I dag er vi ikke i tvivl om, at Søren Kierkegaard (1813-1855) er en helt særlig og markant tænker i filosofihistorien. Men det var datidens intellektuelle, for at sige det mildt.
Mens han levede, blev Kierkegaard set som en polemiker og et yndlingshadeobjekt for både det kirkelige Danmark og universitetsmiljøet.
Omvendt gjorde Kierkegaard ikke selv meget for at komme det ry til livs – han så sig selv som ”antifilosof”, en martyr på den filosofiske scene, og mente, at filosofien havde ødelagt kristendommen.
Hans tolkning af kristendommen og den kamp, han førte med kirken i tidsskriftet Øieblikket, var med til at give ham ry som én, der gik alt for langt og gjorde troen så absolut, at ingen almindelige mennesker kunne være med.
Men i det stille var en af datidens mest toneangivende intellektuelle dybt fascineret af Kierkegaards tanker. Det var den danske filosofiprofessor Hans Brøchner (1820-1875). Brøchner underviste som professor i filosofi på Københavns Universitet og var langt ude i familie med Kierkegaard, som han også kendte personligt. Han afviste af den grund at anmelde hans værker, selvom de optog ham dybt. Men kort efter Kierkegaards død i november 1855 satte Brøchner sig på opfordring ned for at skrive en lang mindeartikel i avisen Fædrelandet.
I artiklen, der er det første skrevne, der gennemgår Kierkegaards forfatterskab samlet, er kimen til en forelæsningsrække, som Brøchner et par år senere holdt for en lille gruppe engagerede studerende i årene 1858-59.
Teksterne er ukendte for offentligheden i dag, men de behandles i en ny bog, ”Hans Brøchners bidrag til Kierkegaard-receptionen i Danmark”, der netop er udgivet på Videnskabernes Selskab. Heri gennemgår Carl Henrik Koch, dr.phil. og tidligere underviser i filosofi- og idéhistorie ved Københavns Universitet, teksterne og viser, at der var én skikkelse i dansk åndsliv på det tidspunkt, der så Kierkegaard på samme måde, som vi gør i dag: Som en stor tænker.
”I samtiden var der meget ringe forståelse for Kierkegaard. Langt de fleste intellektuelle betragtede ham som en provokatør, en velskrivende en, og måske netop derfor en ’persona non grata’. Og hans skrifter om kirken betragtede man som ren polemik,” siger Carl Henrik Koch.
Carl Henrik Koch har i 15 år – afbrudt af andre projekter – studeret Brøchners tekster og arbejdet på at få udgivet de forelæsninger, der, ifølge ham, viser, at Kierkegaard slet ikke var den ensomme ulv i det intellektuelle landskab, som eftertiden har troet, at han var.
Hans Brøchner har en Kierkegaard-forståelse, som først begyndte at blive almindelig halvtreds år senere, omkring århundredeskiftet, hvor flere tog Kierkegaards kristendom under lup.
Men hvor de fleste fandt Kierkegaards krav til mennesket helt ubærlige og vendte sig mod ham af den grund, så forsøgte Brøchner at komme ham i møde, forklarer Carl Henrik Koch.
”For Kierkegaard var den enfoldige barnetro den rette kristendom. Men Brøchner forsøger at finde en anden instans og gøre den til troens genstand. Menneskeheden bliver Brøchners guddom i en vis forstand. Han forsøger ikke at eliminere den religiøse dimension, men han tolker den meget mere filosofisk, end Kierkegaard gjorde.”
Rent fagligt var Brøchner nysgerrig på Kierkegaards radikale kristendom. Brøchner ville egentlig gerne selv have aflagt teologisk embedseksamen, men havde i sin indstilling givet udtryk for, at han var enig med tidens toneangivende filosoffer David Friedrich Strauss og Ludvig Feuerbach – der var kristendomskritiske.
”Og så kunne man ikke tillade sig at lade ham få en embedseksamen. Kravet var, at man var rettroende, og det var faktisk først i 1940, at man afskaffede kravet om en konfirmationsattest, hvis man ville være teolog,” siger Carl Henrik Koch.
Brøchner var slet ikke hardcore ateist, men han tilhørte datidens ikke-troende lejr. Han diskuterede dog aldrig den modsætning med Kierkegaard, som han i øvrigt holdt sig fra at forholde sig til offentligt, mens han, nærmest i smug, kendte hans forfatterskab uhyggeligt godt.
”Man kan mærke i hans tekster, at han holdt forfærdeligt meget af ham og kendte ham fra en anden side. Han havde alle hans værker i sit bibliotek og havde bøgerne med på studierejser til Tyskland og Rom. Det afholdt ham dog ikke fra at kritisere ham,” siger Carl Henrik Koch.
Forelæsningerne om Kierkegaard, som Brøchner holdt på Københavns Universitet, blev fulgt af en lille og dedikeret skare. Og man skulle være ret dedikeret for at holde koncentrationen, når Brøchner talte, siger Carl Henrik Koch.
”Han talte som en bog. Og en ret abstrakt bog,” siger Carl Henrik Koch.
Brøchner var meget svær at forstå, men havde tilsyneladende en helt særlig indvirkning på sine ”disciple,” der talte nogle af tidens senere så kendte ånder som Harald Høffding og Georg Brandes. Begge omtaler Brøchner med stor veneration i deres erindringer, og også forfatterne Herman Bang og Edvard Blaumüller har skrevet om Brøchner.
På Frederiksborg Slot hænger i dag et guldalderportræt af Brøchner malet i Rom af maleren Lorenz Frølich. Billedet viser en mand med fine, mørke træk og store øjne.
”De var nok imponerede af selve skikkelsen. Men han var også en utroligt smuk mand,” siger Carl Henrik Koch.
Og det indtryk bekræftes, når man læser, hvad Brandes næsten henført skriver om sin tidligere læremester i 1886.
”Han var 41 Aar gammel, da vi saa ham første Gang, hørte en Række Forelæsninger af ham, fængsledes af hans elegante og strænge Skikkelse, hans sydlandske Hoveds klassiske Profil, det store alvorsfulde Blik under de hvælvede, lidt trætte Laag. Han var, Skjønt noget medtaget af Aarene, den adeligste Mands-Skjønhed vi nogensinde havde set.”
Carl Henrik Koch mener dog også, at en stor del af respekten for Brøchner skyldtes, at hans elever vidste, han havde ofret sin livsdrøm om at læse teologi for sin overbevisning.
Tro og viden blev det helt store omdrejningspunkt for åndsdebatterne efter Kierkegaards død. Sidst i 1860’erne kaldte Georg Brandes skabelsesberetningen for det rene eventyr.
Men Brøchners bidrag til den debat var langt mindre polemisk og langt mere nuanceret, og hans kristendomssyn ligeså, mener Carl Henrik Koch.
For mens Kierkegaard fandt det borgerlige liv, som præsterne førte i datiden, uforeneligt med kristendommen, illustrerede Brøchner, at han var uenig, og han forsøgte at bygge bro mellem den humane og den religiøse sfære.
”Brøchner skriver blandt andet en bog med titlen ’Det religiøse i dets enhed med det humane.’ En vigtig titel, der i sig selv er en fanfare og et opgør med Kierkegaard, samtidig med at den tager troen alvorligt,” siger han.
Sagt helt klart og meget ubrøchnersk:
”At tro på noget er at have et forhold til noget, der er større end én selv – for eksempel menneskeheden. Troen er på den måde ikke en tro på noget, der er hævet over verden,” siger Carl Henrik Koch.
Hans Brøchner døde i 1875 i København efter en kamp med en genstridig tuberkulose. Hans ”alvorsfulde” blik, som Brandes beskrev det, har måske hængt sammen med et hårdt liv i den fysiske verden, hvor han i 1866 mistede sin unge kone til barselsfeber og blev alene med to børn, som han stik imod tidens skik og brug besluttede at beholde hos sig.
Eftermælet nærmer sig på ingen måde de to giganter, som han klemte sig ind imellem, Brandes og Kierkegaard. Men som en overgangsfigur er han værd at huske på – og det spiller også en rolle for Kierkegaards eftermæle, at vi nu ved, at ikke alle i samtiden så ham som den rene Rasmus Modsat.
”Brøchner opfatter Kierkegaards forfatterskab som en helhed og er en af de meget få, der anerkender ham som en religiøs tænker. Det var der ikke andre, der gjorde dengang. Ud over Kierkegaard selv.”
Født 1938. Dr. phil. i idehistorie og ansat på Københavns Universitet fra 1966-2007. Har skrevet lærebøger i logik – og filosofihistorie og monografier om filosoffer som Bacon, Kierkegaard, Descartes, Niels Stensen, Newton og Spinoza. Udgav sammen med Sten Ebbesen 2002-2004 Den danske filosofis historie i fem bind. Har netop udgivet bogen ”Hans Brøchners bidrag til Kierkegaard-receptionen i Danmark” på Videnskabernes Selskab.