Prøv avisen
Bog

Derfor er øer så fascinerende

Det helt særlige ved Schalanskys projekt ligger samtidig i hendes legesyge forhold til den videnskabelige virkelighed som kort, atlasser og optegnelser påstår at fremskrive. - Foto: J. Bauer/Süddeutsche Zeitung

Tyske Judith Schalansky har begået et mesterværk: fascinerende, morsomme og tankevækkende beskrivelser af alverdens småøer

Judith Schalansky: Atlas over afsidesliggende øer. 144 sider. 349,95 kroner. Vandkunsten.

”Sandsynligvis elskede jeg atlasser så højt, fordi linjerne, farverne og navnene i dem erstattede de virkelige steder for mig, som jeg alligevel ikke kunne komme til.”

Med disse bemærkninger lægger den tyske forfatter Judith Schalansky, som i Danmark blev kendt for sin roman ”Giraffens hals” fra 2011, rammen om sit sublime værk ”Atlas over afsidesliggende øer. Halvtreds øer, jeg aldrig har været på og aldrig vil komme til”. Opvokset i det forhenværende DDR benyttede hun sig som barn af verdensatlasser for at foretage de rejser, som af politiske grunde ikke var mulige for hende indtil 1989.

Siden har denne form for indre rejse tydeligvis ikke sluppet forfatteren igen. I hendes ”Atlas over afsidesliggende øer” - på dansk nu udgivet i en ekstraordinært flot illustreret pragtudgave hos Forlaget Vandkunsten - ”besøger” hun 50 afsidesliggende øer, som hun aldrig selv har set og efter al sandsynlighed heller aldrig kommer til, men som hun her tager den fra første side tryllebundne læser med på en svimlende rejse til: Bjørneøen og Himmelfartsøen i Det Arktiske Ocean, Trindade og Syd-Thule i Atlanterhavet, Rapa Iti, Campbell-Øen, Påskeøen og Iwo Jima i Stillehavet, Franklin-Øen og den ildevarslende Deception Island i Det Antarktiske Ocean “ for blot at nævne nogle eksempler.

Tilgangen er nogenlunde identisk i forhold til hver beskreven ø: Schalansky aftegner de geografiske betingelser, placeringen i havet og krydrer dem med angiveligt historisk faktuelle anekdoter. Om afhentningen af Napoleons lig fra St. Helena eksempelvis, eller om det lidet kendte, kortvarende diktatur ved den selvudråbte konge Victoriano lvarez på den glemte Clipperton-Atoll under Første Verdenskrig. Kannibalisme, socialistiske utopier, sulteperioder: Schalanskys bog antyder mangfoldigheden af baggrunde og udviklinger, som disse små, isolerede øer er præget af. Fascinerende læsning, underholdende, forfriskende: Et slet og ret imponerende værk. Og en vidunderlig lænestolsrejse rejse ud i det blå.

Det helt særlige ved Schalanskys projekt ligger samtidig i hendes legesyge forhold til den videnskabelige virkelighed som kort, atlasser og optegnelser påstår at fremskrive. Allerede i indledningen gør forfatteren det klart, at der ikke findes et eneste kort, som ikke afspejler en eller anden form for ideologisk virkelighedskonstruktion: kortene henviser ikke til en objektiv virkelighed, men er med til at skabe en virkelighed, en opfattelse af hvordan verden ser ud. Hendes egne fantasirejser under DDR-tiden er nu blot blevet udvidet til en generel afsøgning af virkeligheden og dens fremstillingsmåder.

Det er i denne forbindelse sigende, at Schalansky netop skriver om øer. Gennem hele litteraturhistorien har øerne været stederne, hvor utopier blev placeret: Det er her, forfattere har forestillet sig andre, ideale samfund, og hvor eksistentielle erfaringer om ensomhed blev afsøgt. Øerne har altid repræsenteret egne, afgrænsede mulighedsrum for os. Og selvom øerne hos Schalansky netop ikke er perfekte utopier eller idealtilstande, skriver hun sig ind i denne traditionslinje, ja hun nærmest genopfinder den efter utopiernes sammenbrud: Videnskab og kartografi er ikke nok, er budskabet, det er først mennesker, der med deres kunstneriske kreativitet skaber verdener, gør dem nærværende, udvikler utopier og dystopier, skaber liv og død. Ligesom hun i sin roman ”Giraffens hals” latterliggør den naturvidenskabelige reduktionisme, ifølge hvilken alt kan forklares genetisk, insisterer Schalansky også her på menneskets fantasi og kreativitet, kort sagt: på den menneskelige frihed, der er større end regneark og angiveligt objektive verdenskort.