Der mangler skønlitteratur om det største i livet

At føde et barn er kæmpestort og livsomvæltende, men kun få forfattere skriver om det i dag. Én klassiker holder dog moderskabet levende i dansk litteratur, nemlig Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn”, der nu fylder 40 år

Faktisk er der kun få, der i den nyere danske skønlitteratur har beskrevet det at blive mor. Og når forfatterne endelig har behandlet emnet, er det med de dystre sider af moderskabet i centrum.
Faktisk er der kun få, der i den nyere danske skønlitteratur har beskrevet det at blive mor. Og når forfatterne endelig har behandlet emnet, er det med de dystre sider af moderskabet i centrum. .

”Skønlitteratur om amning, anyone?”

Efterlysningen kom for nogle uger siden på digteren og forfatteren Olga Ravns Facebook-profil. Olga Ravn er blevet mor, og som både højskolelærer, underviser, redaktør og skrivende burde hun måske om nogen vide, hvad der rører sig i det litterære landskab.

Men faktisk er der kun få, der i den nyere danske skønlitteratur har beskrevet det at blive mor. Og når forfatterne endelig har behandlet emnet, er det med de dystre sider af moderskabet i centrum.

I kommentarfeltet til Olga Ravns efterlysning kom der, blandt en del useriøse, et par seriøse bud: For eksempel er der netop kommet en svensk skønlitterær bog, ”Den hvide by” af Karolina Ramqvist, hvori der skulle indgå meget realistiske ammesekvenser med mælkepletter og det hele. Og så var der én i kommentarfeltet, der bragte en klassiker på banen: ”Vinterbørn” af Dea Trier Mørch.

I år er det 40 år siden, kollektivromanen om en række kvinders liv på svangregangen på Rigshospitalet udkom. I næste måned kommer bogen så i en jubilæumsudgave på forlaget Gyldendal, og ”Vinterbørn” genudgives, fordi den, rent ud sagt, er en ener i dansk litteratur.

”Der er ikke nogen, der hverken før eller siden har beskrevet moderskab på den måde, som Dea Trier Mørch gør i denne bog,” siger seniorredaktør på Gyldendal Julie Paludan-Müller.

Rammen for bogen er en umiddelbart nøgtern beskrivelse af livet for en gruppe kvinder, der er indlagt med komplikationer på Rigshospitalet. Vi følger blandt andre Marie, der ikke rigtig er kæreste med faderen til sit barn, og den tyrkiske Habiba, der ikke forstår et ord af, hvad lægerne siger. Kvinderne kommer fra vidt forskellige sociale lag, men har alle det samme vilkår: De er midt i transformationen, på vej til at blive to ud af én krop. De bliver mødre.

På den ene side er bogen tidstypisk og socialrealistisk på en måde, som vil få de fleste nye mødre i dag til at gyse: Cigaretrøgen ligger tungt over afdelingen, og de gravide kvinder drikker også rødvin, masser af den. På den anden side er den eviggyldig.

”Dea Trier Mørch går ind i nogle følelser, som er fuldkommen universelle og forbinder kvinder på tværs af alle skel. Men når man læser ’Vinterbørn’ i dag, står det klart, at moderskab også er kulturbestemt, og at holdninger til, hvad en vordende mor kan og skal, har ændret sig radikalt,” siger hun.

”’Vinterbørn’ handler jo om det der helt særlige og ofte ekstreme tidspunkt i mange kvinders liv – når man bliver mor. Dea Trier Mørch tager den livssituation alvorligt og undersøger den litterært og med stor empati,” siger Julie Paludan-Müller og tilføjer, at moderskab ikke er noget hovedtema i de manuskripter, der for tiden lander hos Gyldendal.

”Vinterbørn” solgte langt over 100.000 eksemplarer og blev et fænomen for sin tid. Men den blev også diskuteret. Dele af den danske offentlighed mente, at Dea Trier Mørch, der var kendt som venstrefløjsaktivist, idylliserede Rigshospitalet som den store og altomfavnende statsinstitution, fortæller Anne Birgitte Richard, dr.phil. i nordisk litteratur og professor emeritus tilknyttet Roskilde Universitet.

”Men det var samtidig den første virkeligt nærgående skildring af det at blive mor, som det at føde et barn. Og siden har vi ikke set noget lignende i dansk litteratur,” siger hun.

Og faktisk heller ikke før, siger hun. Det nærmeste, man kommer, er den moderne gennembrudsforfatter Marie Bregendahls ”En dødsnat” fra 1912, der beskriver en fødsels allerværste udfald: at moderen dør i barselsseng.

Går man på biblioteket i dag, vil man kunne finde masser af bøger om, hvordan man er en god mor: vejledninger i opdragelse og sund kost. Men der er ikke megen skønlitteratur – og det på trods af, at kropslighed i høj grad er et tema i litteraturen i dag, siger Anne Birgitte Richard.

”Kropspoeter som Cecilie Lind, Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof skriver utrolig meget om krop, blod og følelser. Men de er slet ikke derhenne, hvor de beskriver den kropslige følelse af at være gravid og det at være forbundet med et lille barn bagefter.”

Til gengæld er der i dag boom i de såkaldte mor-blogs, hvor ”rigtige” mødre skriver på nettet om deres dagligdag med småbørn. Og i medierne kommer debatten om ”den gode mor” igen og igen op. For nylig blev krimiforfatteren Camilla Läckberg omdrejningspunkt for en heftig debat i Sverige, da hun offentligt sagde, at hun ikke havde tænkt sig at amme sit barn.

”Det viser, at der er meget stærke følelser knyttet til det at blive mor. Der er meget komplekse ting på spil, og det kunne havde været spændende, hvis nogen rent faktisk skrev litteratur om det,” siger Anne Birgitte Richard.

Når moderskab portrætteres i litteraturen i dag, er det på den hårde måde, hvor det uperfekte, den dårlige samvittighed og tabet af frihed for moderen er i centrum, mener litteraturskribent Mai Misfeldt, der også er anmelder ved denne avis.

”Hvorfor der ikke er flere beskrivelser af amning og moderskab, end der er, kunne, tænker jeg, hænge sammen med, at de emner ikke er blevet regnet for interessante og almene, men som specifikt kvindelige. Og kvindelige forfattere har af gode grunde kæmpet mod at blive rubriceret som ’kvindelige forfattere’ over for den mandlige variant: ’forfatteren’,” siger hun.

Mai Misfeldt mener dog, at der vil komme flere bøger i fremtiden om det helt nære og kropslige i at blive mor.

Og at det heller ikke er tilfældigt, at en 1970’er-bog som ”Vinterbørn” genudgives nu.

”Der er en interesse for den tids måde at skildre hverdagen på, som ikke var comme il faut, da jeg fik børn i 1990’erne. Jeg tror, at den generation, der bliver mødre nu, vil skrive om det, ligesom mændene også med en helt anden åbenhed går ind i familiens og forældreskabets rum.”

Mirian Due er nyuddannet fra Forfatterskolen sidste år og var gravid, da hun læste op til skolens dimissionsfest. I december kom hendes eget lille vinterbarn, en dreng, som nu er godt et halvt år gammel.

Under sin graviditet søgte hun skønlitteratur om det at blive mor og fandt selvfølgelig ”Vinterbørn”.

”Jeg havde lyst til at finde noget litteratur, som beskrev de kropslige erfaringer ved det at blive mor. Jeg var glad for ’Vinterbørn’, den er meget enkel og uprætentiøs og udramatisk. Der er masser af gravide og fødsler i Hollywood og popkultur. Men det bliver altid lidt til et show,” siger hun.

Mirian Due har siden anbefalet flere af sine gravide veninder og bekendte at læse den.

”Den er ikke så vred som meget anden feministisk litteratur fra 1970’erne. Den er også sentimental sine steder, og det kan jeg virkelig godt lide,” siger hun.

Ligesom skønlitteratur er vigtigt i alle mulige andre livssituationer, så er det også vigtigt, når man bliver mor, mener hun. Der er plads til at beskrive andre ting, end der er plads til på for eksempel mor-blogs, der er bundet op på en autentisk person og et autentisk barn. Og litteratur er selvfølgelig noget andet end det oplysningsmateriale, man kan få, mener hun.

”Der kan være beskrivelser af forandringerne. Men der er ikke på samme måde plads til det, der sker i én, de eksistentielle forandringer,” siger hun.

Efter at hun blev mor, læste hun også en anden – nyere – bog om moderskab, nemlig forfatteren Maja Lucas’ ”Mor”, der udkom i februar.

”Bogen viser den meget hårde side af det at være mor. Den er der også, og også her er litteraturen vigtig. Det er nok svært at blogge om at have en fødselsdepression. Litteraturen har i sig selv en distance til virkeligheden, som giver rum til de følelser, der er dystre og uønskede,” siger hun.

Da Olga Ravns efterlysning af ammelitteratur blev bragt på Facebook, kvitterede forfatteren Merete Pryds Helle, der selv netop har udgivet en roman om kvindeliv på Langeland, med et kækt og lidt ironisk:

”Du må skrive den, der mangler! Du har trods alt otte timer om dagen, hvor du bare sidder og gør det.”

Også professor emeritus Anne Birgitte Richard ønsker sig, at en ny generation af forfattere tager moderskabet under behandling, lige så komplekst og hårdt og vidunderligt, som det er.

”Vi mangler nutidige beskrivelser af det helt nære og kropslige i at være så tæt på et lille menneske. Og den store socialitet og de samfundsmæssige problemer ved det at blive mor. Det kunne være virkelig spændende, hvis nogen rent faktisk skrev om det,” siger hun.