Min lokale genbrugsstation har nogle boghylder, hvorfra man ganske gratis kan forsyne sig med bøger. Hvad man kan finde dér, er et ganske godt tegn på, hvad der er i kurs, og hvad der ikke er.
For nylig så jeg et eksemplar af Dansk Litteraturs Historie i fire bind også kaldet Politikens litteraturhistorie. Det er den fra 1960erne, som solgte i over hundredtusind eksemplarer, og som i en vis udstrækning stadig står i de danske hjem. Stadig for den er altså på vej ud, og det åbenbart i en grad, så den dårligt nok kan sælges til et antikvariat. Jeg formoder, at de har rigeligt af den i forvejen, og køberne står ikke ligefrem i kø for at få del i den danske litteraturhistorie, sådan som de gjorde engang.
I det 20. århundrede spillede dansk litteraturhistorie en ganske betydningsfuld rolle, fordi den bidrog til dannelsen. Først gjaldt det den nationale dannelse. Ved at studere den danske litteraturs historie kunne man følge udviklingen af den danske ånd og finde sig selv deri. Man kunne spejle sig i store forfattere som Oehlenschläger, Grundtvig og Pontoppidan, og se, hvordan slægtled efter slægtled havde bidraget til den danske tradition. Dernæst gjaldt det også den æstetiske og almene dannelse. Det var muligt at komme på omgangshøjde med modernismens vanskelige udtryk og sin egen tids eksistentielle vilkår gennem litteraturhistoriens pædagogiske indføring sådan som Politikens litteraturhistorie gav den.
LÆS OGSÅ: Helt til grin at være magister i litteratur
Det blev alt sammen anfægtet i 1970erne, da marxister og kvindekamp kom til og hævdede, at det hele var et spørgsmål om køn og klasse. Litteraturhistorien kunne da bidrage til det overordnede politiske oplysningsprojekt, der skulle bevidstgøre læserne om falsk og sand bevidsthed. Det gjaldt stadig kampen om sjælene.
I 1990erne og frem til i dag er det ideologiske blevet meget mere diffust. Hvor det før gjaldt om at tilegne sig en vis almendannelse, blev dannelsesprojektet individualiseret, ja, endda privatiseret, ligesom så meget andet blev det. Hvad litteraturhistorien måtte kunne bidrage med, var og er op til den enkelte. Den er ikke noget fælles ideologisk projekt, hvis man ser bort fra det nationale, som ikke har mange abonnenter i dag og i takt hermed har litteraturhistorien tabt i eksistensberettigelse. Den er nødvendig for fagfolk, så de kan orientere sig i litteraturens univers, men for lægmand spiller den ikke den store rolle. Den foreløbig sidste danske litteraturhistorie, der udkom 2006-2009, og som jeg selv har været med til at skrive, bliver konsekvent nok også givet væk. Den er lagt på nettet og kan frit læses af enhver, som måtte ønske det. Jeg venter spændt på, hvornår jeg ser det første trykte eksemplar på genbrugsstationen.
Står det så sløjt til med dansk litteraturhistorie i den danske offentlighed, at man ligefrem må give den væk, så bliver den vel plejet på universitetet? Det gør den da i en vis udstrækning. For også her har den tabt vældigt terræn.
I det seneste nummer af tidsskriftet Kritik kan man læse dr.phil. Johnny Kondrups tiltrædelsesforelæsning som professor i Nordisk litteratur ved Københavns Universitet. Heri gør han det tankevækkede regnestykke op: Hvor man i 1998 havde 180 timers undervisning i litteraturhistorie på danskstudiet, skal man nu have bare 84 timer. Det er da en reduktion, der er til at få øje på.
Vores kommende kandidater i dansk kan altså nøjes med under halvdelen af tiden i forhold til tidligere, når det gælder litteraturhistorie. Men hvad skal de også med den? Hvis de alligevel bare skal køre over litteraturhistorien som turister på en hurtig sightseeing, så har de jo heller ikke behov for et mere detaljeret kendskab. Hvis de ikke skal på dannelsesrejse, men blot uddannes som kustoder i litteraturens raritetskabinet, kan det vel også være rigeligt.
Man kan ikke proppe dannelse i folk, som man hælder benzin på sin bil. De skal selv ville det og opleve det som en nødvendighed. Lige nu er der ingen tegn på, at litteraturhistorien skulle have nogen nationalpolitisk, køns- og klassepolitisk eller nogen tvingende dannelsesmæssig betydning. Bare tænk på det flop, som Brian Mikkelsens litteraturkanon er blevet. Så indtil videre kan man få dansk litteraturhistorie ganske gratis på nettet og på genbrugsstationerne. Og så kan man måske drømme om, at den engang kan blive genbrugt og få en ny funktion. Sådan en rigtig ideologisk en, så det bliver tydeligt for alle og enhver, at den gør nytte i kampen om sjælene.
I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og
Lars Handesten hver lørdag på skift om bøger og eksistens både historisk og aktuelt