Der mangler anfægtelse i denne bog om Djævelen

Sognepræst har begået en velskrevet bog om Djævelen med en række svage konklusioner

På dette middelalderlige maleri af Michael Pacher ses Satan til højre med et udseende, der er typisk i europæisk kunst.
På dette middelalderlige maleri af Michael Pacher ses Satan til højre med et udseende, der er typisk i europæisk kunst. Foto: Wikimedia Commons.

Hvis man gæster borgen Wartburg syd for Eisenach i Tyskland, kan man i museets butik købe en køleskabsmagnet. Den forestiller den blækklat, som sad tilbage på væggen i Wartburg, efter at Martin Luther havde kastet blækhuset efter Djævelen.

Det er sognepræst Henrik Winther Nielsen, der i sin bog ”Djævelen” trækker episoden frem, som han finder sigende for Luthers teologi. Den afslører, at Luther ikke tror på, at mennesket én gang for alle er vundet for Gud, mener forfatteren.

Nielsens påstand er, at vores syn på Djævelen røber vores teologiske ståsted. Forfatteren står selv fjernt fra ”Blækklattens teologi”, idet han afviser, at der i det enkelte menneske pågår en kamp mellem Gud og Djævelen. Gud har endegyldigt sejret over Djævelen i Det Nye Testamente, hvorfor den personlige tro er uden betydning, ”for denne nye pagt kræver intet fra mennesker, som skulle fuldende den”. Derfor er Luther helt galt afmarcheret, når han oplever sig selv som en kampplads mellem Gud og Djævelen.

Nielsen benytter samtidig lejligheden til at imødegå digteren Søren Ulrik Thomsen, som i et essay har begrundet, hvorfor han tror på Djævelen som en selvstændig skikkelse i verden. Nielsen medgiver, at der findes rester af ondskab på jorden, men Djævelen kan ikke træde ind i pagten mellem Gud og menneske, fordi ”Gud en gang for alle har taget sit menneske til sig”, som det hedder i bogens sidste sætning.

Forfatteren er selvfølgelig klar over, at sådanne udsagn vil blive udfordret. Der vil være dem, som vil henvise til forbrydelserne under anden verdenskrig. Hvad med Auschwitz? Var det ikke dæmoni? Hertil svarer Nielsen med bistand fra filosoffen Hannah Arendt, at kz-lejrene var ”et resultat af det bureaukrati, hvor det enkelte menneske tankeløst medvirker til iværksættelsen af en monstrøs destruktivitet.”

Men er det sandt? Nej det, der gør mennesket til menneske, er valget mellem to muligheder, imellem godt og ondt, og til syvende og sidst hænger det sammen med, at et menneske er skabt i Guds billede og ikke en social funktion, der tankeløst lader sig opsluge af et bureaukrati. Det gælder jo i vores tilværelse, at vi ikke bare er nødt til at gøre dette eller hint, men at vi vælger det – for vi kunne jo vælge det modsatte. Og det er menneskets evige fristelse at ville ophæve sit valg og sin ansvarlighed, for det forsøger den djævelske frister altid at lokke mennesket til.

Det er her, Henrik Winther Nielsens bog kommer til kort. Skulle man udtrykke det lidt gammeldags, mangler der anfægtelse i ”Djævelen”. Bogen ender i en bovlam teologi, hvor mennesket på forhånd kan være sikker på tilgivelse og ikke behøver at anstrenge sig for at opnå den.

Det er en skam, bogen rummer ellers udmærkede historiske rids og vidner om forfatterens pædagogiske tæft.

Henrik Winther Nielsen: Djævelen. 128 sider. 120 kroner. Bibelselskabets Forlag