De drikker og horer, lyver og bedrager, smadrer deres gode liv. Hovedpersonerne i en række nyere romaner går slet og ret i hundene.
Det seneste skud på stammen er Jacob Skyggebjergs ”Inderkredsen”, der netop er udkommet på Gladiator, en ”moderne ’Hærværk’”, lyder det fra forlaget, og i efteråret kom Kristian Ditlev Jensens druk-roman ”Bar” og René Fredensborgs ditto ”Sjuft”, der begge svømmer over med fuldskabsseancer og seksuelle eskapader, der dog ikke ligefrem gør hovedpersonerne lykkelige.
I alle tre fortællinger bliver muligheden for en god og sikker tilværelse sat over styr. Af forlagsteksten til Skyggebjergs bog kan man læse, at den handler om Patrick, der er ph.d. i litteratur og godt gift med Karen, der gerne vil have børn med ham. Så langt, så godt. Men Patrick bliver betaget af internetporno, og ”snart er Patrick på vej gennem en psykologisk og moralsk deroute, der ikke stopper, før den verden, han har kendt, brænder sammen”.
Den artige bror og drukmåsen
Tom Kristensens moderne klassiker ”Hærværk” (1930) er et uundgåeligt referencepunkt for disse fortællinger, men faktisk er der også før ”Hærværk” eksempler i dansk litteratur på skildringer af en ”villet nedtur”, fortæller Lars Handesten, lektor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet.
”I dansk litteratur kan du godt gå langt tilbage og finde den her vilje til at drive det hele destruktivt ud,” siger han og peger på romanen ”Min broders levned” af Carl Bagger, der udkom i 1835.
Romanen følger to brødre, der får en vidt forskellig skæbne:
”Kort fortalt har vi den artige bror, Johannes, og den anden, Arthur, der bliver en drukmås og går til grunde til sidst. Og det kan selvfølgelig læses som to sider af den samme person, at der findes en drift i os til at skeje ud og overtræde normerne i et borgerligt liv,” siger han.
I ”Hærværk”, der udkom knap 100 år senere har journalisten Ole Jastrau netop alle elementerne på plads til et godt, borgerligt liv: hustru, lejlighed, fast job og barn.
”Vi kommer ind i hans liv, der hvor dannelsesromanerne slutter. Det hele er faldet på plads og lagt på skinner, men han kan ikke holde det ud! Så han kører den hele vejen ned til bunden, og det ender i rendyrket druk,” siger Lars Handesten.
”Derouten i ’Hærværk’ er en klar konfrontation med den meningsløshed, hovedpersonen oplever. Han prøver en masse forskellige ting for at få mening ind i tilværelsen: kunst, politik, religion. Men intet af det fungerer for ham, og så kommer denne trang til at gøre noget, der i udgangspunktet er meningsløst – drikke sig helt ned – som en slags modreaktion.”
Simon Pasternak er skønlitterær forlagschef på Gyldendal og står som sådan bag udgivelsen af blandt andre Kristian Ditlev Jensens og René Fredensborgs nye drukromaner.
”Romaner om ’at gå i hundene’ pirrer os, tror jeg, fordi afgrunden og kontroltabet altid vil være interessant i en kultur, der er styret af kontrol, struktur, nytte, formål og impulskontrol,” siger han.
Der er en interessant dobbelthed i romanerne, påpeger han. Den kan ses som et modtræk til det firkantede, borgerlige liv, og på den måde bliver vor hovedperson en form for helt, der på romantisk vis kæmper en ensom kamp mod det konforme.
”På den anden side er selvdestruktionen jo mørk og desperat – og netop ødelæggende. Hovedpersonen er ofte både helt og offer,” siger han.
”Og misbruget spiller ofte hovedrollen her som lyst og destruktion.”
Han peger på, at romantikkens opiumsmisbrugere som Thomas de Quincey og Charles Baudelaire har dannet forbillede for hærværksromanerne, men der er også elementer af amerikanske forfattere som Charles Bukowski og Jack Kerouac, der portrætterer det rodløse liv, i dem. Og herhjemme har vi et sjældent kvindeligt eksempel på en forfatter i genren, nemlig Tove Ditlevsen, der blandt andet beskriver sit stofmisbrug og sin drift mod destruktion i erindringsromanen ”Gift” fra 1971.
Simon Pasternak peger dog også på, at nyere danske værker som Simone Mørch Stjers ”S”, hvor hovedpersonen villigt bevæger sig ind i stoffernes parallelvirkelighed og bliver fanget i den, og Theis Ørntofts klimadystopi ”Solar” kan siges at have nedtursmotivet i sig.
Villa, Volvo og parmiddag
Grunden til, at motivet vinder indpas i dag, er i virkeligheden den samme, som den var, da ”Hærværk” blev skrevet, mener Lars Handesten.
”Kristian Ditlev Jensen, som jo har uddannelse og godt job, har den samme drift til at ødelægge den borgerlighed og dén facade, man åbenbart ikke kan holde ud at være indeni. Også i dag findes borgeridealerne med villa, vovse, Volvo og parmiddage. Og vi har endnu flere muligheder end før for at vælge det helt rigtige for os – men er det så det rigtige? Jeg tror, nogle kan føle sig fanget i det perfekte liv, og de ser ikke, at det var en fælde, før de sidder i den,” siger han.
Dengang ”Hærværk” udkom med mottoet ”Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last”, var der kritikere, der fordømte romanen for bevidst at ville fordærve sine læsere.
”Det opbyggelige i genren er blevet diskuteret meget: Nogle mente, at Tom Kristensens drukbog var farlig og destruktiv, fordi han netop ikke kunne finde frem til noget religiøst gennembrud, der gives ikke nogen løsning. Der er som udgangspunkt ikke nogen indbygget morale i disse historier, og de færreste i dag ville nok også gide den hævede pegefinger,” siger Lars Handesten.
Men skal man pege på noget konstruktivt, kan man for eksempel se til Carl Bagger og ”Min broders levned”, hvor hovedpersonen er splittet op i to. At trangen til nedtur er noget iboende i os, som romanerne måske tilbyder lidt afløb for.
”Jeg kan tale for mig selv og sige: Jeg kender godt til dén side, jeg kender godt til trangen til at være selvdestruktiv. Den er der ikke til daglig, men det er heller ikke en følelse, der ligger uendeligt fjernt,” siger Lars Handesten.
”Det står som en mulighed i éns liv at sige: Jeg tabte, så jeg ødelægger det hele. Den ekstreme afprøvning af en eksistentiel mulighed har en fascination hos mange, netop fordi de genkender den hos sig selv.”