Der sidder en mand bag en skærm i Sydsverige

Karl Ove Knausgårds nye lille bog er en tankevækkende påmindelse om, hvor vigtig formen er i livet og litteraturen

Den nye bog handler meget om sprog og den litterære form på Knausgårds bøger, som han blandt andet skriver sådan om: ”Det mærkelige ved form er, at den gør det muligt at sige noget helt bestemt, men samtidig udelukker noget andet.” I øjeblikket arbejder den norske forfatter, som bor i Sverige og England, på en ny roman. –
Den nye bog handler meget om sprog og den litterære form på Knausgårds bøger, som han blandt andet skriver sådan om: ”Det mærkelige ved form er, at den gør det muligt at sige noget helt bestemt, men samtidig udelukker noget andet.” I øjeblikket arbejder den norske forfatter, som bor i Sverige og England, på en ny roman. – . Foto: Henrik Montgomery/TT/Ritzau Scanpix.

Scenen er kendt for Knausgård-læsere: Forfatteren sidder foran skærmen en tidlig morgen i et rodet arbejdsværelse og har besluttet sig for at skrive. Det er ikke nemt, for han ved ikke rigtig noget om det, han vil skrive om, og ordene kommer ikke af sig selv. Men han vil skrive en bog, og konklusionen må ikke være givet på forhånd. Mellem viljestyrke og den uforvarende stillen sig åben over for øjeblikket springer Knausgårds kunst.

Når scenen er kendt, er det, fordi den ofte optræder i den norske forfatters bøger og endda er afbildet på omslaget til fodboldbogen ”Hjemme – ude”, som han skrev sammen med kollegaen Frederik Ekelund. Værelset roder, tankerne roder – men formen skaber klarhed. Det er formen der sikrer, at der opstår en bog ud af spændingen mellem viljestyrke og øjeblikkets inspiration.

Da Knausgård skulle videre efter kæmpeværket og kraftpræstationen ”Min kamp 1-6” besluttede han sig for at skrive en ny bogserie om hverdagslige genstande og fænomener: regnvejr, tandpasta, klippeformationer, lykke. Bøgerne i det, der blev den såkaldte årstidsserie, er skrevet til hans lille datter (Knausgård er far til fire og to gange fraskilt) som en slags velkomst til verden eller guide til livet. Men typisk for Knausgård var viljestyrken til stede fra starten: Der skulle skrives fire bøger, der skulle produceres tekst hver dag, der skulle stås tidligt op og stirres længe ind i skærmen.

Indtil formen som en frelsende engel giver mening til mylderet af tanker og sanseindtryk.

I den norske forfatters nye bog møder læseren ham atter foran skærmen i Sydsverige. Tre dage har han siddet i arbejdsværelset på det nedlagte landbrug ved Ystad. Han vil skrive om, hvorfor han skriver, men kender ikke svaret:

”Spørgsmålet om, hvorfor jeg skriver, forekommer simpelt, men simpelheden er et bedrag, for nu har jeg i tre dage siddet her ved mit skrivebord i Sydsverige uden at komme nogen vegne med det.” Og så kommer det: ”Det første jeg kom til at tænke på var et interview med en forfatter...”

Det er et kerne-Knausgård’sk greb: Han vil skrive en bog, han lammes af sin manglende indsigt i emnet, men tillader sig at være åben over for øjeblikket, at stille sig uforvarende an og forfølge den tanke eller den sansning, der melder sig. Noget viser sig, verden åbner sig, bogen får form.

Om det i virkeligheden er sådan, det foregår, er umuligt at vide (og nu bor Knausgård halvdelen af tiden i Londonbydelen Lewisham med sin nye engelske kæreste og er stoppet med at ryge, så der må være kommet færre stille morgener med kaffe og smøger og stirren ind i skærmen i Sydsverige). Men som retorisk greb er det fortræffeligt, for det siger noget om både forfatterlivet og verden. Den – verdenen – åbner sig rent faktisk, hvis vi stiller os uforvarende an, den er der før os, og den er der efter os, og vi er ikke alene.

Som der står længere fremme i ”Hvorfor skriver jeg?”:

”I går da jeg skulle af sted og hente børnene fra skole, blev himlen over mig pludselig sort af hundredvis af krager, der dannede en enorm, langsomt bølgende formation mod det grå skydække, samtidig med at de også var helt tydelige hver for sig, flaksende, skrattende deres hæse kra! kra! kra! Følelsen, det vakte i mig, var en chokagtig glæde over den simple kendsgerning, at jeg var her, nu, samtidig med dem. Over at jeg var til sammen med alt andet, der var til. Når jeg ser noget sådant, eller når jeg ser et maleri, der vækker det samme i mig, får jeg lyst til at skrive, det er, som om jeg må have udløb for det, finde en form til det, udtrykke det. Ikke oplevelsen i sig selv, den betyder ingenting, men den længsel efter at være i verden, som den fremkalder. Eller efter at åbne verden. Ja, jeg skriver, fordi jeg vil åbne verden.”

Omkring disse poler: Hvorfor Knausgård skriver, og hvad formen betyder for ham, kredser den nye bog. Når man læser den første gang, virker den banal. Det ved forfatteren også godt. Blandingen af det hverdagslige og det metafysiske er set før, så da han under skrivningen af den nye bog holder pause og tjekker aviserne på nettet, føler han sig afsløret, da han på The Guardians hjemmeside ser en anmeldelse af en af sine bøger med overskriften: ”Sentimental, kliché, gentagelse”.

Norsk presse har også læst The Guardian, for en befippet Knausgård finder nu rubrikken: ”Knausgård slagtet i England: Bogen er noget lort!”. Selvpineren Knausgård både afslører og tilslører så sig selv, når han herefter spørger: ”Hvorfor skal man interessere sig for det, jeg siger om at skrive, når det, jeg skriver, ikke er godt?”

Jeg har ledt efter den pågældende artikel, men har ikke kunnet finde den. Men det er sådan set også lige meget, om det er noget, Knausgård finder på eller ej. Scenen siger noget om sårbarhed og angst for at blive afsløret, som de fleste – såvel berømte som ukendte – kan spejle sig i.

Svaret på, hvorfor man skal interessere sig for Knausgårds tanker om at skrive, kommer med anden gennemlæsning af bogen, for så virker den ikke længere så banal. Man ser, at den rummer flere tankevækkende svar på titlens spørgsmål, og man ser, at det banale også kan rumme noget sandt og almenmenneskeligt.

Om den litterære form skriver Knausgård for eksempel: ”Det mærkelige ved form er, at den gør det muligt at sige noget helt bestemt, men samtidig udelukker noget andet.” Det er jo indlysende, men også sandt og gælder også en simpel tekst som denne anmeldelse: Hver gang vi sætter os til at skrive, skaber vi orden i noget rod, men samtidig afskærer vi os fra alt muligt andet, vi også kunne have sagt. Det ligner jo livet. Valg har konsekvenser. Vi kan ikke få det hele, men man kan bestræbe sig på at sige noget sandt og leve derefter i en smuk eller i det mindste adækvat form.

”Hvorfor skriver jeg?” er en nøgle til Knausgårds tidligere bøger og vil være interessant for alle læsere af især ”Min kamp”-serien. Eller rettere sagt: ”Nøgle” er ikke en god metafor, for hans bøger er jo ikke låste og har brug for en nøgle til at lukke dem op; tværtimod er de noget af det mest tilgængelige moderne litteratur, der findes. Men man forstår bedre baggrunden for ”Min kamp”-bøgerne, når man har læst den nye bog og tænker over Knausgårds metode.

I sig selv er ”Hvorfor skriver jeg?” ikke en genial bog. Den er et essay, der også kunne være inkluderet i en større artikelsamling, men nu udkommer som selvstændig bog, fordi det er Knausgård, der har skrevet den, og det er også helt på sin plads. Han er ikke ”hvemsomhelst”, men han skriver om os alle.

Og hans nye bog er en tankevækkende påmindelse om, at formen og måden, vi skriver om og møder verden og andre mennesker på, er afgørende: ”Hvad skulle litteratur handle om, hvis ikke netop det fællesmenneskelige, det almenmenneskelige, og hvad holder det oppe, hvis ikke netop henvendelsen?”