Politimanden Bjørn har udefra set et velfungerende forhold. Og han udfører sin pligt på arbejdet med bravur. Men inden for hjemmets fire vægge og inden i ham selv lurer smerten og tvivlen.
Han lever i et voldeligt forhold, hvor hans kone slår ham, og han har mistet kontakten til sin søn, som han pludselig konfronteres med under rydningen af kirken.
Dramatikeren Katrine Sekjær fortæller, at to specifikke hændelser har inspireret hende til at skrive stykket: dels et radioprogram, hvor en mand fortalte om at være offer for sin kones vold, dels en venindes tvivl i forbindelse med en irakisk dreng, der skulle sendes hjem. Stykket er blevet meget omtalt på grund af dramatiseringen af rydningen af Brorsons Kirke, men Katrine Sekjær siger, at det dybest set handler om relationer.
"I begge historier handler det i virkeligheden om at række ud efter hinanden. Om, at der følger et ansvar med relationer. Når man går ind i et land for at udbrede demokratiet, og man er en del af en konflikt, der bringer folk i fare, har man et ansvar. Det samme gælder, når man går ind i et forhold," siger hun.
Stykkets persongalleri er politimanden Bjørn, hans aktivistiske søn og Bjørns voldelige kone. En familie, hvor kærligheden ikke fungerer. På den anden side står en splittet irakisk familie, hvor kærligheden i høj grad er til stede, men hvor den politiske situation ikke gør det umuligt for dem at få det til at fungere.
"Familierne repræsenterer to modsætninger, der spejles op imod hinanden. Stykket handler i høj grad om magt og afmagt, og på symbolplanet handler det om at række ud efter hinanden," siger Katrine Sekjær.
Selvom stykket er blevet betegnet som politisk, er det ikke den definition, Katrine Sekjær selv mener er mest rammende.
"Jeg synes mest af alt, at stykket giver stof til eftertanke på et etisk plan. I forhold til rømningen af Brorsons Kirke synes jeg, den sag blev glemt meget hurtigt i betragtning af de vigtige overvejelser, man som menneske kan gøre sig i sådan en sag. For mig var det et vidunderligt billede på den kristne tanke, at en kristen præst åbner Guds hus for sine muslimske brødre. Samtidig er der en tankevækkende symbolik i, at to love gennem denne handling kommer i konflikt med hinanden: Den skrevne lov mod den guddommelige," siger Sekjær.
"Slået hjem" spiller til den 4. december, mandag til fredag klokken 20, lørdag klokken 17 på Teater Grob på Nørrebro i København.