Prøv avisen

For der var hun - mrs. Dalloway

Lone Hørslev er inspireret af Virginia Woolfs "Mrs. Dalloway" flere steder i sit eget forfatterskab, senest i den netop udkomne "Sorg og camping". Foto: Leif Tuxen.

En bog må have en handling. Med mindre den er skrevet af Virginia Woolf, hvis portrætter af menneskers indre liv er så levende og vedkommende, at det i sig selv får siderne til at vendes. Det mener forfatter Lone Hørslev, der har romanen "Mrs. Dalloway" som litterært ideal

Hun skal købe blomster, måske tage sig en lur hen ad eftermiddagen og ellers smile og konversere høfligt, når gæsterne ankommer om aftenen.

Det er én version af handlingen i "Mrs. Dalloway". Og den er ikke forkert. For der sker vitterlig ikke meget i Virginia Woolfs roman fra 1925 om en dag i denne midaldrende overklassefrue fra Londons liv.

Og dog.

Mrs. Dalloway tager læseren med på tankerejse

For mellem indkøb af blomster og besøg af en gammel ven kastes læseren fra mrs. Dalloways bevidsthed til bogens andre personer på en tankerejse tilbage til en lysere ungdom i den britiske kystby Bourton og til skyttegravene under Første Verdenskrig. En krig, der netop er afsluttet, og som stadig hviler som en skygge over London.

Uden én eneste kapitelopdeling sejler læseren på karakterernes bevidsthedsstrømme, der til tider krydser hinanden, men som lige så ofte glider forbi uden nogen sinde at opnå gensidig forståelse. En skrivestil, der er nyskabende i perioden og gør Virginia Woolf til en pionér inden for den litterære modernisme.

Forfatter Lone Hørslev er fuldstændig betaget af sproget i "Mrs. Dalloway", som hun mener til perfektion efterligner, hvordan bevidstheden flyder i hjernen. I et og samme øjeblik kan mrs. Dalloway tænke på en syg bekendt og på, hvordan hendes hat sidder.

"Sprogets melodi er næsten som en sirenesang, der fanger læseren ind, og hvor man bare vil have mere. Bogen er forførende. Den vil så gerne kommunikere med læseren, at den næsten bliver flirtende. Ikke leflende, den vil ikke stryge nogen med hårene, men den vil så gerne af med sin historie," siger hun og fortæller, at hun nogle gange bliver så opslugt af sprogets dynamik, at hun glemmer at følge med i bogens handling.

"Som forfatter ser jeg jo også på teksten, som en håndværker ser på et flot hus. Jeg er interesseret i, hvordan det har kunnet lade sig gøre at stable det mesterværk på benene. Hvilke teknikker bruges, hvilke skruer og bolte drejes der på. På den måde læser jeg måske 'Mrs. Dalloway' anderledes end andre," siger hun.

Mrs. Dalloway er en sproglig vitaminindsprøjtning

Lone Hørslev er netop flyttet ind i en lejlighed på Frederiksberg, og ud over tomme vægge og ting i stabler på køkkengulvet er "Mrs. Dalloway" også midlertidigt forsvundet i en kasse. Så hun har til interviewet måttet låne på biblioteket og kan derfor ikke bevise, at hendes personlige eksemplar altså er mere slidt.

"Det havde jo ellers set overbevisende ud på billedet," siger hun smilende.

Lone Hørslev har nemlig ikke bare læst "Mrs. Dalloway", hun bruger bogen som opslagsværk, hvor en enkelt sætning kan sætte nye tanker i gang:

"Jeg har faktisk mest pletlæst i den, Jeg slår op på et tilfældigt sted, og det inspirerer mig altid. Det er som en sproglig vitaminindsprøjtning."

Den store inspiration fra "Mrs. Dalloway" ses flere steder i Lone Hørslevs eget forfatterskab. Senest i den netop udkomne "Sorg og camping" (C&K Forlag), hvor handlingen ligesom i "Mrs. Dalloway" udspiller sig over en enkelt dag, og hvor bogens personer tænker tilbage på lysere tider. Hos Hørslev en campingferie, hos Woolf somrene i Bourton. Begge bøger kulminerer også i et middagsselskab, dog under vidt forskellige omstændigheder.

"'Mrs. Dalloway' betyder rigtig meget for mig, fordi jeg synes, at det er den ultimative bog. Den kan ikke skrives igen. Desværre. Men det er min idealbog. Og jeg har tilladt mig at lære af den," siger hun.

Tidligere har Lone Hørslev også brugt teknik fra "Mrs. Dalloway" i sin roman "Naturlige fjender", hvor en kirkekoncert opleves fra forskellige personers synsvinkler. Den teknik, der også i "Mrs. Dalloway" lader læseren flyde fra den ene persons bevidsthed til den andens.

"Menneskene oplever det samme i fællesskab, men beskrivelsen af koncerten bliver alligevel individuel ud fra deres forskellige bevidstheder. Og så har jeg kaldt kvartetten, der spiller, for 'Septimus'. Eftersom det betyder syv, er det jo et utrolig underligt navn til en kvartet, men det er selvfølgelig udelukkende en hilsen til 'Mrs. Dalloway,'" griner Lone Hørslev og henviser til en af de andre karakterer: krigsveteranen Septimus Warren Smith, der lider af posttraumatisk stresssyndrom efter sin indsats i Første Verdenskrig.

Woolfs fantastiske personskildringer

Lone Hørslev er ikke i tvivl om, at det er de mange synsvinkler på den ellers trivielle hverdag i Londons overklasse, der gør, at "Mrs. Dalloway"s persongalleri bliver både interessant og helstøbt. Et godt portræt er afhængigt af, at hele mennesket bliver beskrevet. Det gør de gode sider mere troværdige og de dårlige mere forståelige.

"Det er en genistreg og en pragtpræstation, at Virginia Woolf har kunnet lave de personbeskrivelser. Det er de her synsvinkelskift, der gør, at vi får et virkeligt indblik i personernes liv. De bliver bombarderet med blikke fra de andre. Og det er det, der gør et menneske til et menneske. At man får forskellige projektører ind på sig, som man ikke har styr på," siger hun og peger på, at det er derfor, mrs. Dalloway-karakteren vinder læserens sympati, selvom hun også er overfladisk og forfængelig. Bogens andre karakterer ser hende som noget mere.

Alligevel kalder Lone Hørslev det "modigt", at Virginia Woolf har valgt den nærmest biedermeierske mrs. Dalloway som hovedperson. Men det viser en stor menneskelig forståelse og en unik evne til at forestille sig andres tankeliv.

"Hvis der er noget, bogen ikke er, er det fordomsfuld. Og det er sværere, end man lige tror, at skrive sådan, For man skriver jo ud fra sine egne forestillinger om virkeligheden. Det bliver man nødt til, men det kan hurtigt ligne fordomme. Virginia Woolf må have haft et sjæleliv med et stort register, som hun har kunnet trække på. For vi tror på hendes personer, og at hun ved, hvad de tænker," siger hun.

Personerne i "Mrs. Dalloway" og deres tanker om hinanden og livet udgør bogens spændingsfelt og ridser menneskelige konflikter op, som har lige så meget gennemslagskraft i dag, som da "Mrs. Dalloway" blev skrevet i 1920'erne.

En desillusioneret bog

Flere af personerne har store kvaler med at finde deres plads i livet, og med deres tilbageblik til somrene i Bourton får man indblik i, hvordan deres tilværelse kunne have formet sig anderledes. Der lurer på den måde konstant en frygt for at have givet op, svigtet sit potentiale og tabt til samfundets normer. Og drømmen om det andet liv et andet sted er hele tiden til stede.

"Hun arbejder med nogle sindssygt spændende kontraster, som bogen spændes ud imellem. Det overfladiske og det dybe, mand og kvinde, lidenskab og manglen på samme. Hele tiden er kontrasterne der," siger Lone Hørslev, der synes, at bogen byder på en relativt lille forståelse mellem karaktererne, selvom de gentagne gange tumler med de samme tanker.

"Det er lidt en desillusioneret bog. Personerne går bare rundt mellem hinanden. I glimt kan de forstå, at de er en del af en større sammenhæng, men hovedsagelig er de ensomme og alene i deres tanker og deres liv. Vi ser en kaotisk verden, et mylder af mennesker, som dybest set ikke forstår hinanden."

Den dystre stemning fra krigen med de mange tabte er tydelig i bogen, hvor den sindssyge krigsveteran Septimus Warren Smith som den eneste helt har mistet kontakten med sine omgivelser. Det resulterer i, at han tager sit eget liv.

En handling, der møder uventet forståelse fra overklassefruen mrs. Dalloway, og som gjorde Lone Hørslev nervøs på mrs. Dalloways vegne, fordi hun flere gange i løbet af bogen virker som et spejl for Septimus' tanker. Også Clarissa, som mrs. Dalloway hedder til fornavn, virker til at have et usikkert fodfæste i livet og har været ramt af sygdom. Og hele efterkrigsstemningen i London emmer af død.

Derfor indgyder det håb, da mrs. Dalloway trodser den dystre stemning og slutter sig til sit selskab, hvor hendes gamle kærlighedsinteresse Peter Walsh venter hende. Et håb, som optimisten kan lade erstatte bogens uforløste drømme.

"Der er ikke noget smukkere end de sidste to linjer. Det er de stærkeste linjer i litteraturen. Hvor Peter siger: 'Det er Clarissa. For der var hun'. Den slutter simpelthen med, at hun er der. Og det er det. Hun er der som menneske på godt og ondt, og det er hun næste dag og næste dag igen. Det er en lettelse – en forløsning."

julie.hansen@k.dk