På landets spillesteder kan man for tiden opleve en høj og ranglet fyr med håret redt tilbage, der laver de længste introduktioner til sine sange. Hold op, hvor kan han snakke. Og han er stolt af det, for er der én ting, sangskriveren og folkemusikeren M.C. Hansen med det borgerlige navn Mads Christen Hansen ved, han er god til, så er det at fortælle historier. Men ikke alle er med på, at en koncert skal foregå på den måde. Efter han havde spillet koncert i Svendborg, modtog han en mail fra en koncertarrangør, der havde været til stede blandt publikum. Han takkede for en intim koncert.
”Et godt råd, du skal arbejde på at gøre dine introduktioner til næste nummer kortere,” sluttede mailen.
Sangskriveren slår et bredt smil op, da han fortæller om udvekslingen i hjemmet i Jungshoved lidt uden for Præstø på Sydsjælland.
”Hvis nogen interesserer sig så meget for én, at de gider give én kritik, er det den største cadeau. Så jeg sagde selvfølgelig tak. Men det kommer ikke til at ske. Det er jo historierne, vi er der for! Vi går så meget op i hits, men forskellen på et hit og en god historie er, at hittet bliver man træt af, mens historien kan fortælles igen og igen.”
M.C. Hansen har skrevet sange i mere end 20 år, siden han som 17-årig tog al den vilde energi, der hidtil havde været forbeholdt fodbolden, og ”proppede den ind i guitaren i stedet”. De seneste 15 år har han turneret Danmark såvel som resten af Europa tyndt, og han optræder jævnligt på den anden side af Atlanterhavet, i USA og Canada, med sine sange og viser. De er stærkt inspirerede af en amerikansk folk-tradition, båret frem af koryfæer som Bob Dylan, Townes van Zandt og Woody Guthrie. Og efter et benarbejde med utallige koncerter fra Ringkøbing til Rønne, er det brede musikmiljø i Danmark for alvor ved at få øjnene op for hans sangskriverevner. Han tog i 2017 prisen som årets sangskriver ved Danish Music Awards Folks, og på sit nye album, der udkommer senere dette forår, den 25. maj, begiver han sig første gang ud i sange på dansk.
De danske og amerikanske folkemusiktraditioner er meget forskellige, og herhjemme rimer folkemusik stadig mest på nogle sjove dragter og en ”totur til Vejle”. Men herhjemme har vi også folk, der har lyttet til amerikansk folk, og ført traditionen med at fortælle historier fra egnen med en guitar over knæet ind i en dansk sammenhæng. Det er folk som Allan Olsen, Niels Hausgaard og Johnny Madsen, men også Poul Krebs og Michael Falch.
”Jeg bliver 41 år om lidt og er vokset op i 1990’erne, hvor det var grungerock det hele. Men efter jeg selv begyndte at spille guitar, var der en ven, der spillede noget bluesmusik for mig. Ret hurtigt, når man er gået ned ad den vej, støder man så på Bob Dylan, og så går det op for én, at det handler om historierne det hele,” siger han.
I 2011 flyttede M.C. Hansen fra storbyen sammen med sin hustru til Jungshoved og dermed også tilbage til området omkring Præstø Fjord, hvor han er født og opvokset.
Her er det årlige traktortræk et stort tilløbsstykke, og at vi befinder os på kanten af noget udkantsagtigt, vidner mange huse med skrammel i haven og døde vinduer om. Men der er også ved at ske noget andet. Præstø og omegn har i de senere år tiltrukket en støt voksende gruppe af kreative sjæle, der er flyttet ud fra København for at få lidt højere til himlen og alt det dér. Og det afføder små sammenstød i lokalsamfundet.
”Vi var til et fastelavnsarrangement med vores datter, og der var en dame, der er flyttet hertil fra København, der dristede sig til at spørge, om fastelavnsbollerne, som nogen havde bagt, var økologiske. Manden, der stod bagved i køen spurgte om det samme, men af den stikmodsatte grund. For så skulle han i hvert fald ikke have dem!”.
I det lille regionale fællesskab, som egnen er, kan især den ældre generation stort set ikke nævne nogen uden at fortælle en medfølgende historie, har M.C. Hansen lagt mærke til.
”Det er så vigtigt, at vide, hvem folk på egnen er. Når min mor taler om nogen herfra, begynder hun altid sådan her: ’Jamen det er jo postens dreng, det var jo ham, som...,’ og så kører den ellers videre. Man genkendes på sine familiære relationer eller noget, man har gjort. Vi har ’Postens Lene’, ’Knivstikkeren’, ’Per Ræv’, ’Kniv og Gaffel’, ’Grise-Verner’, listen er lang.”
Sådan er hans sange også bygget op.
Der er den om et lokalt mord. Eller den om M.C. Hansens morfar, der gik den samme postrute i 42 år og faldt om og døde midt under guldbryllupstalen til sin kone. Det samme var i øvrigt sket for hans far, og det er en ”true story”. Eller historien om M.C. Hansens hustru Carina, som han mødte som 16-årig i 76’eren, bussen, der kører mellem Faxe og Næstved. Hun tog altid hans sæde i bussen, allerbagerst.
”Pisseirriterende!”, griner han.
Fra vinduet i den lavloftede stue kan man se ud over markerne og lige skue en lys stribe af vand i horisonten ved Præstø Fjord. Hvad vil han sige, hvis han skal sige noget om folk herfra? De arbejder hårdt. De er stolte. Ikke glade for det alt for højtravende. Og så taler de meget, nogle gange så meget, at de ligefrem kan have samtaler med sig selv.
”Min far stiller ofte et spørgsmål og svarer selv. ’Er der noget at lave? Nej’, kan han sige.”
Og så er der noget meget vigtigt: Er man herfra, er man i hvert fald ikke fra Præstø. For blot et par generationer siden tog folk fra Jungshoved ikke ind til Præstø. Hvad skulle de dog det for?
”Der, hvor man er fra, er også der, hvor man hører til. Det ligger mig meget naturligt,” siger M.C. Hansen.
Selvom det er lokale historier, han fortæller, fastholder han, at de også er almene.
”Jeg har en sang om hal- inspektøren i Faxehallen, som en dag kom på besøg og sad i mit køkken og fortalte historier. Den går sådan her: ’Hælkap på sin træsko/old school country macho/han skal satme ik’ ha’ kerner i sit brød.’ Alle, der ikke lige er vokset op i Indre By i København, kender sådan en mand. Alle kender også en pige, som holdt alle fyrene for nar.”
I virkeligheden er det mindste det største, man kan synge om, mener han.
”Jeg tror også, vi meget nemmere kan mærke det guddommelige i historien om Maria og Jesusbarnet end historien om, at Gud skabte verdenshavene med et knips. Det samme har jeg oplevet, når vi er i kirke. Præster, der synger lidt, når de taler, er helt fjerne, mens de, der taler om det konkrete, er dem, der når ind til folk. Bibelen har mange historier af en grund.”
Hvis vi rejser os fra slagbænken i den lokale køkkenkrog, så bærer egnen her helt objektivt på rå mængder af danmarkshistorie. Det er i bakkerne heromkring, Gøngehøvdingen holdt til. Og i Lekkende Skov, få kilometer herfra, fandt Danmarks næstsidste henrettelse sted. ”Balladen om Balle-Lars” hedder den nye sang, der er kommet ud af den historie, og M.C. Hansen har trawlet lokalarkivet igennem i sin research.
I amerikansk folkemusik findes en tradition med ”murder ballads”. ”Tom Dooley” er en klassiker, der også er blevet oversat til dansk, og som mange har sunget siden børnehaven.
”Historien om Balle-Lars er jo på mange måder en historie, der var foralt i forvejen, så jeg har egentlig bare fået den til at rime. Helt ærligt, så er det et forfængeligt ønske fra min side om at skrive mig ind i historien af folk, der har skrevet ’murder ballads’,” siger han.
Lars Nielsen Bahl aka Balle-Lars, en lokal småforbryder fra egnen, blev i 1858 anklaget for at have skudt en lokal kvinde, Ane-Marie Henningsdatter fra Ugledige, med et haglgevær. Angiveligt var der tale om et lejemord, bestilt af en lokal bonde, søn af Ane-Maries afdøde mand. Han havde brug for at skille sig af med enken, der forhindrede en overtagelse af familiegården.
”Guds ord er spildt på Balle-Lars/ sagde præsten med et suk/ han tilstod i en tåge af hovmod og druk/ han nægtede sig skyldig/ som så mange gange før/ Og vendte sig stædigt bort/ fra Himmerigets dør,” lyder første vers i sangen.
Virkelighedens Balle-Lars endte med at blive halshugget en kold oktoberdag foran 4000 vidner på Galgebakken inde i det, der nu er en skov. Og det er en historie, som ikke lige holder op med at spøge i området, blandt andet fordi der engang blev fundet nogle knogler her, da der skulle graves grus. Var det ham?
”Han tilstod jo aldrig rigtigt, heller ikke da han fik mulighed for at blive benådet. Så man fandt aldrig ud af, om han var uskyldigt dømt, og den følelse ligger lidt og lurer.”
Historien om Balle-Lars er en gyser, men ikke én af de historier, der skal bære det hele, når lyset er slukket og guitaren stemt. Det er de nære, store små historier, der er blevet fortalt og stadig bliver fortalt i køkkenkrogene på hver en egn.
”Musik skal kunne mærkes. Enten skal man grine eller græde eller danse til det, og vi spiller ikke dansemusik,” siger M.C. Hansen.
Han og bandet er på farten torsdag til søndag, og det vil de være sommeren igennem. Men hjemme i Jungshoved er der stadig nogle, der skal sidde i bestyrelsen for det lokale vandværk. Og det er kedeligt som bare pokker at sidde dér.
”Men ved du, hvorfor man skal sidde i bestyrelsen for vandværket? Det skal man fordi det er dér, alle de gamle hanelefanter, med alle de gode historier, sidder. Og jeg er stadig lidt ham i de smarte sorte støvler – ’ham der, han er ikke herfra’, tænker folk. Men så taler jeg bare lidt mere. Og så kan de pludselig godt høre, at jeg er herfra.”