Brian Dan Christensen føler sig både hjemme og fremmed, når han vandrer rundt i den danske vintervind. For det er efterhånden 10 år siden, at den dansk-amerikanske forfatter flyttede til USA med sin amerikanske kone. Nu er han hjemme i Danmark, hvor hans roman ”Vejen til Alberta” udkommer i næste uge. Men når man har vænnet øjnene til livet i Brooklyn i New York, kan den helt almindelige danske hverdag pludselig virke eksotisk:
”Jeg kan blive helt rørt, når jeg ser en flok danskere stå og vente på, at det skal blive grønt lys ved et fodgængerfelt over en tom gade. For sådan ville ingen gøre i New York, hvor trafik er et ord for alles kamp for at komme først frem. Men herhjemme viser den form for respekt for trafikreglerne også, at folk virkelig elsker velfærdsstaten,” siger Brian Dan Christensen og tilføjer:
”Danmark er også et vidunderligt land. Men jeg tror ikke, at alle danskere gør sig klart, at Danmark også er undtagelsen. Det gør min kone mig også altid opmærksom på, når jeg ser DR-nyheder på computeren hjemme i Brooklyn. For det meste er, hvad man kan kalde ’first world problems’. Måske har de lignende samfund i resten af Skandinavien og Holland, men ellers er danskerne heldige. For alle andre steder er der så stor forskel på rig og fattig, at nogle må leve kummerlige liv. Det gør de for eksempel i USA, hvor der findes mange mennesker, der må arbejde 16-17 timer i døgnet blot for at have til dagen og vejen, og hvor nogle, der er både fysisk og mentalt syge, også må klare sig selv,” siger han.
Alligevel kan det stadig overraske Brian Dan Christensen, hvordan amerikanerne også kan leve helt adskilte og parallelle liv med hver sin virkelighed. Forleden hoppede en sten op på hans forrude, så ruden revnede, og han måtte køre ind på et værksted for at få den skiftet, inden han kunne køre videre ud i den amerikanske trafik. For det er jo vigtigt at kunne se klart, når man skal orientere sig i verden. Men selvom han ikke var langt fra hjemmet i New York, var det som at komme til et helt andet Amerika. For inde på mekanikerværkstedet buldrede konspirationsteorierne ud af en konservativ radio, og han opdagede også hurtigt, at de ”i øvrigt venlige mekanikere så verden på en helt anden måde” end ham, der hører National Public Radio og læser New York Times, Washington Post og tidsskriftsmagasiner som The New Yorker.
”Sådan oplever amerikanerne verden i mindst to forskellige virkeligheder. Nogle lader sig fodre af Fox News og lokale konservative radiostationer, der først og fremmest er drevet af et had til Obama, Clinton-familien og etablissementet, som de tror manipulerer med alting. Selvfølgelig findes der også rænkespil og bedrag i den verden. Men jeg orienterer mig selv i medier, der forkaster konspirationsteorier og ikke vil anerkende, at enhver har ret til sit eget sæt af fakta. For jeg tror på, at der faktisk findes noget, der er objektivt sandt, for man kan ikke basere fakta på følelser,” siger Brian Dan Christensen.
Også hans nye roman, ”Vejen til Alberta”, fører læseren gennem Trumps USA. For historien handler om Vietnam-veteranen Howard Walker, som kører gennem ”Trumpland” for at finde sin steddatter Alberta.
”Jeg begyndte at skrive romanen, allerede før Donald Trump stillede op som præsident. Dengang betragtede mange ham bare som en landsbytosse fra New York, men selv forudsagde jeg hurtigt, at han ville vinde. Til gengæld tror jeg, at han kommer til at fratræde snart. For han er under et voldsomt pres med alle undersøgelserne mod ham og hans stab. Og han kan ikke få ret meget gennemført, så man er allerede begyndt at tale om ham som en ’lame duck’ (færdig and, red.) eller ligefrem ’Lame Donald Duck’. Men det kan være, at jeg tager fejl. Mange kan stadig ikke fatte, at han i det hele taget er præsident. Og jeg kan huske, hvordan folk sad og græd i subwayen (undergrundsbanen, red.) på valgnatten. Der var i hvert fald ingen valgfest,” siger Brian Dan Christensen.
”Vejen til Alberta” er dog ikke blot en politisk roadmovie, men endnu mere en roman om musik, ulige venskaber og viljen til at slutte fred med fortiden. I romanen har Howard Walker netop forladt sit mangeårige job som handyman for musikgeniet Philip Boothman, en verdensstjerne og protestsanger i hvidt jakkesæt, som både er inspireret af Bob Dylan og Leonard Cohen. Men det var et ulige venskab for Howard Walker. Og nu sidder han og kører en bus gennem Amerikas splittede stater, mens han fortæller om sit liv til en diktafon, han har om halsen – ”som at skrifte til en død præst”.
Det er også et dødsfald, der fået ham til at rejse. Rejsen finder sted, efter Boothmans unge danske kæreste, Ida, er blevet fundet død. Og sådan kommer hendes død til at give Howard Walker et helt nyt liv.
”Der er altid en nåde i en ny begyndelse. Det er også min egen erfaring, selvom jeg har brugt det meste af mit voksenliv på at finde ro selv. Men det synes jeg efterhånden er lykkedes. Og det afspejler sig faktisk også i mit forfatterskab. For da jeg var ung, skrev jeg næsten kun digte, fordi jeg også så mig selv som et punkt i universet, der ikke hang sammen med noget. Men nu forstår jeg mere mig selv som en del af en kæde. Og det er en befrielse at opdage, at man faktisk er en del af en sammenhæng,” siger Brian Dan Christensen, der voksede op i en børneflok på syv i Aarhus, hvor familien kom i en evangelisk frikirke:
”Det tog jeg afstand fra som voksen, fordi jeg syntes, at det var hård kost at skulle sidde der som barn og høre på, at alle mine venner skulle i Helvede, mens der blev talt i tunger i kirken. Men der blev også spillet meget musik, og sådan lærte jeg at spille på alle mulige instrumenter. Det er jeg taknemmelig for i dag, ligesom jeg heller aldrig har sluppet troen. Jeg læste også teologi engang, inden jeg fandt ud af, at det nok var sproget, der interesserede mig mest. Og nu har troen bare fundet en anden form, og jeg forstår den også bedst gennem musik.”
Selv spiller han både folk, country og gospelmusik, ligesom han indimellem kommer i den danske sømandskirke i New York for at nyde de danske salmer.
”Jeg holder meget af salmerne, og jeg synes, at det er smukt, at de også har plads til tvivl. Faktisk fører de bedste salmer os fra fortvivlelsen til troen. Tvivlen i sig selv kan jo være fin nok, fordi den både kan indgyde nysgerrighed og ydmyghed. Det er fortvivlelsen, der er farlig. Og når jeg mærker den, er musikken ofte den bedste modgift, når jeg for eksempel sætter Elvis’ gamle gospelplader på. Men det giver mig også ro at skrive. For sommetider indser man først, hvad man vil sige, når man skriver det. Og sådan virker skriftemålet også for Walker. For sommetider må man kigge tilbage for at kunne se fremad,” siger Brian Dan Christensen, inden han skal videre ud for at gense sit eget lille fædreland med fremmede øjne.