Derfor er Shakespeare en af os

Shakespeare er vores samtidige, fordi han stadig smukkest af alle fortæller om menneskelivets hele skala af glæde og gru, skriver Rasmus Vangshardt om den folkelige Shakespeare, der fejres i disse dage i København

Hele året fejres Shakespeare med et væld af opsætninger. Aktuelt kan man i Ørstedsparken opleve projektet ”Elskovs Gækkeri” med Folketeatret og teatergruppen Shakes.
Hele året fejres Shakespeare med et væld af opsætninger. Aktuelt kan man i Ørstedsparken opleve projektet ”Elskovs Gækkeri” med Folketeatret og teatergruppen Shakes. . Foto: Folketeatret.

”Hvad min far/ nu mister, falder mig til. Jeg får alt;/ de unge stiger, hvor de gamle faldt.”

Med kalkulerende kulde forkynder bastardsønnen Edmund i William Shakespeares ”King Lear” den tid, der kommer.

Det synes hans halvbror, den legitime og gode Edgar, at bekræfte med omvendt fortegn i stykkets sidste replik:

”Sorgtider tynger os, så det vi siger/ er hjertets dybe trang og ikke smiger./ Den ældste har lidt mest; vi unge får/ ej nær hans alder, ej så tunge kår.”

Idéen om en ny tid, som Edmund og Edgar her deler, er vigtig. Den gør i ét perspektiv Shakespeare til vores samtidige; Shakespeare repræsenterer os, den nye tids sidste børn. I dette perspektiv er han den første moderne, og det er grunden til, at vi så godt kan lide ham. Vi føler os beslægtede med ham i modsætning til præmoderne forfattere som Homer og Dante. Et gammelt, præmoderne subjekt, bundet til stand og familie, opløses, og en ny individualisme bliver til. Eller som litteraten Lee Patterson har udtrykt det:

”Vi genkender i Hamlet en beslægtet ånd: han udtrykker vores modernitet.”

Det er glædeligt, hvis Shakespeare her 400 år efter sin død (stadig) er vores samtidige, men i dette perspektiv består uheldet også i, at ekstravagant onde Edmund og en talentfuld kyniker som Iago i Othello også repræsenterer den nye tid. Den nagbærende Iago bruger sin modernitet til at snyde den dumme Othello, der er fanget i den gamle verdens indskrænkede forestillinger om godt og ondt.

Det er så at sige bagsiden af medaljen, når vi skal hylde Shakespeare som moderne på denne måde. Det er ikke kun den elskelige Hamlet, men også nogle af Shakespeares ondeste opfindelser, der bliver ”en af os”.

Dette skema har tilladt mange dygtige litterater at tale om Shakespeare som vor samtidige. Faktisk kan man sige, at de fire formentlig mest indflydelsesrige Shakespeare-kendere efter Anden Verdenskrig alle deler synspunktet: Harold Bloom, Terry Eagleton, Jan Kott og Stephen Greenblatt. Alle fire mener – af vidt forskellige årsager – at noget helt nyt bliver til med Shakespeare, hvad enten han skaber et nyt menneske eller blot er en funktion af datidens nye menneske.

Men det kan gøres bedre. Shakespeares geni består snarere i, at han gør sig samtidig med os, fordi han bedst af alle udtrykker de ting, der altid har været sandt om menneskelivet, før som nu.

Det var polske Jan Kott , som i 1964 netop skrev bogen ”Shakespeare, vor samtidige”. Der argumenterede han for, at en af årsagerne til Shakespeares universalitet består i nutidens opsætninger af ham på teateret:

”Hvis Shakespeare-forestillinger er kedelige og døde, er ikke blot epokens teater, men også dens dramaturgi afgået ved døden,” skrev Kott dengang.

Med andre ord er det sådan, at hvis vores tid laver dårlige opsætninger af Shakespeare, afspejler det, at selve tidens dramaturgi har spillet fallit.

Hvis Kott havde ret, ser det trist ud for Det Kongelige Teater, der de seneste år har blameret sig med en ubærlig Macbeth og en meningsløst politiseret Lear. Kun Richard III er lykkedes. Jan Kott ville nok have forsvaret sin tese med, at man kunne sige det samme om Richard III-opsætningen, som Macbeth siger om livet: ”Et kort lys.”

Kott havde bestemt fat i noget i denne version af Shakespeares universelle betydning, men problemet er, at han stadig betragtede Shakespeare som et specifikt moderne vidnesbyrd. Shakespeare var en, der foregreb vor tids meningstomhed, og det absurde teater med Samuel Beckett og Eugène Ionesco var Kotts samtids resultater.

I denne forstand mente Kott det samme som Stephen Greenblatt, der skriver, som om det først var i renæssancen, at mennesker fik historisk bevidsthed og subjektivitet samt Harold Bloom, der i 1998 nok så berømt argumenterede for, at det var Shakespeare, der ”opfandt det menneskelige”. Bloom foragter Greenblatt og omtaler ham ofte blot som ”den franske Shakespeare-forskning”, selvom Greenblatt er ærkeamerikansk. Men Bloom og Greenblatt mener altså strukturelt set det samme i deres forestilling om det moderne menneskes fødsel omkring Shakespeares tid, uanset at de er uenige om årsagerne.

Shakespeare er bare ikke blot vores samtidige, fordi han udtrykker vores modernitet. Hvis vi fokuserer på det, overser vi hans mere grundlæggende geni. Det er i dette perspektiv, at Harold Bloom dog har fat i noget, for hos ham bliver Shakespeare ikke det blotte tilfældighedsprodukt af en given tid. Bloom står fast på den frie vilje og menneskets evne til genial kunstnerisk skabelse. Men han glemte gamle kong Lears endnu ældre visdom: ”Af intet kommer intet.”

Shakespeare var og forbliver et geni, ikke Gud, og derfor kom hans kunst ud af det menneskeliv, han ikke selv havde skabt, og som leves til alle tider.

Shakespeare er vores samtidige, fordi han stadig smukkest af alle fortæller om menneskelivets hele skala af glæde og gru. Og han er den største, fordi han mestrer at lade denne skala komme til udtryk hos alle fra skøger og drukkenbolte, over dumme damer og uvirkelige hofnarre til konger og Kleopatra’er. Uden at nogen mister deres særegne stemme. Det var præcis denne fantasiens fantastiske spændvidde over livets historie, der fik Grundtvig – af alle – til at kalde Shakespeare en profet. Skjalden, der siger sandheden om barden.

De vilkår, Shakespeare beskriver, har altid været til, og det er også derfor, at mange af de ikke-moderne skikkelser i Shakespeare-universet kan synge sande sange om livets ebbe og flod.

Som den melankolske gentleman Jacques i ”Som man behager” udødeligt slår fast, at ”hele verden er en scene”. Som Macbeth, der mener, at livet er en historie, ”fortalt af en tåbe, fuld af larm og bulder, som slet ingenting betyder”. Eller som den nyslåede kong Henrik V siger til fede Falstaff: ”Gud ved, og verden skal erfare det/ jeg vender ryggen til mit gamle jeg.”

Melankoli, ødelæggelse, opstandelse. Alt det, Gud ved, og som verden skal lære, fortæller Shakespeare om. Derfor er han vor samtidige, til alle tider.