Prøv avisen

Der ligger et eventyr i enhver usikkerhed

”Jeg bryder mig ikke om ordet ’kvalitetstid’. For det gør jo resten af tiden til noget bæ. I stedet synes jeg, at man skulle gøre det til et eventyr at tage sine børn med i supermarkedet,” siger den bogaktuelle bestsellerforfatter Jonas T. Bengtsson. – Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

De fleste velfærdsdanskere er skrækslagne for utryghed. Måske især her under gældskrisen. Men hvis man aldrig søger ud af komfortzonen, skal man heller ikke regne med de store eventyr, siger forfatteren Jonas T. Bengtsson, der er bogaktuel med et far-søn-eventyr

Bestsellerforfatteren Jonas T. Bengtsson vil helst sidde ved vinduet ud til gaden.

Så kan vi også sidde og se på folk, mens vi snakker, siger han, mens vi tager plads på en cafe ved Nørrebro Station. Her kommer han tit for at drikke kaffe og kigge på alle de fortravlede forbipasserende, der slæber rundt på tunge indkøbsposer og unikke personhistorier. Og så ligger cafeen lige i nærheden af hans arbejdsplads, der også fungerer som hans lejlighed.

Det er ellers få danske forfattere, der kan leve af at skrive bøger, men han har selv kastet sig ud i det, selvom han blot er aktuel med sin tredje roman, Et eventyr.

LÆS OGSÅ:
På én gang genial og ubærlig

Til gengæld sendte de to første romaner ham direkte ind i superligaen af danske forfattere. Debutromanen, Aminas breve, vandt BG Banks debutantpris og er på vej til at blive filmatiseret, mens den svære toer, Submarino, høstede endnu større anerkendelse med internationale priser, prisvindende filmatisering af Thomas Vinterberg og rosende boganmeldelser i store franske og tyske aviser.

Fælles for romanerne er ud over deres sikre sprog og filmiske opbygning, at de har marginaliserede typer i hovedrollerne. Mens debutromanen handler om en ung, psykisk syg mand, udspiller Submarino sig i et misbrugsmiljø.

Og den nye roman foregår også på samfundets bund, hvor en fattig, enlig far konstant flytter sin dreng rundt til nye steder i et moderne asfalt-eventyr, som man fra begyndelsen tvivler på ender lykkeligt i hvert fald i kernefamilie-forstand.

Alligevel vil Jonas T. Bengtsson ikke høre tale om, at han skriver om svage mennesker.

I min første roman er hovedpersonen Janus givetvis både skizofren og udstødt af samfundet, men når det alligevel lykkes ham at finde Amina (hans forsvundne, tyrkiske gymnasiekammerat, red.) i bogen, er det et udtryk for, at han er en meget stærk person. Han er bare en person, der er udfordret mere end de fleste. Det samme gælder hovedpersonerne i Submarino, ligesom det gælder faderen i min nye bog. Han har valgt at leve ved siden af samfundet, fordi hans store frihedstrang forbyder ham at være forpligtet og forsørget af et system.

Men hans rejse og drengens rejse gennem Et eventyr er i høj grad også gennemsyret af, at faderen i bogen er en meget stor karakter. I andre sammenhænge ville han kunne lede en borgerkrig eller et land og skrive sig ind i historien. Det er bare ikke hans situation, men med hans situation i betragtning klarer han sig nok bedre, end de fleste ville have kunnet gøre, siger Jonas T. Bengtsson og lader blikket glide hen over en gruppe grinende jakkesæt udenfor, inden han fortsætter:

Så nej, det er ikke specielt svage mennesker, der interesserer mig, men mennesker, der kæmper en kamp. Men jeg synes, at jeg har fundet de mennesker bedst uden for samfundet mange gange, fordi vi i virkeligheden har en samfundsstruktur, der er bygget op, så vi får så lidt kamp i livet som muligt. Det ser jeg ikke som noget dårligt. Men ud fra en romanforfatters synspunkt er komfort jo aldrig godt.

Eventyret ligger altid i uvisheden og usikkerheden. Og de fleste velfærdsdanskere er skrækslagne for utryghed. Måske især her under gældskrisen. Men hvis man aldrig søger ud af komfortzonen, skal man heller ikke regne med de store eventyr. Det er i hvert fald en anden kamp, man kæmper, der mere handler om boliglån og tabt friværdi.

Men jeg er ærligt talt ret skuffet over, at finanskrisen ikke førte en større åndelighed med sig. Mens der stadig var højkonjunktur, talte folk næsten ikke om andet end, hvilke boligforbedringer de skulle lave. Men nu handler det hele i stedet om gældskrise, som om livet ikke er større end penge.

I din nye roman lærer faderen jo også sin søn, at der findes mere end det, man kan se f.eks. elektricitet. Er det et billede på noget åndeligt?

Ja, jeg ville gerne have, at faderen havde en forståelse for det religiøse i og uden for kristendommen, der jo har eksisteret som et sideløbende spor med videnskaben i hele vores historie. Og faderen opdrager jo også netop sin søn til at se på verden med en viden om, at der er mere end det, man kan se, og med en åbenhed for, at alting kan ske.

Samme åbenhed har Jonas T. Bengtsson fundet i de folkeeventyr, der har inspireret ham til at skrive Et eventyr.

Jeg er gået efter den forunderlighed og åbenhed, der ligger i folkeeventyrerne. Idéen om, at man kommer ud i skoven, og så kan alt ske. Et eventyr er altid en uventet mulighed. Og jeg ville gerne overføre eventyrets åbenhed til min roman, hvor faderen og sønnen flytter ind til byen. For det er så trist, når man allerede ved, hvad der sker i resten af en bog, på sjette side, fordi man kan se skelettet af en klar dramaturgi.

Og jeg ville også gerne have en dobbelthed i bogen, så jeg har prøvet på at lade være med at gøre den for symbolsk ladet, så man både kunne se den gamle vicevært som en trold og lige så godt kunne lade være, siger forfatteren, der selv betragtede byen som en slags magisk skov som barn:

Jeg er selv fra Brønshøj, der ligger i udkanten af København, og på mange måder var det den samme oplevelse, jeg selv fik, når mine forældre tog mig ind til byen fra villakvartererne til mængden af mennesker og stemmer på Nørrebro Station, hvor byen begyndte at åbne sig op. Butikker, der tilbød alle mulige ting, man aldrig ville kunne finde i Brønshøj.

Det var dengang, at de første indvandrerbutikker var begyndt at komme frem i byen med oliven, der ikke lå i glas med i lage ved skranken sammen med fetaost. På den måde var byen fuld af uforudsigelige smags- og sanseoplevelser for mig som barn.

I dag er Jonas T. Bengtsson selv blevet far er til en efterhånden femårig dreng, han har boende hver anden uge. Og selvom han faktisk fik idéen til bogen, før han blev far, er romanen også inspireret af hans eget liv.

Børn er nysgerrige og eventyrlystne fra begyndelsen, hvis man ikke lærer eller viser dem noget andet. Og en del af min motivation for at skrive bogen er den skræmmende erkendelse af, at ens barns virkelighedsopfattelse er skabt af forældrene.

Jeg er selv fraskilt, så jeg lever en lettere skizofren tilværelse, hvor jeg forsøger at være en god far den ene uge, mens jeg ryger for mange Blå Kings den næste. Men jeg bryder mig ikke om ordet kvalitetstid. For det gør jo resten af tiden til noget bæ. I stedet synes jeg, at man skulle gøre det til et eventyr at tage sine børn med i supermarkedet.

For det er lige så meget en potentielt god oplevelse som de små tidspakker, vi gerne vil kalde kvalitetstid eller fritid og gøre helt perfekte. Men det bliver hurtigt en undskyldning for at være uopmærksomme resten af tiden. Det kan selvfølgelig være fint at tage sine børn med i zoologisk have, men når man først står der, kan det lige så godt være, at de bliver fascineret af at se en gråspurv frem for de vilde dyr, man har betalt i dyre domme for at se.

Og jeg tror meget, at forældrerollen handler om at få børn til at blive ved med at se på verden på den måde. For verden er fuld af eventyrlige verdener, hvis man åbner øjnene.

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af Et eventyr påk.dk/kultur