Der var engang en stor mand, der fik tre koner, tre sønner og tre præsteembeder. Han skrev tre verdenshistorier, digtede en tredjedel af alle salmerne i Den Danske Salmebog og fik tre store psykiske sammenbrud.
De første mange år, han levede, var han en outsider, som nok imponerede med sin intelligens, energi og karisma, men som ragede uklar med de etablerede kredse, blev karrieremæssigt forbigået, dømt for injurier og pålagt livslang censur. Da han var i 40'erne, troede han, at det hele var slut, og skrev sit litterære testamente.
Men det skulle vise sig, at han kun var halvt gennem livet, og at historien kun lige var begyndt. Han drog af sted på ikke én, men tre lange rejser til England, som satte hans liv på en ny kurs. Bogormen, kirkekritikeren og oldtidsnørden blev engageret i sin samtid, og med tiden blev han en dominerende skikkelse i dansk kultur. Præsten. Salmedigteren. Kirkefaderen. Historikeren. Højskoletænkeren. Politikeren. Grundlovsfaderen. Romantikeren. Fortrylleren. Oraklet. Mytemageren.
Da Nikolai Frederik Severin Grundtvig døde den 2. september 1872, seks dage før sin 89 års fødselsdag, var han en legende, og her på 150 års afstand er han løftet op til helgenstatus som den, der nærmest ene mand satte ord på den danske måde at leve og tro på og skabte det Danmark, vi kender.
Fortællingerne om ham er mange. For eksempel den om, at han skrev og skrev og skrev. Der er fra hans hånd bevaret mere tekst end fra nogen anden skribent i Danmark. Det fortælles, at han fik skrevet så meget, fordi han ikke gik i seng og sov om natten, men blot blundede lidt i en stol, inden han arbejdede videre. Det fortælles, at han nogle gange sad og skrev med fødderne i isvand for at holde sig vågen til at få alle sine tanker nedfældet.
Den perfekte storm
Når man betragter alle de fortællinger, Grundtvig fik skabt og eftertiden udbygget om ham, kan virkelighedens menneske naturligvis ikke leve op til det hele. Men det ændrer ikke ved, at såvel menneske som myte stadig er yderst relevant at beskæftige sig med, erklærer Lone Kølle Martinsen og Katrine Frøkjær Baunvig, der er henholdsvis seniorforsker og centerleder ved Center for Grundtvigforskning under Aarhus Universitet og begge har bidraget til centerets nye bog: ”Den store mand - Nye fortællinger om Grundtvig.”
"Grundtvig udrettede som sådan ikke ret meget selv. Men han var en original tænker, som brød noget ædelt metal, som andre efterfølgende gjorde til gangbar mønt," forklarer Lone Kølle Martinsen.
Katrine Frøkjær Baunvig lægger hertil, at hun anser det for banalt og uinteressant, at historikere gennem årtier har sat en ære i at fortælle om, at Grundtvigs position i samtiden slet ikke svarer til den fremstilling, eftertiden skabte af ham.
"For mig virker det indlysende. Alle de folk, der efter deres død er blevet helgenkåret, har vel haft et almindeligt liv og på nogle punkter været irriterende, dumme eller kiksede mennesker. Det er ikke det, som er interessant. Det interessante er at forstå årsagerne til, at disse mennesker får en særposition. Her må man forstå, at store fællesskaber har brug for opmærksomhedspunkter, og det var ikke uden grund, at netop Grundtvig blev et sådant opmærksomhedspunkt," siger hun.
I meteorologien taler man om den perfekte storm, når en lang række omstændigheder tilfældigvis er til stede samtidig og forstærker hinanden. I en afgørende forandringstid i Danmark i 1800-tallet dukkede mennesket Grundtvig op som en perfekt storm med sine ufatteligt mange filosofiske, fremsynede, flyvske og forvrøvlede tanker og ord om alt det, der skulle bygges op og nyformuleres i samtiden. Herunder skolen, kirken og styret. Grundtvig bidrog til, at vi i dag omtaler det som folkeskolen, folkekirken og folkestyret.
"Grundtvig fik tænkt det hele sammen og formuleret sine tanker så fyndigt og poetisk, at andre havde lyst til at videreformidle det. Akkurat på den tid, det danske samfund blev dannet, skrev han sig ind i infrastrukturen og blev betragtet som både grundlovsfader, kirkefader og skolegrundlægger, selvom han ikke konkret byggede noget af det," siger Katrine Frøkjær Baunvig, som tilføjer, at Grundtvig uden tvivl har været en meget karismatisk mand, selvom han også har været besværlig at omgås.
Den sjoveste klovn
Grundtvig var præstesøn fra Udby, blev konfirmeret i Thyregod, gik på latinskole i Aarhus og læste teologi på Københavns Universitet. Hans forfatterskab blev sat i gang, da han som huslærer på herregården Egeløkke på Langeland i 1806 blev ulykkeligt forelsket i husets frue, Constance Leth, og på den hårde måde erfarede, hvor stærke følelser kan være.
Ungdommen bød på diverse skriverier og kriser, og konfliktniveauet nåede et højdepunkt, da Grundtvig i 1825 fik sin såkaldt "mageløse opdagelse" om menigheden som kristentroens omdrejningspunkt frem for skriften, og omsatte denne til et frontalangreb på teologiprofessor H.N. Clausen. "Kirkens Gienmæle" var en skandale, som sendte den da 42-årige præst Grundtvig til tælling. Han blev dømt for injurier, måtte forlade sit præseembede og blev pålagt censur som forfatter.
Den store mand i dansk kultur var Grundtvig på ingen måde i sine første mange leveår, hvor han stod uden for guldalderens kulturelle, akademiske og teologiske elite. Tværtimod vekslede han ifølge Lone Kølle Martinsen mellem at "blive set som den skarpeste kniv i skuffen og den sjoveste klovn i cirkus".
Det raffinerede, sofistikerede ordmenneske Søren Kierkegaard havde ikke meget tilovers for det vildtvoksende tankemylder af et forfatterskab, Grundtvig kastede af sig, og betegnede ham som en "brølende grovsmed". Det er da også et paradoks, at selvom Grundtvig regnes for en meget betydningsfuld dansk forfatter og kulturpersonlighed, har han ikke skrevet én bog, der står tilbage som eviggyldig. Mens Kierkegaard skrev til evigheden, skrev Grundtvig til lejligheden, og mens Kierkegaard valgte sine ord med omhu, strøede Grundtvig ord ud i højt tempo.
Ifølge Katrine Frøkjær Baunvig betyder det ikke, at Grundtvigs prosa-forfatterskab er ligegyldigt i dag. Man skal blot selv sortere kraftigt i ordstrømmen for at skille de sproglige og filosofiske perler og diamanter fra alt det, der bare er sten og grus. Men de er der.
"Grundtvig har ikke skrevet den store bog, som alle læser. Til gengæld er der tegn, allusioner og ekkoer af Grundtvigs ord i alt muligt andet, man læser på dansk, og med sine mange salmer har han skrevet den vigtigste kristne brugslitteratur i Danmark. Det kan godt være, der er mange teologer, der har læst Kierkegaards bøger, men med sine salmer kunne Grundtvig nå direkte ud til kirkegængerne og dermed påvirke dansk kristendom på en helt anden måde," siger hun.
Lone Kølle Martinsen tilføjer, at Grundtvig godt vidste, at han ikke var en folkelig og farverig prosaforfatter. Det var hans gode ven og meningsfælle B.S. Ingemann derimod, og han gav sig på Grundtvigs opfordring til at skrive en stribe nationalromantiske historiske romaner, som aldrig skulle blive anset for så fine værker som Kierkegaards højpandede filosofi, men som til gengæld blev nogle af 1800-tallets allermest læste bøger i Danmark.
Samtidig havde de to venner et fælles projekt om at skrive kristendommen lettere, lysere og gladere i den danske salmeskat end Kingos alvorstunge værker fra 1600-tallet. Dejlig er Jorden.
Oraklet fra Vartov
Vejen til den fremtidige helte- og helgenstatus foregik for Grundtvigs vedkommende i flere trin. Det begyndte med tre Englandsrejser i 1829-31. Han tog over for at studere oldengelsk litteratur og nordisk mytologi, men havnede i et samfund i rivende udvikling, Liberalisering, industrialisering, modernisering og demokratisering. Han så et samfund, der havde indført folkestyre uden at hugge hovedet af kongen som i Frankrig.
I 1839 fik han efter en længere årrække som fri skribent på ny et præsteembede, i den lille Vartov-menighed i København, og da han omtrent samtidig holdt en lang række såkaldte Mands Minde-foredrag slog den næsten 60-årige præst pludselig igennem som en mand med fingeren på pulsen og de rette visioner.
"Alt det, der havde virket aparte for samtiden, da Grundtvig talte om det i 1810'erne og 1820'erne, tog en nationalt og nordisk sindet ungdom nu til sig," siger Katrine Frøkjær Baunvig.
Hvor Grundtvigs vision for kirken var at gøre troen til et mellemværende i menigheden frem for et personligt forhold til Gud og Bibelen, og hvor hans vision for danskerne var, at de skulle være bevidste om deres myteomspundne, hedenske fortid, så fik han nu en politisk og deraf afledt pædagogisk vision om, at borgerne skulle have indflydelse, uden at det gik så vidt, at man lavede revolutioner. I begyndelsen handlede visionen ikke om folkeoplysning, som vi forstår begrebet i dag, men det kom den til.
"Grundtvig forestillede sig højskolen som en uddannelsesanstalt til at uddanne dem, vi i dag ville kalde djøf'ere. Det vil sige embedsmænd, som han gerne ville sikre sig kunne dansk og var loyale over for Danmark," fortæller Katrine Frøkjær Baunvig.
Samfunds- og højskoletankerne tog gradvist form, samtidig med at Grundtvig spyede salmevers ud i rå mængder. Han er ophavsmand til i alt omkring 1600 salmer, fædrelandssange og højskolesange. Hele højskolebevægelsen refererer stadig til Grundtvig, selvom hans direkte tilstedeværelse på de folkehøjskoler, der opstod i hans levetid, var yderst sporadisk.
Lone Kølle Martinsen tilføjer, at Grundtvig på sine gamle dage nærmest blev set som et orakel og en politisk samlende figur. Til trods for, at virkeligheden i den Grundlovgivende Rigsforsamling og Folketinget, som han var medlem af i folkestyrets fødselsstund og tidligste barndom i 1840'erne og 1850'erne, var en anden.
"Mest overvurderet var Grundtvig som politiker. Han står i dag som en 'founding father'. Men det eneste synspunkt, han kunne samle tilslutning til, var, at alle syntes, han var møgbesværlig. Han bablede løs, og hvis folk bad ham tie stille, blev han fornærmet og udvandrede. Han var ikke en realpolitiker som Orla Lehmann eller A.F. Tscherning," siger hun.
Danskhedens hjerterytme
Mod slutningen af livet rablede det indimellem helt for Grundtvig, som for eksempel holdt en prædiken i Vartov i 1867, hvor han var mere end bare orakel-uklar. Over for en undrende menighed snakkede han helt sort og proklamerede blandt andet, at enkedronning Caroline Amalie, som han havde været en god bekendt med i næsten 30 år, og som var til stede i kirkerummet, var gravid og skulle føde Holger Danske. Hun var på det tidspunkt 70 år.
Da Grundtvig døde, var det de fremsynede frem for de forvrøvlede ord, der blev husket. Og i de 150 år, han har været død, er Grundtvigs position som nationalt samlende mytologisk figur blevet skabt, men interessen har vekslet undervejs. Under Besættelsen, omkring EF-afstemningen i 1972 og ved 200-året for hans fødsel i 1983 toppede Grundtvigs popularitet. I de globaliseringsivrige 1990'ere faldt interessen for Grundtvig, men den har nu i flere år været på vej mod et nyt peak, siger Katrine Frøkjær Baunvig, der sammenligner bevægelsen med et elektrokardiograms registrering af hjerterytme:
"Grundtvigs navn er altid blevet forbundet med tolerance, frihed og danskhed i en treklang. Og de perioder, hvor han er blevet anset for mest relevant, er de perioder, hvor danskheden har været under pres. Det er helt almindeligt for kanoniske figurer som Grundtvig, at de ikke anses for lige store hele tiden, men foretager bølgebevægelser som en slags kulturhistorisk EKG."