Prøv avisen
Essay

Derfor er ”Kongens fald” den bedste danske roman nogensinde

”Johannes V. Jensen må utvivlsomt være den af vores forfattere, der har det største ordforråd og den mest udviklede billeddannende fantasi,” skriver Kasper Støvring. – Foto: Ritzau Scanpix

Under læsningen af Johannes V. Jensens klassiker griner og græder man og overvældes uophørligt af bogens mirakuløse skønhed og febervilde fantasi. ”Kongens fald” er netop genudgivet af Gyldendal i indbundet udgave

Johannes V. Jensens roman ”Kongens fald” fra 1901 er den bedste roman, der er skrevet i dansk litteratur. Punktum.

Jeg må have læst den roman mindst 10 gange og hørt den lige så mange gange som lydbog. Når jeg ikke kan sove om natten, sætter jeg den på og svæver hen i de skønneste billeder, der nogensinde er formuleret i det danske sprog. Så falder jeg i søvn og drømmer om solopgange, frodige agre, skinnende skyer, grøderegn, kløvermarker, blikstille hav, føl og fimrende hundehvalpe, kærlighed, glemsel og lyse nætter – som det hedder i romanens berømte Grotte-kapitel.

Jeg læste romanen første gang som 21-årig studerende i begyndelsen af 1990’erne. Det var i forbindelse med et seminar, hvor jeg blandt andet diskuterede med Rune Lykkeberg, der siden er blevet chefredaktør på Information. Men især husker jeg natlige vandringer i Københavns indre middelalderby, hvor jeg flanerede med min ven Olfert og førte lange samtaler om romanen. Dér opdagede jeg, at litteratur er noget af det fineste, man overhovedet kan beskæftige sig med. Jeg har siden undervist i romanen i 7. klasse, 1. g, 2. g, 3. g og på universitetet.

Jeg bliver aldrig træt af at læse ”Kongens fald”, for den virker lige frisk, lige overrumplende og lige voldsom hver gang. Hver eneste side, ja, næsten hver eneste sætning rummer frapperende udsagn. ”Kongens fald” er blevet kaldt den besynderligste blanding af epik og lyrik i dansk litteratur. Hele værket er lyrisk fortættet som ét stort prosadigt. Jensen må utvivlsomt være den af vores forfattere, der har det største ordforråd og den mest udviklede billeddannende fantasi.

Det er ikke handlingen, der gør romanen så suveræn. Hvis man læser romanen for plottets skyld, skuffes man. ”Kongens fald” er en historisk roman, der skildrer tiden op til, under og efter Christian den Andens regeringstid i første del af 1500-tallet. Men denne historie er indlejret i et mytisk-cyklisk perspektiv, der bygger på naturens lovmæssighed. Alt i romanen er underkastet den lov, der hedder: at føde og dø.

Stilistisk forener romanen natur og myte med psykologisk indsigt i himmelstormeren Mikkel Thøgersens ulykkelige livsforløb. Over for Mikkel – der vil vinde verden, men derfor forbliver forbitret ensom – står to kontrastpersoner: den umiddelbare og derfor lykkelige Axel, livsbekræfteren med gylden stemme og flakkende øjne, og kong Christian, der undertvang Norden, men siden mistede sin kraft i den berømte scene, hvor kongen ikke kan beslutte sig for at sejle over Lillebælt. Thi – ”der står skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade”. Sammen med Mikkel ender han sine dage i fangenskab som grundlægger af et rige i det blå.

Men det er heller ikke personskildringen, der gør ”Kongens fald” til den højeste form for romankunst. Det er sproget. ”Kongens fald” er et litterært mesterværk, der hverken før eller siden er overgået. Tættest kommer vel J.P. Jacobsens ”Niels Lyhne”, men heller ikke Jacobsen gør Jensen rangen stridig. Sorry, J.P.

Der er skrevet hele afhandlinger om Jensens beherskelse af stilistikkens virkemidler, ligesom mennesker med gehør har beundret musikaliteten i Jensens sprog, de klanglige effekter, romanens rim og rytme. Om den prostituerede Lucie – der bærer sit navn, fordi hun får glorie om hovedet af begær – hedder det for eksempel, at hun ”lyste i syndens salvede majestæt”. Men især billed-sproget er legendarisk kreativt. Når Jensen skal skildre et uvejr, skriver han ikke, at vinden ruskede i træerne, og regnen slog mod huden. Han har et, nej, to eller tre ekstra gear og skriver om ”isnåles knitrende sagtevals i skyerne.”

Højdepunkterne i ”Kongens fald” har form af en art tableauer og visionære øjebliksbilleder, syner og drømme af stor intensitet. Uforglemmelig er beskrivelsen af hesteslagtningen, hvor musklerne ”krympede sig som orme i den svirpende ild”, kindtænderne ”lå synlige som fire linjer mystiske bogstaver”, de blå blodårer var som ”et flodrigt land set højt oppe fra”, og hvor milten kommer til syne ”blå og skimlet som natten og mælkevejen”:

”Alle Østerlands frodige, rå farver; gult som Egyptens sand, turkisblåt som himlen over Eufrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu farver blomstrede ud midt i sneen under rakkerens skidne kniv.”

Det er eksplosiv ekspressionisme og hæslighedsæstetik, lang tid før det blev moderne.

Eller tag Axels natlige drømmerejse om bord på ”Columbi lykkes skib”, hvor alverdens villige kvinder venter på den umættelige elsker – de føre fruer og de unge kvinder med drengeben og spirende barm, de fine, hvide frøkener og ”bondedøtrene, der lugter som mælk af munden, og hvis hårdføre, lodne lemmer slår som knipler”. Her venter ”negerprinsesser med rosenrøde mundvige og tigertænder i krans rundt om de ranke, sodsorte lænder” og ”arabiske møer, slunkne og smidige som leoparder”.

Sådan bliver romanen ved med at hælde på, igen og igen, for verden er rig og levende og bør omfavnes i al dens strømmende mangfoldighed. Og dog er romanens absolutte højdepunkt ”den danske død”, hvor Axel i sit dødsøjeblik svæver hen over det skønne, danske midsommerlandskab, smertefri og i fred med alt. Pludselig slår tiltaleformen om, og romanen henvender sig til læseren:

”Du mærker med lukkede øjne den søde lugt af jordens grønsvær, landet er blødt og grønt som en frisk seng i havet, fødeseng, dødsseng. Himlen hvælver sig med forkærlighed over det, skyerne står stille over det, bølgerne rækker ind og klapper den lyse strand.”

Hvem vil ikke gerne dø på den måde?

Karakteristisk for romanens visioner er ikke blot, at de aktiverer hele sanse-registret, men at de rummer en overskridelse af tiden, af selve den nedbrydende kraft i livet, faldets lov. Tiden bringes til standsning, og rummet udvides i disse, stærkt positivt ladede mytiske syn.

Det andet, der virker så stærkt i romanen, er den konstante vekslen mellem kontrastrige afsnit. I ét og samme kapitel går vi fra Mikkels uhyggelige møde med Satan, der som en mørk abe hælder sig over Mikkel og begraver sine fingre i øjnene på ham, til Mikkels rival Otte Iversens ekstatisk-erotiske møde med solbarnet Susanna. Dernæst følger vi samme Otte Iversens flugt gennem Københavns mørke gader, til han kommer til et lille, fattigt hus. Gennem den slørede rude ser han en skikkelse, der læner sig over en kvinde og med en stor rund bevægelse skærer halsen over på hende, imens der lyder et ”kvalt gurglende kvæk”.

Romanens budskab? Først den, der indordner sig under tyngdens lov, som er jorden tro og lever i overensstemmelse med naturens cyklus, er i stand til at hengive sig og opleve momenter af livsfylde; Jensen er vitalist, hos ham finder man ingen guddommelig transcendens. Især romanens kvinder ejer den naturlige varme, som de fleste mænd, de hvileløse stormere og stræbere, mangler. De opfatter sig derimod narcissistisk som verdens centrum – men er også underkastet tilværelsens dualistiske kræfter.

Det bliver klart i gendigtningen af Eddaens grottesang, som jeg indledte med og i romanens ånd vil afslutte med. Myten ”Grotte” fremviser i romanens afslutning de højere kræfter, der former livet, og som inkarneres af Fenja og Menja, livets og dødens jættepiger. Også her gennemspilles tilværelsens lovmæssighed: at føde og dø, men på så radikal vis, at tiden og dermed altings forgængelighed synes at få overtaget og truer med fuldkommen tilintetgørelse:

”Vi maler dig sol, måne og stjerner løbske om jorden. Dagen og natten skal veksle i blink, hvidt og sort, og himlen skal gå som et hjul. Vi maler dig sommer og vinter som feber; hede skal flyve på dig og vige igen for kulde. Men til sidst maler vi dig vintertid.”

Til lyden af Grottes stenkværn ender Mikkel Thøgersens liv, og sådan ender også den bedste roman i dansk litteratur. Det går hele tiden nedad, alting falder i ”Kongens fald”, der samtidig på et højere plan føles så opløftende at læse. For man glæder sig, griner og græder og overvældes uophørligt af bogens mirakuløse skønhed og febervilde fantasi.

Og sådan er det jo med al stor litteratur.8

Kasper Støvring er forfatter og foredragsholder.