Poul Nyrup Rasmussen (S) sagde i sin tale nytårsdag 1998: ”Det er nok ikke tilfældigt, at vores moderne samfund også bliver kaldt for et risikosamfund.” Klaus Rasborgs bog om udtrykkets ophavsmand, Ulrich Beck, forklarer, hvorfor det ikke er tilfældigt.
Ulrich Beck, der døde i 2015, på netop årets første dag, var tysk sociolog i den lærde tyske tradition fra Max Weber og Frankfurterskolen, og hans tanker er stadig blandt de mest indflydelses-rige sociologiske teorier. Udgangspunktet for Becks teori er udviklingen fra landbrugsfællesskab til industrisamfundet og derefter industrisamfundets udvikling til det moderne samfund.
Da landbrugsfællesskabet blev industrisamfund, blev borgerne sat fri af mange livstraditioner. I stedet skulle de sælge deres arbejdskraft på et arbejdsmarked i et samfund. De havde et hårdt liv, men opnåede en større individuel frihed, end de havde haft under feudale forhold på landet, og de organiserede sig solidarisk som arbejderklasse.
I det moderne samfund er individerne frisat fra industrisamfundet. Vi er endt som en forbrugsorienteret middelklasse med masser af fritid og velfærd. Men samtidig er solidariteten svækket, vi er vores egne individuelle succesprojekter, der skal være perfekte og klare os i et neo-liberalt samfund, mens vi prøver at opnå succes på de sociale medier. Vi skaber vores egen karriere og har en valg-biografi, det vil sige, vi skal selv skabe vores liv, og mislykkes det, er det vores egen fejl. Det eneste, vi ikke kan vælge, er at blive fri for valgfriheden.
Denne overvældende frihed på det individuelle plan modsvares af en stor tvang i samfundets institutioner. Vi bliver registreret, vi skal være disciplinerede børn i skolen, vælge en uddannelse både tidligt (i 8. klasse!) og klogt, så vi ikke bliver arbejdsløse, de studerende styres af adgangsbegrænsning og fremdriftsreform, og bliver vi syge, følges vores sygefravær, så samfundet, der betaler, ikke bliver snydt.
Vi er ifølge Beck ikke mindre religiøse, verden er ikke blevet affortryllet af sekularisering og rationalitet, men genfortryllet af individualiseringen, så vi også selv vælger tro, med en mangfoldighed af trosgenstande som resultat: Foruden traditionel religion er der nyreligiøsitet, kostplaner, veganermad, kamp for hvaler, fitness, klimakamp og så videre. Vi kan lave vores egen ”gud”.
Fordi vi påtvinges alle disse valg mellem traditioner og fællesskaber, tænker vi hele tiden over, hvordan vi skal leve. Vores liv og valg er derfor gennemreflekteret af overvejelser, og derfor kalder Beck den nye modernitet for en refleksiv modernitet.
Det vil her føre for vidt at komme ind på bogens skarpe og tankevækkende analyser af vores familieforhold i ”forhandlingsfamilier” og vores kærlighedsliv, der er blevet internationaliseret med distanceforhold, flerkulturelle par, ægteskabsimmigranter østfra, familie-arbejdsimmigranter (au pair-piger med børn og mand i hjemlandet) og rugemødre i udlandet.
Det industrielle samfund producerede og fordelte goder og var kun risikabelt for bestemte grupper, for eksempel ved arbejdsulykker, nedslidning eller dårlige boliger i bestemte kvarterer.
Det moderne samfund producerer derimod risici: forurening, farlige fødevarer, global opvarmning, terrorisme, epidemier. Vi lever i ”de utilsigtede konsekvensers tidsalder”, og som noget nyt rammer disse risici os alle på en global skala, rig og fattig, sort eller hvid. Risici vurderes af videnskaben, så vi er helt afhængige af eksperter, og vi møder vurderingerne i medierne, som sætter vores dagsorden og rammerne for vores tænkning. Når nogle så ønsker mere internationalt samarbejde, mens andre prøver at lukke af for omverdenen, polariseres vores samfund.
Det kan måske lyde, som om Becks beskrivelse er pessimistisk, men det er den faktisk ikke. Beck tror på fornuftens muligheder og hæfter sig ved, at globale farer også efterhånden forener os i kosmopolitiske fællesskaber som kritikken af global ulighed, miljøødelæggende adfærd, internationale banker og finanssvindlere og så videre.
Bogen er velskrevet og systematisk i sin fremlæggelse af både Ulrich Becks og andre sociologers teorier, og dens analyser giver ind-imellem læseren oplevelsen af, at der falder skæl fra øjnene.
Det er ikke kun et tab i traditioner, forskere kan påpege, indimellem kan moderne forskere også ufrivilligt af-sløre et tab i lærdom. Klaus Rasborg skriver, at Becks ph.d.-afhandling nåede den højeste udmærkelse, ”cumma sum laude”. Da Beck blev bedømt ved universitetet i München, hvor den solidere tyske lærdomstradition hersker, er jeg overbevist om, at eksaminator sagde ”summa cum laude” – det er nemlig korrekt latin og betyder ”med den største ros”. Det fortjener Rasborgs bog også, når man ser bort fra den slags sproglige kiks.