Gyldendals kulturtidsskrift Kritik har været et af kultur-elitens vigtigste organer, siden det blev stiftet af litteraterne Aage Henriksen og Johan Fjord Jensen i 1967. Men tidsskriftets storhedstid ligger formentlig adskillige årtier tilbage.
Som digteren Søren Ulrik Thomsen påpegede her i avisen for nogle uger siden, vidste enhver i 1980erne, der interesserede sig for litteratur og samspillet mellem litteratur og de øvrige videnskaber stadig, hvad der stod i det seneste nummer af Kritik. Men sådan er det ikke længere.
LÆS OGSÅ: Tidens tidsskrifter
I dag udkommer Kritik fire gange årligt med et mere ydmygt oplag på omkring 1000 eksemplarer, der ikke alene konkurrerer med et svimlende antal nye medier, men også med en underskov af litterære blogs på nettet. Den litterære scene er i den forstand blevet atomiseret kraftigt, siden de belæste danskere befandt sig i en mediemonopoltid fuld af få, men store og samlende talerør.
Til gengæld er det stadig fremtrædende forskere og kunstnere med stor forstand på humaniorafeltet, der skriver tidsskriftets artikler og essays. Og Kritik er derfor stadig med til at sætte dagsordenen på den litterære scene, fordi det formentlig bliver nærlæst på alle kulturredaktioner og af mange kulturinteresserede bloggere i landet. En debat, der bliver rejst i Kritik, bliver på den måde hurtigt en surdej i den offentlige debat. Og derfor er det mildt sagt ikke uvæsentligt, hvem der styrer tidsskriftet.
Siden 1993 har litteraturprofessor Frederik Stjernfelt ledet redaktionen med skiftende makkere, blandt andre Kristeligt Dagblads anmelder Nils Gunder Hansen og fra 2004 og indtil seneste nummer sammen med Lasse Horne Kjældgaard.
Fra næste nummer af Kritik er der imidlertid kommet nye kræfter til. For nu er redaktionen blevet overtaget af digteren Ursula Andkjær Olsen og litteraturforskeren Elisabeth Friis, der begge går til opgaven med stor ydmyghed og tilsvarende stor forkærlighed for alt det, der drejer sig om at beskrive det at være menneske, som Ursula Andkjær Olsen udtrykker tidsskriftets store stofområde.
Den kendte digter sidder i sin lejlighedved Søerne på Østerbro sammen med sin medredaktør, Elisabeth Friis. De er samlet for at give et dobbelt om, hvilken retning de to nye kvindelige redaktører nu vil styre det traditionsrige tidsskrift mod. I første omgang sker det blandt andet med to nye serier om henholdsvis køn og klima, men det kommer også til at mærkes, at der er trådt en forfatter ind i redaktionen, erklærer Ursula Andkjær Olsen:
Der har kun siddet en forfatter med i redaktionen én gang før, og det var en ganske kort overgang, så det bliver noget nyt. Konkret kommer det til at betyde, at der kommer flere skønlitterære tekster i tidsskriftet. De to nye serier, vi har sat i gang, skal nemlig begge skrives af skønlitterære forfattere, der hjertens gerne må skrive essays til os, men altså også udtrykke sig i skønlitterære tekster om køn og klima. En forfatter har sågar sendt os en fotoserie med tekster til, så det bliver et meget åbent rum, fortæller hun.
Vi har også inviteret billedkunstnere til at skrive for os. Der er faktisk flere billedkunstnere, der kommer til at bidrage til både første og andet nummer, vi skal lave, indskyder Elisabeth Friis.
De to nye redaktører kender hinanden fra en fælles studiekreds og deler derigennem en oplevelse af, at det kan være udbytterigt at bringe forskellige erfaringsfelter sammen omkring samme emne. For mens Elisabeth Friis som litteraturforsker på Lund Universitet har skrevet bøger om alt fra Orfeus-myten til den moderne danske poet Pia Juul, har Ursula Andkjær Olsen ud over sit eget forfatterskab studeret musikvidenskab på universitetet:
Kritik har altid været tænkt som et tidsskrift, der byggede bro. I første omgang var det mellem litteraturvidenskab i Aarhus og København, men nu bliver det mellem forskning og forfattervirksomhed, siger Ursula Ankjær Olsen (UAO).
Måske kommer vi også automatisk til at tænke mere tværæstetisk, end man nogle gange har gjort før, fordi du har læst musikvidenskab. For traditionelt har Kritik været ledet af to litteraturforskere, og nu har vi altså en bredere baggrund repræsenteret i redaktionen, fastslår Elisabeth Friis (EF).
UAO: Selvfølgelig vil nye redaktører altid medføre en vis fornyelse. Men vi kommer ikke med den store revolutionære agenda. Når vi har sagt ja til at tage opgaven, handler det faktisk mere om, at vi synes, at det er et vildt godt tidsskrift, som det er og har været igennem tiden. Min far, der ind til for nylig arbejdede som gymnasielærer, holdt det for eksempel, da jeg var barn, så jeg er vokset op med en enorm respekt for Kritik som tidsskrift. Og da jeg blev spurgt om at være redaktør, følte jeg ærligt talt ikke, at jeg var ajourført nok omkring dansk kultur. Men da jeg havde tænkt lidt over det, syntes jeg alligevel, at det var for tøset at sige nej til sådan en chance.
EF: Ursula er jo også en intellektuel og velorienteret forfatter. Det er ikke alle forfattere, der har lyst til at beskæftige sig med samfundsspørgsmål så eksplicit, men det gør du jo. Og jeg vil også betegne mig selv som en meget udadvendt litterat, så på den måde sidder ingen af os i en klostercelle.
Nej, vi kører rundt i vores elfenbenstårne ude i gaderne, siger Ursula Andkjær Olsen med et grin.
Og det kan være vigtigt nok, hvis man skal fange nogen ind i sit tidsskrift, at man kigger ud ad vinduerne, tilføjer Elisabeth Friis og peger ud ad vinduet, hvor trafikken maser sig rundt om Søerne udenfor. Og det københavnske gadebillede kommer faktisk også til at præge næste nummer af Kritik, der blandt andet kommer til at handle om, hvordan byrummet ændrer sig, i takt med at middelklassen fortrænger arbejderne fra København og andre storbyer i verden.
EF: Det er sådanne vigtige samfundsspørgsmål, vi gerne vil tage op. For Kritiks rolle er at formidle humanistisk forskning og kunstnerisk tænkning til den brede offentlighed, så det er en meget vigtig opgave. Vi ved også, at vi står på skuldrene af kæmper som Frederik Stjernfelt, der har gjort det fremragende i mange år, men så må vi jo bare håbe, at vi kan gøre det lige så godt. Bare på en anden måde. For eksempel er det min ambition at få flere unge til at skrive for os, så vi også formidler Kritik til den næste generation.
UAO: Ja, men man må også være realistisk og erkende, at tidsskrifterne generelt har svært ved at holde sig kørende i vores tid. Det er jo rigtigt, at den litterære scene er blevet meget atomiseret, ligesom kultureliten også er blevet en opsplittet størrelse i splid med sig selv. Man kan se den udvikling som en demokratisering af debatten, hvad der jo er udmærket. Men vi vil i hvert fald gøre, hvad vi kan for at leve op til Kritiks rolle, så længe det findes. Og jeg håber da, at Kritik kan få en god tid endnu. For det er stadig et vigtigt alment kulturelt forum, selvom der efterhånden også findes gode blogs om kunst og litteratur.
Elisabeth Friis nikker.
Ja, jeg skriver selv til en litteraturblog, der i en vis forstand konkurrerer med Kritik. Men der bør stadig være plads til Kritik som platform for en gennemtænkt og professionel kulturformidling i en tid, hvor kunst og litteratur bliver stadig mere marginaliseret.