Prøv avisen

Der kommer altid en ny medvind

"Hun ville have været en fantastisk kritiker, til trods for at hun aldrig vovede sig ud i det," siger Maria Helleberg, der har skrevet en roman om en af guldalderens største kvindelige berømtheder, Kamma Rahbek. -- Foto: Linda Henriksen.

"En ting, jeg blandt andet har lært af Kamma, er at tage ét problem ad gangen," siger Maria Helleberg, der er aktuel med en historisk roman om guldalderens gudmoder, Kamma Rahbek

I begyndelsen af 1800-tallet samlede tidens store smagsdommer, Knud Lyne Rahbek, de største danske kunstnere og forfattere omkring sig i Bakkehuset ved Frederiksberg. Her mødte de også hans begavede kone, Kamma Rahbek, der var en usædvanlig god tekstlæser. Hun var samtidig svigerinde til guldalderdigteren Adam Oehlenschläger, ligesom hun blev plejemor for endnu en stor smagsdommer, Johan Ludvig Heiberg, efter en besværlig skilsmisse mellem Heibergs berømte forældre, forfatteren Thomasine Gyllembourg og P.A. Heiberg, der blev landsforvist på grund af sin kamp for ytringsfrihed.

LÆS OGSÅ:En stor mands sene modning

Forfatteren Maria Hellebergs nye roman, "Kamma", handler netop om Kamma Rahbek og hendes tid, der på den ene side var præget af pludselig fattigdom i kølvandet på den store danske statsbankerot i 1813, men på den anden side var velsignet med en enorm kunstnerisk rigdom, der foldede sig ud med romantikken og salonkulturen, hvor den demokratiske samtale og dannelseskulturen blomstrede frem. Til gengæld var kvindefrigørelsen endnu en fjern tanke, og som Helleberg skriver i romanen "lavede kvinderne the til revolutionen", der ellers handlede om "individets frihed" og "den lykkelige borger". Men selvom Kamma Rahbek ikke selv skrev romaner eller anmeldte bøger i samtidens aviser og tidsskrifter, fik hun alligevel enorm betydning for tiden, mener Maria Helleberg:

"Hun er sær på alle punkter, og hun ved det. Men alligevel er det hende, der ender med at blive en slags gudmoder til guldalderen. Jeg lader Christian Molbech sige til hende, at hun er Danmarks mest kendte kvinde. For hun er det menneske i Danmark, som flest mennesker helst vil være sammen med. Ikke fordi hun er specielt sød eller venlig, hun er tværtimod skarp og lidt ondskabsfuld en gang imellem, men hun er det i en god sags tjeneste. Og man ved, at hun også var morsom. Hun ville have været en fantastisk kritiker, til trods for at hun aldrig vovede sig ud i det," siger Maria Helleberg, der allerede begyndte at studere Kamma Rahbeks historie, da hun for nogle år siden skrev en antologi om kvinder i guldalderen.

LÆS OGSÅ:Maria Helleberg: Pietisme og kongelig kærlighed

Kamma Rahbek var datter af en af datidens rigeste mænd i København, bryggeren Hans Heger, der opdrog hende til at tænke selv og forsyne sig frit i familiens velvoksne bibliotek. Som ung læste hun især mange bøger om astronomi, der også interesserede hendes talentfulde far. Til gengæld havde hun en psykisk syg mor.

"Vi ved, at moderen var spærret inde på loftet, og der gik de mest forfærdelige rygter om, hvorfor hun sad der. Men selv tror jeg, at det snarere var en praktisk foranstaltning, der sørgede for at beskytte hende selv, men også skabte ro i huset for resten af familien. Alligevel ved man, at det var moderen, Knud Lyne skrev til, da han friede til Kamma, så hun må have spillet en rolle i Kammas liv. Det var samtidig Kamma, der gav moderen forbindelse med resten af verden. For det var Kamma, der lukkede hende ud fra loftet fra tid til anden. I hvert fald i min roman. Og jeg lader også moderen live op, da Kamma bliver gift, hvor hun hjælper til med at sætte Bakkehuset i stand."

Brudgommen, Knud Lyne Rahbek, var professor i æstetik, på papiret en fin titel, men han var ludfattig i forhold til familien Heger. Og med ægteskabet, som Kamma Rahbek selv valgte, ventede der hende en ny tilværelse, der var ganske anderledes end den, hun havde vænnet sig til derhjemme.

"Hendes opdragelse er anormal selv på dette tidspunkt, hvor masser af piger fik en fremragende uddannelse. Men hun er noget særligt, fordi hun kan sidde og give lange foredrag om astronomi, hvad der desværre ikke er så forfærdelig meget efterspørgsel på. Hun er vokset op med tjenestefolk, og hun ved ikke engang, hvordan man laver kaffe eller koger et æg, så jeg lader hende opfinde spejlægget, før hun af bitter nød må lære at blive husmoder. Hun kunne jo sagtens have valgt en af de rige friere, men hun ville hellere have en spændende mand. For Knud Lyne Rahbek besidder en sjælden kombination af viden, charme og generøsitet. Han kan være en fanden, ham, de kalder den stygge Rahbek, men han har også den generøsitet, der gør, at han stadig gerne vil invitere og diskutere med de kunstnere, han har bortdømt få uger tidligere. Han ejer ikke bitterhed. Han ønsker bare, at samtidens forfattere skal blive gode til at skrive. Og det er i virkeligheden hans sans for kunstkritik, de fleste efterlyser i dag. For i modsætning til hans plejesøn, J.L. Heiberg, der blev kendt og frygtet for at være en både morsom og ondskabsfuld kritiker, bevarer Knud Lyne hele tiden blikket på det sublime værk. Han er skarp og vittig uden at være ond. For han leder ikke efter fejl, men originalitet. Idealet for ham er at være så original, at enhver, der kommer i forbindelse med værket, bliver berørt. Det er det ultimative ideal."

Adam Oehlenschläger, der også spiller en rolle i romanen, må til gengæld vente med at få Kammas lillesøster, Christiane, fordi han ikke var rig nok i Hans Hegers øjne, så der var alligevel grænser for, hvor frit man kunne gifte sig dengang?

"Ja, og da Oehlenschläger endelig får Christiane, er hun blevet fed og har klippet sig korthåret, så jeg har lidt ondt af Oehlenschläger, der havde brugt tiden på at dygtiggøre sig i de mest fremtrædende intellektuelle kredse i Paris. Vi læser jo stadig hans tidlige værker, hvor han excellerer i at sætte smukke ord ved siden af hinanden i frodige ordfyrværkerier i sine digte. Derimod er de teaterstykker, han laver som brugskunst for at tjene penge som Christianes ægtemand ikke meget værd i dag. Og det er mig en gåde, hvad hans statue laver foran Det Kongelige Teater i dag, men det rigtigt, at han måtte kæmpe for at gøre sig fortjent til Christiane. Han var i virkeligheden også en af kredsens eneste sociale mønsterbrydere. Og de fleste ægteskaber dengang blev indgået i en blanding af, at familierne kendte hinanden, og de to unge mennesker kunne lide hinanden lidt, ligesom det foregår i nogle muslimske miljøer i dag, hvor der ikke altid er tale om direkte tvangsægteskaber. Slægten og forældrenes mening spillede bare en større rolle i samfundet dengang. Håbet var selvfølgelig, at datteren kom ind i en god, rar familie med masser af penge, så hun kunne købe sig en masse ting."

"Til gengæld tror jeg, at den frygt for ikke at finde en rig mand, som man kan læse om i Jane Austens romaner, var mindre udtalt i det københavnske borgerskab. Men for mange overklassekvinder ventede der alligevel et liv, der ikke var det mindste mere spændende end husmødrenes liv i 1950'erne. Hvis man var rigtig heldig, kom man med ind i en familie, hvor man kunne bruges til noget, så man blev ansvarlig for husholdning og underholdning. For ellers måtte man bare tage sit pæne tøj på og vente på, at der kom nogen på visit. Men Kamma valgte en anden vej med et liv i fattigdom, men fuld af litteratur og spændende mennesker. Og jeg tror, at hun var tilfreds og lykkelig. Hun kunne måske nok have ønsket sig lidt flere penge, så hun ikke skulle være så bekymret for, om der for eksempel var råd til at give alle Bakkehusets gæster en kop kaffe eller købe brænde, så de ikke skulle fryse så meget. Jeg har en frygtelig fornemmelse af, at den lungecancer, der ender med at slå hende ihjel, skyldes de mærkelige ting, som de puttede i ovnene. De blev nødt til at være tæt på deres ovne for ikke at fryse, så de må have inhaleret, hvad der svarer til, at vi lå på gulvet ved siden af en brændeovn i et sommerhus. Og det er ikke sundt. Men da den økonomiske nedtur for alvor rammer hende og Knud Lyne, hvor de er i fare for at miste Bakkehuset, tager hun det alligevel med ophøjet ro. Og jeg synes, at det er forbilledligt, at hun havde en sans for at fokusere på det positive hele tiden. De modsætter sig hele tiden at påtage sig en offerrolle, og det er da en sund indstilling i en krisetid."

Men er det ikke nemmere sagt end gjort?

"Jo, man ved jo aldrig, hvordan man reagerer, før man står i en ny situation. Jeg troede egentlig, at man blev mere robust med alderen, men det er ikke min egen erfaring. Jeg synes faktisk, at jeg er blevet stadig mere bekymret. Jeg ser djævelskabet, snarere end jeg samler kræfter imod det. Og jeg bruger umådelige mængder af energi på at bekæmpe frygt for den ultimative katastrofe, men under indflydelse af min kære mand arbejder jeg på at lære, at alting ikke ender i den værst tænkelige løsning. "Det kunne jo være, at det gik godt, så lad os lede efter løsningen," som han siger. Og det har været lidt af en øjenåbner for mig. For i stedet for at tro, at økonomiske og menneskelige problemer kan knuse en, så kunne man måske tro på, at der var en vej ud af dem. Og man får en masse herreløs energi tilbage, i det øjeblik man får løst et problem i stedet for at udskyde det. Det virker som en meget lille og nem ting at lære, men det er det ikke."

Maria Helleberg sidder et øjeblik i tavshed, mens et antikt ur tikker roligt i stuen bag hende:

"Bekymringer er næsten altid værre end virkeligheden," kommer det så:

"Og i virkeligheden får vi altid hjælp af dem, vi bekymrer os for. De, der henvender sig til os med et problem, der skal løses, ønsker jo ikke at nedkæmpe os. I virkeligheden er det ofte fra dem, man får hjælpen. Men det er bare ulogisk at tro på. Men de fleste problemer løser sig bedst, når man deler dem i stedet for at gå alene med dem og lade dem hobe sig op i en. Men en ting, jeg blandt andet har lært af Kamma, er at tage ét problem ad gangen. Og skulle man havne på bunden, kan det jo kun gå opad, som en af mine venner sagde, da han var blevet fraskilt, arbejdsløs og alkoholiseret. I dag har han 22 ansatte og et fuldstændig andet liv. Han kom op. Og hvis det lykkedes, er der næsten ingen grænser for, hvad der kan lykkes, hvis man er energisk og rammer en eller anden form for medvind, som gør, at man ikke behøver at puste dem frem selv hele tiden. For der kommer altid en ny medvind."

Hvor tror du, at den kommer fra?

"Ved du hvad?", siger Maria Helleberg og lyser op i et smil:

"Jo ældre jeg bliver, desto mere tror jeg faktisk på, at der er en eller anden form for venlig pustende ånd bag os, en guddommelig venlighed, som sommetider dukker op i de øjeblikke, hvor man har mest brug for det. Jeg kommer til at tænke på den klassiske historie om manden, der falder ned i et hul og råber på Gud om hjælp. Lidt efter kommer der en lille mand hen og siger "Sikke noget, at du er faldet ned. Jeg ved ikke, hvor jeg skal finde et reb, men måske kunne jeg hoppe ned til dig og holde dig lidt med selskab, indtil vi bliver reddet." "Det er jeg helst fri for, så er vi jo bare to mennesker, der skal reddes," siger manden og sender den lille mand væk. Lidt efter kommer en anden mand, der heller ikke har noget reb, men tilbyder manden at synge lidt for ham, mens han venter på undsætning. Det frasiger manden sig også. Og til sidst kommer der en meget sur mand hen og kaster et reb ned til ham. Da manden kommer op, er der ingen mennesker at se. Det får manden til at kalde på Gud for at klage over behandlingen. Til det svarer Gud: "Jeg sendte også de to første for at opmuntre dig. Du kunne have fået en ven for livet, men du fokuserede kun på faktaløsningen." Og det, synes jeg, er en interessant historie i forhold til den guddommelige pusten. For det kan jo godt være, at Gud giver sig til kende på en anden måde, end vi havde forestillet os."

Hvad har fået dig til at tro mere på Gud med alderen?

"Det har nok noget at gøre med, at jeg har set så mange gentagelser i mit liv, der ikke kun kunne være held. Og det har fået mig til at tro på, at der formentlig er en vilje, der engang imellem puster os lidt i ryggen. Mod slutningen af romanen bliver Kamma jo også mere åben for Gud. Dengang var kirkens rolle allerede falmet i overklassen i København, mens hele underklassen stadig var en del af det store pietistiske system. Og det er ikke noget, hun kan dele med Knud Lyne, der er helt indgroet i de ateistiske 1790'ere. Men han lader hende gå i kirke, hvor hun går efter Martensens prædikener. Selv hælder jeg nok til min egen lidt økumeniske version af kristendommen. Og jeg har en mærkelig opfattelse af, at stort set alle danskere er troende på en eller anden måde. Men de har kreeret deres egen lille private religion, hvor de har puttet alle de ting, de godt kunne lide fra forskellige religioner. Nogle tror endda til min forbløffelse på reinkarnation inden for folkekirken, fordi man skræller det væk, man ikke kan lide, og sætter noget andet til. Og så bliver religion pludselig noget rod, når alle mennesker sætter deres egen religion sammen. Jeg vil jo ikke af med min egen, men samtidig er jeg dybt bekymret over det. For hvordan kan man have en folkekirke, hvis man ikke har den samme tro? Men jeg har til gengæld opdaget, at jeg har det rigtig godt i selskab med religiøse mennesker, fordi de trods alt er mere afklaret om livet."

ohrstrom@k.dk