At tale om kunst ud fra det nationale er sjældent særligt produktivt. Alligevel gør vi det uafladeligt i forsøg på at kategorisere og begribe verden. Ikke mindst bruger vi det nationale, når vi taler om kunst fra mindre og lidt eksotiske steder. For eksempel ”færøsk kunst”. Som kurator Kinna Poulsen sagde, da hun holdt et foredrag i forbindelse med åbningen af udstillingen ”Samtaler om tåge – kunst på Færøerne i det 21. århundrede”, så fremkalder ordene ”færøsk kunst” nærmest med det samme en meget saftiggrøn landskabelig fornemmelse i mange af os. En af de forestillinger, vi møder kunsten fra Færøerne med, er altså, at kunsten derfra handler om landskab og natur.
Men kunst skabt på eller i relation til Færøerne er meget mere, ikke mindst i det 21. århundrede. Det kan man blandt andet forvisse sig om på denne fornemme og smukt ophængte udstilling på Nordatlantens Brygge, der strækker sig over to etager. Som noget af det første vil man måske bemærke, at der ikke kun optræder kunstnere med færøske navne. For eksempel er der flere store værker af danske Julie Sass (født 1971). I de seneste 10 år har hun opholdt sig en del i Thorshavn, fordi der ligger et enestående litografisk værksted der (Steinprent), hvor hun også har udstillet. Hendes værker har formodentlig taget farve af stedet og af de kunstneriske erfaringer, hun har gjort i værkstedet med det formidable trykkerpar Frida Brekku og Jan Andersson. Men hendes værker har også givet noget tilbage til den færøske kunstscene. De er blevet sat i spil sammen med andre kunstneres værker, og der er blevet skrevet om dem i en færøsk kontekst.
På Nordatlanten går Sass’ abstrakte malerier, hvor form og dybe rum hele tiden opstår og forsvinder, som når man sidder i en båd, hvor horisonten kommer og går, i fornem dialog med Hansina Iversens (født 1966) lettere, mere svævende malerier, som får mig til tænke på store bykort og poetiske hilsner til Mondrians ”Broadway Boogie Woogie”. Begge kunstnere arbejder med lilla nuancer, og det gør bagvæggens Rannva Kunoy (født 1975) også. Fra én vinkel i alle fald, for hendes store maleri ”After history” changerer, som benzin i en vandpyt, i gråt, blåt og lilla, alt efter hvor man står i forhold til det. Her er alle former opløst i en stor tegn-kakafoni, et babelsk opløst sprog.
De lilla farvespil sender stafetten rundt i lokalet, hilser på Svend-Allan Sørensens (1975) grafiske serie (over noget så specielt som Svend Fleuron og Valdemar Rørdam på færøsk) og lander på gulvet hos unge Jóhan Martin Christiansen (født 1987), hvis skulpturer ved første øjekast faktisk ligner noget byggeaffald fra havnen, lavet på stedet som de er af gips, sort og rosa pigment, ståldragere, plasticstrips og lysstofrør, men som ved nærmere betragtning vokser med deres på en gang sarte, rå og sensuelle fremtræden. Som åbne muslingeskaller viser de det hele frem.
Dennis Agerblad (født 1970) er mere performer, end han er maler. I sine performances sætter han gerne det nationale til diskussion ved at optræde med færøhue og høje hæle. Hans installationer peger på, at Færøerne også har rykket sig, når det handler om forståelsen af køn og identitet.
Kønnet spiller også en rolle hos Randi Samsonsen (født 1977), som arbejder med tekstiler i sine værker. ”DONT TOUCH MY SILVERBALLS” står der med versaler ved to store sølvfarvede pudeformer, der hænger ned fra loftet. Sølvtestikler, men samtidig ligner formen torskens rogn, bukserne, og set i den optik er udsagnet lige pludseligt territorialt, hold fingrene væk fra vores havs sølvåre. Sådan handler kunst altid om kontekst.
Når jeg indledte med at sige, at kunst set ud fra et nationalt perspektiv er problematisk, er det naturligvis både sandt og usandt. Naturligvis kan man være født og opvokset på Færøerne og lave kunst, som taler med scenen i New York, naturligvis er verden i dag ganske global, overalt. Men samtidig betyder stedet, hvorfra man sanser noget. Hvilket også er noget andet end det nationale. Hvor kunstnere født i midt-1960’erne og frem har arbejdet med at vriste sig fri af forventningerne til den ægte færøske kunst, er de helt unge kunstnere mere frie til at gå tilbage og undersøge stedet og naturen. Som helt unge Alda Mohr Eydundóttir (født 1997) som med forskellige garner har skabt et magisk og sensuelt tågespind, der også peger på den sårbare og hærgede natur, vi har efterladt til de unge at rette op på.
Hanni Bjartalid (født 1968), som bygger sine værker op i træ, blev offer for toldvæsnets bureaukrati, men heldigvis havde han en lille dødningefigur i lommen, som hilser ganske sigende på Claus Carstensens litografi ”Ape Rules” fra 2018, skabt som en reaktion på en undersøgelse, der viste færingers skepsis over for Darwin. Carstensen har også arbejdet meget hos Steinprent.
Inden man går, skal man give sig tid foran den store gule endevæg i stuen, hvor litografier fra Steinprent skabt af vidt forskellige kunstnere, danske såvel som færøske, hænger tæt og i sig selv danner forunderlige sammenhænge og rød-gule farvespil. Her finder man også de ældre kunstnere repræsenteret med værker, der virker helt friske. Navne som Bárdur Jákupsson, Tróndur Patursson, Tórrodur Poulsen, Per Kirkeby, men også Bjarne Werner Sørensen, Kathrine Ærtebjerg, John Kørner, Mie Mørkeberg med mange flere. Væggen er også et symbol på alle de kunstneriske samtaler, der har fundet sted i det færøske landskab og værksted, og som stadig pågår. Ikke kun i tåge.
