjem” stående på sin boghylde. Også hun følger den personlige moral for at redde sin elskede, men i modsætning til Ibsens hykleriske Helmer-figur, så er William ikke i tvivl om, hvor hans loyalitet ligger. Noras drøm om ”det vidunderlige” blev måske indfriet på norsk tv i 2016.
”Et dukkehjem” blev uropført i København kort efter udgivelsen i 1879, og inden for få år blev det oversat eller opført på flere sprog. I Tyskland havde man dog problemer med slutningen, en skuespillerinde nægtede at lade Nora forlade sine børn, og hårdt presset skrev Ibsen en alternativ slutning, hvor Nora synker om på børneværelset. Han omtalte det selv som en barbarisk handling mod sit skuespil. Når jeg tænker på den slutning, tænker jeg, at det er den psykologisk set mest uhyggelige og forstemmende slutning, uanset at den sikkert også i dag er mest realistisk: Mor, der søger tilflugt i barneværelset, mor, der regredierer til et hjælpeløst barn, mens magten regerer i stuen. Heldigvis vandt versionen ikke indpas, så på scener rundtom i verden hører man også i dag dørens smæk som sidste afsluttende replik fra Nora.
Lige nu sidder forfatteren Merete Pryds Helle og skriver på en roman over stykket. Det gør hun på opfordring af NOR, som er et litterært samarbejde mellem tre nordiske forlag: det svenske forlag Natur&Kultur, det norske Forlaget Oktober og det danske Rosinante. De har i første omgang inviteret en forfatter fra hver af de tre nordiske lande til at skrive en roman inspireret af et valgfrit Ibsen-stykke.
Svenske Klas Östergren har taget fat på karakteren Hilde Wangel, som både optræder i ”Bygmester Solness” og ”Fruen fra havet”, norske Vigdis Hjorth, som vi husker fra den meget omdiskuterede autofiktive roman ”Arv og Miljø”, der kom på dansk i 2017, arbejder med Hedda Gabler, som hun efter sigende har flyttet til moderne tid og også skiftet køn på. Romanerne er planlagt til at komme til efteråret 2019 på både svensk, norsk og dansk og i alle tre lande på samme tid.
Merete Pryds Helle har altså taget fat på Ibsens måske mest kendte skuespil, ”Et dukkehjem”. Jeg glæder mig så meget til at se, hvad hun gør ved Nora, hvordan hun folder hende ud som menneske, for det er jo det, man kan i romanens form. I Ibsens drama bliver alting meget hurtigt højspændt, og selvom vi lærer Nora at kende som et væsen, der på en gang er ekstremt passioneret, hun vil den kærlighed, hvis ultimative udtryk er selvofferet, og samtidig er i stand til at forstille sig i årevis, så er det i sagens natur begrænset, hvor meget vi kan nå at få at vide i løbet af tre forholdsvist korte akter.
I dramaet er alting nu, romanen har en anden, en langsommere tid, der giver os mulighed for at opleve, hvordan en karakter udvikler og modner sig, og hvad det er, der betyder noget for denne udvikling.
På sin research har Merete Pryds Helle været i Molde, hvor hun forestiller sig, at Nora kom fra. I Ibsens stykke er der ingen stedsangivelser, alt udspiller sig i samme stue, men et sted har han i sin arbejdsproces skrevet, at hun kommer fra Vestlandet. Merete Pryds Helle har besøgt byen, gået i gaderne og set på fjeldene og tænkt sig ind i Noras bevidsthed. Hvor Ibsen faktisk sad i Italien, på et hotelværelse i Amalfi, for at kunne skrive om sin egen tid og sit hjemland, har det været vigtigt for forfatteren i dag at være på det sted, hvor Ibsen kunne have forestillet sig Nora gå rundt. Se nogle af de landskaber, som denne fiktive karakter måtte have med i bagagen. Fordi et sted også har betydning for den måde, man formes på som menneske.
Ibsen skrev om sin tid, hans stykke var modigt og fik en betydning for ikke mindst kvinder verden over, som han ikke kunne have forestillet sig dengang. Merete Pryds Helle skriver 140 år efter med et helt andet sæt af erfaringer. For hende handler det nu om at give os romanens bud på, hvem Nora var, hvorfor hun begyndte som lærkefugl og sukkerglad egern og endte med at gå som et menneske.
I klummen Liv&Litteratur skriver kultur- kritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.