Prøv avisen
Interview

I Ludmila Spektors barndom måtte den jødiske påske fejres i det skjulte

Ludmila Spektors familie kom til Danmark i 1979 som politiske flygtninge fra Ukraine. I 1981 blev hun ansat som fast violinist ved DR SymfoniOrkestret og har i 34 år spillet til blandt andet torsdagskoncerter med store dirigenter og solister fra hele verden. – Foto: Leif Tuxen

Violinisten Ludmila Spektor tager ikke påsken, eller pesach, som den jødiske påske hedder, for givet. For i hendes barndom i det sovjetiske Ukraine kunne det få fatale konsekvenser at skilte med sin religion

En ældre kvinde med et mildt ansigt, langt krøllet hår og bordeaux strømpebukser ringer på ved synagogen i Krystalgade i Indre København. Der er ikke noget svar.

Sikkerheden omkring synagogen har været høj siden mordet på vagten Dan Uzan i februar for to år siden. To politibiler spærrer gaden af fra hver side, civilklædte politibetjente står med deres øresnegle og holder vågent øje, og hvor der før var mere direkte adgang til såvel synagogen som det jødiske kulturhus bagved, så skal alle besøgende nu passere gennem en grå tremmeport af en sluse med overvågningskameraer. Kvinden ser sig omkring.

”Det er helt vanvittigt,” siger hun og ryster på hovedet.

Men så får hun øje på en mand på den anden side af gaden og bryder ud i et stort smil.

”Der kommer vores rabbiner jo!”, og en høj mand med kalot, rabbiner Jair Melchior, krydser gaden. Han hilser hjerteligt, mens han åbner porten op.

Kvinden hedder Ludmila Spektor og er én af Danmarks dygtige og erfarne violinister. For knap to år siden gik hun på pension efter 34 år som fast violinist i DR SymfoniOrkestret, men hun optræder stadig til arrangementer her i synagogen og kulturhuset, og hendes lille sorte kalender er propfuld af spilleaftaler og foredrag.

Synagogen og kulturhuset er nogle af de steder, Ludmila Spektor føler sig rigtigt hjemme, fortæller hun, mens vi bevæger os ind i den åbne baggård. Alt sikkerhedsudstyret er ikke særlig hjemligt, men en nødvendighed, især omkring de jødiske højtider, hvoraf en finder sted i denne uge. Det er pesach, som den jødiske påske hedder.

Pesach handler for jøderne om at erindre fortiden og udvandringen fra tiden som slaver i Egypten, og fortællingen om pesach har været der længe før den kristne påskes fortælling om Jesus på korset. Fortællingen er en, Ludmila Spektor, på trods af at være opvokset i en jødisk familie, først er stødt på som voksen. På grund af voldsom antisemitisme flygtede Ludmila Spektor og hendes familie i 1978 fra Ukraine, der dengang lå i det tidligere Sovjet. Og i hendes barndom, var religion – og særligt jødedom – ikke noget, man talte højt om.

I officielle sammenhænge var det registreret, hvilken nationalitet man tilhørte: usbeker, armenier eller ukrainer. At være jøde blev også regnet for at være en nationalitet. I alle identitetspapirer, inklusive det vigtigste, passet, stod der, at Ludmila Spektor var jøde.

Familien boede tre generationer sammen, Ludmila og hendes søster, mor, far, mormor og morfar i Kijev. Ludmila Spektors barndomshjem lå i det, man nok i dag ville kalde et slumkvarter. Lejligheden var uden vand og badefaciliteter – en gang om ugen gik hele familien i stedet sammen på badeanstalt. Hjemmet var tosproget på den måde, at forældrene og bedsteforældrene talte russisk – men slog over i jiddisch, når der var noget, børnene ikke måtte høre.

I skolen lærte Ludmila Spektor, at troende mennesker var ”analfabeter, sindssyge eller mindre begavede”, at religion i de kapitalistiske lande blev brugt som undertrykkelsesmiddel og hjernevask af fattige og syge mennesker, så de ikke selv kunne se, hvor elendigt, de havde det.

Der var ikke noget officielt forbud mod religion i Ukraine dengang, men især yngre troende mennesker frygtede myndighedernes øjne. Ældre mennesker lod man i vid udstrækning være, så længe de ikke missionerede, fortæller hun.

”Min mormor brugte udtryk som ’Gå med Gud, kom med Gud’ eller ’Det er kun Gud, der ved det’. Engang sagde jeg til hende: ’Du må ikke sige sådan, mormor, det er ubegavet.’ Så smilede hun til mig og sagde: ’Nå. Jeg har ellers hørt, at Albert Einstein troede på Gud.”

Morfaderen gik jævnligt i Kijevs eneste fungerende synagoge. Når han skulle af sted, lød forklaringen til børnene, at han skulle hen på badestuen.

”Når han ellers havde været i badestuen og kom hjem, så var han fuldstændig rød og opkogt i hovedet. Nogle gange havde han også striber på armene efter de grene, man slår med i de russiske badestuer. Så vi så jo på ham og tænkte: ’Du har ikke været i badestuen!’,” griner Ludmila Spektor.

Én gang om året afslørede Ludmila Spektors morfar sig selv ved at komme hjem fra ”badestuen” med usyret brød – nemlig til påsken. Brødet, der kaldes matzah, er uden gær og spises gennem hele påsken for at mindes, at udvandringen fra Egypten måtte ske så hurtigt, at der ikke var tid til at lade brødet hæve.

”Der var matzah over det hele. Min mormor og morfar bagte kager af det og kom det i maden og brugte ingen mel hele ugen. Det giver sådan en lidt sjov konsistens til alting,” siger hun.

Der var også jødiske fiskeretter som ”gefillte fisch” og hakkede sild på påskebordet. Og familien havde en lille bitte fryseboks, hvor Ludmila Spektors mor i et halvt år op til påske samlede kyllingelevere sammen, så hun kunne servere ”gehachte Leber”, en slags leverpostej, for de familiemedlemmer, der kom på besøg.

Når Ludmila Spektor tænker tilbage på sin barndoms oplevelser omkring påske, så fylder også de ortodokst kristne traditioner. Kvarterets andre børn holdt en påske, de kaldte ”russisk” eller ”ukrainsk” påske – det lød nemlig ikke så religiøst som kristen påske.

En af de kristne traditioner går ud på at farve og spise en masse rigtige hønseæg. Æggene blev kogt i løgskaller, urter eller blomster for at opnå grønne, røde eller gule farver. Der var ikke noget, der hed helligdage, og man gik i skole hele påsken. Hvis nogle af børnene havde de fine, farvede æg med i madpakken i Ludmila Spektors klasse, så blev de konfiskeret af læreren og demonstrativt smidt ud, så alle kunne se det, husker hun.

”Det blev set som et klart tegn på, at deres forældre holdt påske, og det slog man ned på. Men det var jo stærkt dobbeltmoralsk, for lærerne holdt jo selv påske. Jeg skulle engang aflevere noget for min mor hjemme hos min klasselærerinde, og da jeg kom ind, stod hun og var i gang med at koge æg i løgskaller ved komfuret,” siger hun og ryster på hovedet.

”Jeg tror, det er traditioner, som har haft stor betydning for alle mennesker.”

Det kom aldrig på tale, at Ludmila Spektor og hendes søster skulle have usyret brød med i madpakken.

”Hvis de kristne fik ’advarsler’, så vidste vi, at vi som jøder skulle holde totalt lav profil. Det var helt utænkeligt, at jeg skulle have matzah med i madpakken, selvom det var det, vi spiste derhjemme i den tid.”

Selvom det ikke måtte hedde sig, så holdt folk altså påske. Det vidnede også gårdens tørresnore, som i kristne påskedage var usædvanligt tomme, om. For der var ingen, der vaskede tøj. Men bare fordi Ludmila Spektors familie kunne hænge tøj op, så gjorde de det ikke.

”Min mor havde travlt med at sige til os, at vi ikke skulle udnytte situationen. Det lå dybt i mine forældre, at man skal respektere troen, også andres,” siger hun.

På trods af udbredt mistro, udelukkelse fra gode uddannelser og jobs, de såkaldte ”jødekvoter” eller ”jødeprocenter”, der gav et begrænset antal jøder adgang til videregående uddannelser, samt almindelig overvågning, så var jøderne ikke dem, der havde det værst.

Ved højtider stod ofte medlemmer af sikkerhedspolitiet KGB uden for synagogen og holdt øje med, hvem der bevægede sig ind og ud. Men så længe troen kunne ”holdes inden døre” i kirker eller synagoger, så blev de ældre troende, som kom i husene, ladt i fred, er Ludmila Spektors opfattelse.

Baptister og medlemmer af mindre religiøse samfund eller sekter, som ikke på samme måde havde et hus, som KGB kunne kontrollere, oplevede forfølgelsen i endnu højere grad. Og Ludmila Spektor kendte en baptistfamilie, der blev deporteret til Sibirien.

Det var den frygt for at blive anholdt og afhørt, komme i fængsel eller blive deporteret, der lå og lurede. Og Ludmila Spektors forældre, der også havde oplevet holocaust, fandt ingen grund til at udfordre skæbnen.

Datteren var udadvendt, måske lidt for udadvendt, og det var bedre, at hun ikke fik for mange historier fra Det Gamle Testamente, som kunne stemple familien udadtil. Det var først, da Ludmila Spektor selv blev voksen, at hun forstod, hvorfor de egentlig skulle spise matzah.

”Jeg har ikke kendt historierne som barn, men jeg har nok heller ikke været så interesseret. Jeg oplevede jo, at alt, hvad der havde at gøre med at være jøde, var så pinligt! Og som barn og teenager vil man jo bare gerne være som de andre.”

”Som voksen var der én ting, der fyldte i mit hoved: at det her samfund skulle min datter ikke vokse op i.”

Hele familien flygtede fra Ukraine til Danmark i 1978-80 og har boet her lige siden. Der er kommet børnebørn til, og de er selv blevet store. Her i Krystalgade står det på uhyggelig vis klart, at Ludmila Spektor bor i et samfund, hvor der er en høj grad af statslig beskyttelse omkring religion. Men hun er ikke religiøs, siger hun.

”Da jeg kom til Danmark, havde jeg lyst til at tage afstand fra alt det jødiske, fordi det havde fyldt så meget i min barndom på en negativ måde. Men hvad er det første, jeg alligevel gør? Skriver min datter, Milena, op til den jødiske skole, Carolineskolen,” griner hun.

Ludmila Spektors egen far og mor sørgede for at give hende en ikke-religiøs opdragelse. For at overleve, simpelthen. Det er årsagen til, at hun i dag ikke selv har en religiøsitet – til gengæld har hun en stærk jødisk identitet, som lever i hjertet, traditionerne og musikken. Og hun kommer gerne i synagogen, også til påske.

Ludmila Spektors far, der stammer fra en religiøs familie, men fra skoletiden måtte undertrykke sin tro, indrømmede sent i livet, at han hjemme i Kijev ofte havde stået i pauserne fra arbejdet og set over mod synagogen, som lå på den anden side af gaden fra fabrikken.

Især omkring de store helligdage stod han der og holdt øje. Og indimellem lukkede han øjnene og forsøgte at genfinde stemningen. Ludmila Spektor genkalder sig faderens ord:

”’Og jeg savnede det!’, sagde han.”

Ludmila Spektor som lille sammen med sin morfar i 1953 i Kijev. – Foto fra bogen ”Emigrant på livstid” Foto: Privatfoto