Maria Fabricius Hansen er lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet og ekspert i italiensk kunst før og under renæssancen. I sin disputats om fænomenet spolier – det vil sige genbrug af antikkens byggematerialer i de oldkristne kirkebyggerier – påviste hun for nogle år siden, at dette genbrug ikke kun skete af nød i økonomiske nedgangstider. Det var lige så meget et symbolsk tilvalg, eftersom man ved genanvendelsen af bygningsdelene kunne ”låne” af den antikke fortids storhed og samtidig hente symbolsk kraft fra den hedenske tro og give den videre til det tidlige kirkebyggeri.
Nu har hun kastet sig over et andet fænomen: grotesker, og hendes nye engelsksprogede bog ”The Art of Transformation” kunne såmænd indleveres som hendes anden doktordisputats på grund af dens forskningsmæssige tyngde.
Omkring år 1500 benyttede man ordet groteske om de fresker, som netop var blevet opdaget i kejser Neros Domus Aurea – det gyldne hus – fra det 1. århundrede e.Kr. Bygningskomplekset var helt intakt, eftersom det havde ligget begravet under dynger af jord og flere senere opførte bygninger. Domus Aurea var gennemdekoreret med fantastisk velbevarede antikke fresker, som kunstnerne nu valfartede for at se. Da rummene mindede om underjordiske grotter, fik freskoerne navnet grotesker (grottesche på italiensk), der i dag også bruges som betegnelse for noget mærkeligt, fantastisk, stygt eller bizart.
Indtil nu har groteskerne været lidt nedvurderet af kunsthistorikerne, der gennemgående har opfattet dem som epigonagtige efterligninger af de antikke forbilleder eller som ligegyldig dekora- tionskunst. Det råder Maria Fabricius Hansen nu bod på. Hun tydeliggør med mange analyser deres oplagte visuelle kvaliteter og ser dem som vigtige kunstneriske nydannelser, der peger frem mod den moderne kunst – som en slags ursuppe for kunsten i dag.
At 1500-tallets grotesker er originale kunstværker i egen ret, er man ikke i tvivl om efter at have læst bogen. De er fantasmagoriske og vildt spændende. Ofte er der tale om hybride figurer, som slynger sig som ornamenter ind og ud af hinanden. Der er satyrer med træer, der vokser ud af kroppen, og menneskekroppe, der bliver til planterødder. Der er slangegriffer, masser af kentaurer og sfinxer, kopulerende frugter med videre. Naturen rummer i groteskerne potentialer til de mest spektakulære metamorfoser.
I renæssancen forvandler kunsten sig fra en antik-middelalderlig verdensopfattelse, hvor man troede, at Jorden var flad og befandt sig i verdens midte med Gud svævende over den, til en mere moderne. Det skete i takt med naturvidenskabernes opdagelse af det uendelige kosmos, der omgiver Jorden, og det heliocentriske princip, hvor Jorden roterer omkring Solen med videre. Det fremgår også af en del grotesker, at disse nye måle- og observationsapparater som kikkerter og briller, timeglas og andre redskaber pludselig står til rådighed for mennesket med en deraf følgende ny og mere kompleks omverdensforståelse, der på mange måder gør mennesket rådvildt og utrygt.
I løbet af det 16. århundrede fylder groteskerne mere og mere – undertiden hele vægarealet og hele de store hvælvede lofter. Da moden kulminerer, er grotesken blevet hovedmotivet, men i det 17. århundrede med det mere realistiske barokmaleris fremkomst bliver groteskerne umoderne.
Grotesker er kunst, der skabes på indre billeder. De er et tegn på, at psyken er kommet i centrum. Indtil da troede man, at kunstneren blot skulle fuldføre de billeder, som allerede forelå i den Gudskabte natur.
Forfatteren har sammen med sin faste fotograf Pernille Klemp opsøgt et utal af kirker, paladser, fornemme villaer og ikke at forglemme parker med fontæner og grotter rundtom i Italien. De har i mange år været på jagt efter disse spændende og ofte opsigtsvækkende grotesker. Det er en imponerende forskningsmæssig præstation, drevet frem af den videbegærlige forskers ildhu. Hele projektet indgyder stor respekt.
I bogen undersøger Fabricius Hansen groteskerne som et visuelt bindeled mellem natur, imitation og billeddannelse. Groteskerne i 1500-tallet bliver typisk malet som freskoer på væggene i paladser, fornemme villaer og kirker, men ikke som hovedmotiver. De optræder i mellemrummene mellem hovedmotiverne, der ofte har et mytologisk eller kristent indhold. Med groteskerne kunne kunstnerne lade fantasien og inspirationen få frit løb. Det var surrealisme længe før det 20. århundrede!
Bogen rummer også eksempler på springvand/fontæner med groteske-motiver såsom feminine hybridvæsener, fra hvis bryster vand stråler ud, groteske-arkitektur med eksempelvis døråbninger med groteske masker i form af store munde. Det er en flydende verden med konstante metamorfoser. Men i de malede grotesker optræder der for første gang i kunsthistorien landskaber med sentimentale solnedgange og fugletræk hen over himlen. Groteskerne er den moderne kunsts ursuppe.
Lad os afslutte med en af bogens mest raffinerede grotesker: Et trompe-l’oeil-maleri fra en af dommedagsscenerne i katedralen i Orvieto med titlen ”Dado med grotesker”. Figuren i dette fuldendte illusionsmaleri toner frem gennem et hul i væggen, så han kan betragte groteskerne, som han møder med lige dele forskrækkelse og fryd. Således er betragterens reaktion malet ind i denne billedtematiserende groteske. Denne fresko bærer kunstnerens signatur to steder – LS (Luca Signorelli (1450-1523)), som også var en af de største groteskemalere i 1500-tallets Italien. Pragtbogen er en fryd for både øje og intellekt, og mange gange under læsningen aktiverer den også lattermusklerne.