Det har sin pris at trodse de givne livsvilkår og søge en tilværelse på egne præmisser. Det er moralen i Brynja Svanes ”Frie og lige. En slægtshistorie fra Vestfjordene”. Bogen er tredje bind i en historisk romanserie inspireret af forfatterens egen islandske slægt fra Vestfjordene. Hun er født i Island og opvokset både dér og i Danmark. Ud over at være forfatter ikke alene til romaner, men også til en række fagbøger, har hun virket som professor i fransk litteratur ved Uppsala Universitet i Sverige.
En af de centrale personer i ”Frie og lige”, den oprørske Gudrun Lilja, kan som udgangspunkt minde om en figur i den klassiske kvindelitteratur. Men hendes drøm om at opnå de samme rettigheder som mændene har for meget imod sig til at kunne indfries. Hendes bitre, dyrekøbte erfaring er den, ”at det for en kvinde ikke bare handler om selv at blive klog, det gælder desuden om at gifte sig med en klog mand, der kan skaffe en kvinde et ordentligt liv” – i hendes tilfælde udfyldes rollen af den storsindede købmand Bjarni, der redder hende fra den skam at skulle hutle sig gennem tilværelsen som enlig mor og dermed blive en udstødt på samfundets bund.
Bjarni omkommer imidlertid i forbindelse med et skibsforlis, og ribbet for alle illusioner vender Gudrun Lilja ved romanens slutning tilbage til det barndomsmiljø, som hun engang forlod. I en alder af 34 år – året er 1827 – føler hun sig gammel og forladt. Men mon ikke hun rejser sig igen?
Som læser har man svært ved at acceptere, at det lys, der oprindeligt var om hende, skulle være slukket for altid.
Under alle omstændigheder er det en bemærkelsesværdig kvindeskæbne, skildret i en komprimeret stil og med en hverdagsrealisme, der trods sin fjernhed i tid kommer tæt på. Det samme gør den såvel barske som smilende natur.
”Frie og lige” foregår efter et voldsomt vulkanudbrud i Lakagígar ved Skaftaelven, en katastrofe, der hærgede Island i årene 1783-84. Med død, sult og sygdomme til følge. Konsekvenserne af udbruddet for landbrug, fiskeri og handel var ødelæggende.
I første del af romanen møder vi Gudrun og hendes bror Jons forældre, Gudmundur og Gudbjørg, der kæmper for at give deres gård en ny begyndelse. Et dårligt varsel for fremtiden er et par dramatisk skildrede fødsler, hvor både mor og barn dør – et udtryk for den manglende livskraft efter naturkatastrofen.
Ligesom Gudrun bliver Jon en forgrundsfigur. De to søskende er ikke på samme måde som forældregenerationen præget af fortidens elendighed og stiller sig ikke tilfredse alene med at kunne spise sig mætte. De tillader sig at drømme om mere – om at være frie og lige.
Men også for Jon bliver det problematisk at søge en anden vej end den på forhånd afstukne. Han skal arve fødegården, men er ved at sætte alting over styr, da han får et forhold til en fattig tjenestepige – der tilmed har et dårligt ry.
Hun bliver gravid og indvilger i at lade Jon få barnet, hvis han kan skaffe en amme. Hvad han kan. I øvrigt viser det sig, at tjenestepigen spiller falsk, idet hun ikke drives af kærlighed til Jon, men af begærlighed efter at blive gårdmandskone. Jon gifter sig senere med ammen – og er efter sin omvej tilbage på sporet.
Brynja Svane har fuld kontrol over sin historie – næsten for meget kontrol. Jeg ville gerne, at hun i højere grad havde givet personerne frihed til at udfolde sig på egne betingelser, givet dem mere umiddelbarhed og spontanitet.