Prøv avisen
Bog

Der skal god tålmodighed til for at komme igennem denne roman

Jo, Lundberg skriver smukt, besnærende, men også hult, upræcist, romantisk-dramatisk mytologiserende, skriver Kristeligt Dagblads anmelder om ny roman. Foto: Batzer og Co.

I Kristian Lundbergs ”Og alt skal være kærlighed” tager en selvforelsket mytologi over, mens fortællingen og nerven bliver væk

Når et værk udgives som en selvstændig roman, må man som læser forvente, at man kan læse den uafhængigt af forfatterens øvrige værker. Bag på Kristian Lundbergs ”Og alt skal være kærlighed” står der godt nok, at romanen er en opfølger til romanen ”Yarden” fra 2009 (på dansk i 2014), hvor forfatteren skriver om sin tid som løsarbejder, men reelt er den mere end det.

Har man ikke læst ”Yarden” eller læst om Kristian Lundberg, er det godt nok svært at få ”Og alt skal være kærlighed” til at samle sig til en fortælling, der giver mening.

Kristian Lundberg, født 1966, debuterede i 1991. I 2009 foretog han så at sige en omvendt klasserejse, idet han søgte tilbage til det miljø, han selv er vokset op i (og på en måde havde undsagt sig ved at blive forfatter) ved at tage arbejde sammen med indvandrere og ufaglærte løsarbejdere på havnen i Malmø. Han beskrev dette arbejde og de arbejdere, han mødte i den autobiografiske roman ”Yarden”, hvor han også gik tilbage i sin egen smertefulde historie, en barndom med en skizofren mor og en fraværende far, og et voksenliv med et eskalerende alkoholmisbrug. Romanen blev et nyt gennembrud, som indbragte ham Ivar Lo-Johanssons pris, en af Sveriges største priser på 310.000 svenske kroner.

Romanen ”Och allt skall vara kärlek” fra 2011, som nu foreligger i dansk oversættelse, kræver altså dels, at man er med på ”Yarden”s fortælling, dels kræver den en udstrakt tålmodighed, for Lundberg er en vævende forfatter. Han vil tale om kærligheden, skriver han gang på gang, hvorefter han driver videre, måske fordi kærligheden er så svær at tale om.

”Jeg har i så mange år levet på flugt, omgivet af mørke og dødsvarsler. Jeg vil fortælle. Det hele blev først virkeligt da jeg kom tilbage til hverdagen og fik alt det som skaber et menneske skrællet af, da jeg blev forvandlet til en ting, et objekt, en blød enhed som kunne tælles med i en opgørelse eller en kvartalsrapport.”

Jo, Lundberg skriver smukt, besnærende, men også hult, upræcist, romantisk-dramatisk mytologiserende, og er det læseren, der skal svare på alle romanens spørgsmål, eller hvad skal man egentlig stille op med det, når der for eksempel pludselig står: ”Hvor længe var jeg lukket inde på sygehuset? Jeg kan ikke huske det. Hvad lavede jeg der? Jeg ved det ikke. Drivtømmer, en bunke knogler og led som var blevet sømmet sammen og bagefter kastet ud i den stærke, stærke vind.”

Vi forstår, at der var en kærlighed langt tilbage, som forlod ham, fordi han drak, og vi forstår, at han nu har været ude for det mirakel atter at møde denne kvinde og opleve kærligheden. Men også her bliver det upræcist og banalt, et romantisk billede af lyst hår: ”Og jeg lever. 'Disse hænder', tænker jeg og holder dem op for mig. Om de husker hendes krop, husker hvordan de ledte sig frem og fandt hendes lyse lyse hår, og om min krop husker hendes? Ja.”

Læg igen mærke til den forstærkende, tomme gentagelse.

Kærligheden handler om ham, genstanden bliver et billede, hvis det ikke reproducerer et andet klasseskel, som forfatteren burde kunne gennemskue, så ved jeg ikke hvad.

Det stærke i Kristian Lundbergs fortælling handler nemlig om klassesamfundet, det klassesamfund, vi også reelt lever i i Danmark, og som gerne måtte beskrives endnu mere.

Det handler om, hvordan det er at vokse op med en meget syg mor, der skiftevis truer en med det værste, skiftevis trænger til beskyttelse. Det handler om, hvordan tomheden æder en op, fordi man aldrig kan være som de andre, selvom man ”skifter klasse”, fordi fortidens konstante deklassering og nedbrydning er blevet en del af ens dna. Det handler om, at være hjemløs i eksistentiel forstand, når man som intellektuel forsøger at rejse tilbage og opdager, at det heller ikke lader sig gøre.

At skrive vævende kan være en stil, det kan også være nødvendigt, fordi der netop er noget, der kun kan beskrives ved at skrive rundt om det, men det fordrer også, at man indimellem kan være helt konkret. Og den konkretion og punktering af egen skønskrift og anelsesfulde vævninger, den savner jeg i ”Og alt skal være kærlighed”.