Kristendommen er verdenshistoriens største kulturelle omvæltning

Den berømte amerikanske professor i religionsvidenskab Bart D. Ehrman forklarer i denne nye bog kristendommens triumf – uden at gøre udviklingen til en triumferende fortælling

Bogen er et godt indlæg i diskussionen om kristendommens tilblivelse og oldkirkens liv, der trækker stærke tråde op til nutidens globale kristendom. Her ses Kristus-statuen i Rio de Janeiro. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.
Bogen er et godt indlæg i diskussionen om kristendommens tilblivelse og oldkirkens liv, der trækker stærke tråde op til nutidens globale kristendom. Her ses Kristus-statuen i Rio de Janeiro. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Kristendommen er en omvæltning uden sidestykke. Det er den mest gennemgribende kulturelle transformation, som verden har set. På få århundreder voksede den kristne tro fra et par håndfulde tilhængere til den dominerende religion i den vestlige civilisation. Det er en triumf, hvilket er sagt uden skelen til kristendommens indhold. Det er her kun sagt om dens sejr.

I nærværende bog har den kendte amerikanske professor i religionsvidenskab Bart D. Ehrman således sat sig for at forklare kristendommens triumf uden at gøre det til en triumferende fortælling. Hvordan kunne det være, at troen voksede så voldsomt og fik denne omvæltende betydning?

Allerede i 1996 beskrev religionssociologen Rodney Stark denne udvikling. Det skete i bogen ”The Rise of Christianity”. Her beskrev han, hvorledes en lineær stigning af tilhængere kunne få kristendommen til at vokse fra 20 personer til 30 millioner på 300 år. Der skulle faktisk ikke meget til. 100 kristne skulle kun omvende tre til fire personer om året for at nå disse tal. Men hvad skyldtes det?

Ehrman udfolder tankegangen i tilknytning til Stark, men udvikler sine egne teorier. Centralt står Paulus og Konstantin den Store. Selvom Ehrman faktisk fastholder, at kristendommen kunne have opnået samme resultater uden Konstantin, så var hans legitimering af kristendommen så at sige benzin på motoren.

Bogen begynder med Konstantin og ikke med Jesus. Det er påfaldende, men Konstantin er et konkret udtryk for transformeringen af civilisationen. Både Paulus og Konstantin har selvstændige kapitler i bogen, der ellers gennemgår historien fra begyndelse af kristendommens historie til det vestromerske riges sidste kejser, Romulus Augustus i 476 f.Kr. med særligt henblik på kristendommens mission og de romerske modtræk.

Og det er en velskrevet og velargumenteret bog. Ehrman forholder sig til kilderne, hvor særligt Paulus i den første tid er afgørende, og hvor Apostlenes Gerninger med rette ses som et teologisk indlæg i det andet århundrede. Således skal Apostlenes Gerninger som Paulus-biografi behandles med varsomhed, men som Paulus-tolkning med beslutsomhed.

Kristendommen var monoteistisk og missionerende. Særligt det sidste var afgørende, og Ehrman får beskrevet de konsekvenser, det får for det romerske samfunds- og trosliv. Det vil være forkert at sige, at monoteismen konsekvent medfører intolerance og vold. Det modbeviser de romerske modtræk mod de kristne, men samtidig får kristendommen samme intolerante træk, da den sætter sig i sejrsstolen. Afgørende er det, at kristendommen ændrer den åndelige indstilling fra dominanskultur til en kultur, der har en respekt for den svage.

Men hvad var kristendommens stærkeste kort på missionsmarken? Her er Ehrman helt i tråd med den amerikanske historieprofessor H.A. Drake, der har beskrevet det fjerde århundrede som et århundrede bestående af mirakler. Det er miraklet og det mirakuløse, der er et af kristendommens stærkeste missionskort. Ikke at folk nødvendigvis selv erfarer miraklet, men de hører om det. Fortællingerne var overbevisende. Mirakelfortællingerne er, sammen med beretningerne om martyrerne, der er, som Tertullian siger det, kirkens udsæd, den kristne missions brækjern til en hedensk verden, der skal omvendes.

Det er et spændende og væsentligt perspektiv, der skal fastholdes, og som også finder udtryk i kirkens egen missionsforståelse i Apostlenes Gerninger.

Ehrman kommer vidt omkring. På mange måder er bogen en tidshistorisk gennemgang af de første fire århundreder med nedslag i de væsentligste begivenheder. Der savnes måske en lidt større fokusering på den kristne tekst-tilblivelse, og en person som Markion kunne også bidrage til en dybere forståelse af kristendommens sammenhæng mellem erfaret liv og Kristus-åbenbaring. Markion berøres dog ikke.

Kilderne behandles således godt, men de nytestamentlige kilder til tider lidt for håndfast. Ehrmans styrke er, at han tolkende sammenholder forskningsresultater og tør drage konklusioner af dem.

Bogen er glimrende oversat af Lisbeth og Mogens Müller, selvom der visse steder er enkelte anglicismer, for det hedder eksempelvis ikke på dansk: ”Hvordan kom det til, at en håndfuld (...)” Men sproget er let og flydende. Bogen er et godt indlæg i diskussionen om kristendommens tilblivelse og oldkirkens liv, som altid er spændende, men også vanskeligt at få hold om. Her er et bud.