Der var engang, hvor stuepiger vidste alt om badehotellernes stamgæster

Tidligere turistchef i Skagen Bent Hardervig deler i sin nye bog ”Hvad stuepigerne fortalte” ud af anekdoter, der er gået i arv gennem flere generationer af stuepiger og stamgæster på tre badehoteller i Kandestederne

Bent Hardervig, der er uddannet grafiker, har selv illusteret bogen ved hjælp af gamle fotografier, som han har manipuleret på forskellige måder.
Bent Hardervig, der er uddannet grafiker, har selv illusteret bogen ved hjælp af gamle fotografier, som han har manipuleret på forskellige måder.

I ferieområdet Kandestederne sydvest for Skagen lå engang tæt på hinanden de tre badehoteller: Hjorths Badehotel, Kokholm Badehotel og Kandehus. Fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1980’erne blev de drevet hver for sig og havde hver deres stamgæster. Storhedstiden var begyndelsen og midten af det 20. århundrede.

Da Bent Hardervig, der i 1970 kom til Skagen som erhvervs- og turistchef, fik øje på hotellerne, lignede de mest af alt nogle glemte kulisser fra en stumfilm. De var blevet gamle på en sød måde, syntes han, og han bestemte sig for at forevige de historiske bygninger med sit fotografiapparat. På det tidspunkt var der en reel fare for, at de ville blive revet ned. Det skete ikke, men det er en anden historie.

Fotograferingen bragte ham i begyndelsen af 1980’erne vidt omkring på hotellerne, men mest af alt ind i køkkenerne, hvor de stuepiger, der stadig var tilbage, velvilligt bød på kaffe, kage – og ikke mindst historier. De fleste af stuepigernes historier handlede om de gæster, ofte fra hovedstaden, der år efter år kom igen for at holde deres sommerferie i Kandestederne. Bent Hardervig gav sig til at skrive historierne ned, og nu, næsten et halvt århundrede senere, har han fundet historierne frem fra gemmerne og gengivet dem i bogen ”Hvad stuepigerne fortalte”, der netop er udkommet.

”Jeg vidste, at der foruden den kendte Skagen-kunstnerkoloni også havde været kunstnere, der hver sommer besøgte badehotellerne i Kandestederne, og var egentlig mest opsat på at høre historier om datidens skuespillere fra teatrets og filmens verden eller om kendte forfattere. Men nej, dem havde stuepigerne ikke særlige historier om. Kunstnerne gjorde ikke noget stort halløj ud af sig selv, fik jeg at vide,” siger Bent Hardervig.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han havde set frem til at høre historier om blandt andre den kongelige stuespiller Thorkild Roose (1874-1961), der hver eneste sommer gennem 50 år indlogerede sig med sin familie på Kokholm, eller skuespillere som Poul Reumert (1883-1968) og Clara Pontoppidan (1883-1975), der senere fulgte hans eksempel.

I stedet erfarede han, at stuepigerne gemte på rigtig mange historier om de andre fornemme gæster, der hvert eneste år i de præcis samme uger henlagde deres og familiens sommerferie til badehotellerne i Kandestederne.

”Da stuepigerne først fik munden på gled, viste der sig flere tilfælde, hvor den snakkesalige stuepiges mor også havde været stuepige på det samme hotel, da hun var ung. Og havde fortalt historier fra hotellet videre til datteren. Så begyndte det jo virkelig at ligne noget,” siger Bent Hardervig om det stof, han gemte i sine skuffer gennem næsten 40 år.

I bogen strør han om sig med anekdoter, som ikke er daterede, og som ikke nævner gæsternes navne. I stedet har han valgt at bruge gæsternes titler – dels for at anonymisere, men også fordi titler var vigtige i badehotellernes storhedstid.

Således kan vi læse om enkekonsulinden, der gennemførte højlydte øvelser, der skulle forædle hendes latter til ”perlende, charmant, erotisk og lokkende”, mens hun sendte herrerne hede blikke. Hoteldirektør Peter Hjorth måtte skride ind og foreslå hende at henlægge sine latterøvelser til hotellets have.

Det betød så, ifølge stuepigerne, at haven lå tom og øde hen – selv under hedebølger. Det var ikke godt for omsætningen, så Peter Hjorth betroede enkekonsulinden, at akustikken i Råbjerg Mile var lige, hvad hun havde brug for til at gøre latteren smukkere. Det medførte, at mange, især gæster fra de to andre hoteller, mente, at det spøgte i Råbjerg Mile, hvor de havde hørt høje lyde, der lød, som kom de fra en anden verden.

En anden dame dukker op i anekdoter, som en af de ældste fortællende stuepiger står for. Hun havde ikke selv oplevet hende, men havde fået historierne overleveret af stuepige-generationen før, der havde arbejdet på Hjorts Badehotel i 1920’erne. Anekdotens hovedperson bliver beskrevet som en yngre dame med kækt pandehår og lange ben i moderigtige, korte Charleston-kjoler. Det særlige ved hende var imidlertid hverken hår eller kjoler, men det, at hun så godt som hver sommer havde et nyt navn. Hun ønskede nemlig at blive tituleret med sin nye ægtemands navn.

Det forvirrende personalet, som internt døbte hende ”Mademoiselle”, hvilket var ret misvisende de mange ægteskaber taget i betragtning. En sommer havde en af hendes tidligere ægtemænd taget sin nye og meget unge kone med til Kandestederne i den samme uge, som han vidste, ”Mademoiselle” opholdt sig på hotellet med sin nye ægtemand. De to mænd, den tidligere og den nuværende ægtemand, faldt i snak, hvilket efterfølgende resulterede i, at den nye ægtemand resolut rejste hjem næste morgen. Det samme gjorde den tidligere ægtemands unge kone, hvorefter de to tidligere ægtefolk blev forenet, og ”Mademoiselle” erklærede, at hun resten af ferien skulle tituleres med hans navn.

Hr. og fru Gardinhandleren var et andet par, som vakte en vis opsigt i Kandestederne. Hr. Gardinhandleren var kendt for, at uanset om der blev talt om politik, religion eller noget helt tredje, så rundede han hver gang sine argumenter af med nærmest at råbe: ”Kammen i smørret, potten på bordet!”. Han var ifølge stuepigerne meget religiøs, og ingen var i tvivl om, at han også rundede sin aftenbøn af med samme svada. Vendingen bredte sig på alle tre hoteller, og efter sigende skulle stumfilmstjernen Asta Nielsen, der boede på Kokholm Badehotel, også have råbt ”kammen i smørret, potten på bordet”, da hun en aften trak en ung mand med op på værelset.

”Under min runde med fotografiapparat og skriveblok fik jeg indtryk af, at stuepigerne var taknemmelige over at møde en, der interesserede sig for alt det, de og deres forgængere have oplevet på badehotellerne,” siger Bent Hardervig og tilføjer, at flere tidligere stuepiger helt af sig selv henvendte sig til ham for at viderebringe anekdoter.

”Der er noget særligt ved historier, der fortælles fra gulvhøjde, for oftest stammer vores historiske viden fra en anden og mere overordnet kant. Man kan sige, at stuepigerne var en slags paparazzi, der så og hørte alt. Da jeg genfandt de beretninger, jeg har nedskrevet for mange år siden, var det næsten som at komme i cirkus, for man kan se badehotellerne som en drejescene, hvor mange slags liv skildres med både nærhed og fortrolighed,” siger Bent Hardervig.

Det er hans klare indtryk, at stuepigerne regnede mange af gæsterne for at være både aparte og barokke.

”De kommer let til at fremstå som nogle lidt pudsige personer med et adfærdsmønster, der ikke var helt almindeligt for den tid. Det særlige er, at de tilsyneladende ikke lagde de mindste bånd på sig selv, når stuepigerne kom ind på værelserne eller serverede i restauranten. Der var en helt speciel nærhed og fortrolighed mellem stuepiger og gæster, fordi de samme gæster kom igen år efter år,” siger den tidligere turistchef og nuværende forfatter.

Ifølge Bent Hardervig repræsenterer badehotellerne et stykke kulturhistorie, som er vigtigt at bevare. At der også stadig er interesse for den, vidner TV 2’s serie ”Badehotellet”, der indtil videre har kørt i syv sæsoner, om. Seertallene til den serie har hele vejen igennem været tårnhøje.

”I nutidens turisme og ferieliv flakker vi meget omkring, men jeg tror, mange fascineres af en tid, hvor ferie var lig med genkendelsens glæde, og hvor gæster, hotelejere og personale havde et mere fortroligt forhold. Det gav en anden ro, end de fleste oplever i dag,” siger Bent Hardervig og tilføjer:

”Min opgave som turistchef var at bringe Skagen-turismen ind i nutiden. Samtidig har jeg oplevet en helt anden tid, fordi stuepigerne har ledt mig ind i fortidens ferieliv. Det er jeg meget taknemmelig for.”