Forfatteren Torben Munksgaard voksede op i Haderslev, hvor der både var langt mellem naboerne og medpassagererne i bussen. Og selvom han efterhånden har boet mange år i København, har han stadig ikke vænnet sig til at stå klistret op ad fremmede mennesker på vej hjem fra arbejde i 5A-bussen på Nørrebrogade.
”Jeg tror, at man som jyde har en mere fintfølende intimsfære,” siger Torben Munksgaard og strækker sig hen over det brede spisebord for at skænke sherry op.
”Jeg har lagt mærke til, hvordan folk ofte bliver tykkere, jo mere tyndtbefolket et område er. Som om de ved, at der er plads til det. I byen er vi klemt sammen, men mere fremmede for hinanden. Jeg kalder tit det her for min ’tre-værelses-apartheid’, fordi man føler sig så isoleret midt mellem andre. Man er enormt anonym, når man går på Nørrebrogade, indtil TV 2 News kommer, og man risikerer at komme i fjernsynet. Men for en jyde virker det tosset at bo sådan,” siger han og fortsætter:
”Boligpriserne her stiger hele tiden. Men vi bor ret beset stablet oven på hinanden i små kasser, adskilt af små mure, mens vi prøver at opretholde en forestilling om at være alene i hver vores kasse, selvom der altid er mennesker omkring en. Så det er klart, at man indimellem kan blive træt af andre mennesker. Ligesom Bjørn bliver det,” siger han og nikker ned på sin roman ”Muren” på bordet mellem os.
For i romanen bygger hovedpersonen Bjørn ligefrem en stor mur rundt omkring sin have, fordi han er træt af andre mennesker. Og den 600 sider tykke murstensroman er faktisk også designet som en stor mursten.
I begyndelsen var der dog slet ikke nogen mur i Torben Munksgaard nye roman. For han begyndte først at skrive en bog om en mand, der begik selvmord i et parcelhuskvarter, men da han havde skrevet 200 sider, endte han med at skrive sin daværende hovedperson helt ud af fortællingen.
”Sådan udviklede min historie sig fra selvmord til selvmur. Jeg kunne godt lide meget af miljøet og nogle af bipersonerne i mit første udkast, men hovedpersonen duede ikke. Dels brød jeg mig ikke om ham, og jeg tror, at det er vigtigt, at man har en eller anden sympati for sin hovedperson, selvom mange af mine karakterer også tidligere har været usympatiske. For jeg skriver tit om mine egne skyggesider, men jeg ville gerne lave en historie om en mand, jeg kunne forstå,” siger Torben Munksgaard, der så begyndte at bygge en ny historie op om en mand, der bliver så træt af sine omgivelser, at han murer sig inde.
I bogen er Bjørn blevet forladt af sin kone, da han begynder at bygge sin mur. Og selvom Torben Munksgaard aldrig selv har bygget en fysisk mur, murede han sig også inde, efter at forholdet til hans barns mor gik i stykker for 10 år siden.
Udadtil havde han dengang succes som vinder af Lindhardt og Ringhofs romankonkurrence med romanen ”Retrograd”, men han havde ikke lyst til at se andre mennesker.
”Dengang boede jeg i en lille, mørk stuelejlighed i Nordvest, hvor solen aldrig nåede ned. Min nærmeste nabo var Bispebjerg Kirkegård, hvor jeg gik nogle små ture, men ellers lå jeg helst derhjemme i min lille kasse. For jeg blev tappet af energi, hver gang jeg var sammen med andre mennesker. I en periode var jeg derfor sygemeldt fra arbejdet med depression.”
Især morgenerne virkede hårde. Når han kom ind på arbejdet, ville han helst ikke hilse på nogen, forklarer han:
”Hvis der var en af kollegerne, der sagde godmorgen, før jeg havde fået min morgenkaffe, kunne jeg næsten ikke holde det ud. Det var jo sødt ment af dem af sige godmorgen, men det kunne nærmest ødelægge min morgen, da jeg havde det værst. Det er den følelse, som jeg har skrevet en del af min roman på, selvom det heldigvis er længe siden, at jeg havde det så skidt,” siger Torben Munksgaard, der dog ikke kun har skrevet sin roman med et personligt perspektiv.
Den meget omtalt mur på den anden side af Atlanterhavet var af gode grunde endnu ikke på tegnebrættet, da Torben Munksgaard for fire år sin gik i gang med sit murværk af en bog, men romanen kan stadig læses som en samfundskommentar, fortæller han:
”Der var jo allerede flere mure i Europa dengang, ligesom der begyndte at komme flere mentale mure omkring nationalstaterne, hvor vi begyndte at se grænsedragningen. Jeg skriver om et parcelhuskvarter, men det er selvfølgelig et billede på samfundet og Europa. Bjørn føler en frihed ved at melde sig ud af fællesskabet, og det bliver hans naboer både sårede og rasende over. For de synes, at han er forpligtet til at ’kommes ved’. Men romanen stiller spørgsmålet om, hvor stærkt fællesskabet egentlig var. For det fællesskab viser sig i virkeligheden at være temmelig overfladisk, når det kommer til stykket.”
Romanen skal dog også læses som en hyldest til det sande fællesskab, forklarer han:
”Andre mennesker kan være irriterende, så det kan være fristende at mure sig inde, men mure forstærker altid konflikterne mellem mennesker, der ellers kunne have haft glæde af hinanden. Og her synes jeg faktisk, at kristendommens næstekærlighedstanke om at behandle andre, som man gerne selv vil behandles, er den bedste bud på et stærkere fællesskab. Man taler tit om religionskritik, men faktisk mener jeg, at man kan forstå religionerne som en form for samfundskritik. Kristendommen ser jeg især som en stor kritik af den måde, vi er sammen på. For den eneste måde at stoppe mentale mure mellem mennesker på er jo, hvis der er en, der vender den anden kind til i stedet for at optrappe konflikten.”