Prøv avisen

Derfor er Yahya Hassan bogsæsonens sensation

”De fleste forfattere oplever ikke ret meget. Her er så en, der virkelig har oplevet noget for alvor. Og han evner så samtidig at gå ind i denne modernistiske lyriktradition. Så sker der noget. Det er en del af kunstens fornyelse,” siger lektor Hans Hauge om Yahya Hassan (billedet), der har sat Trillegården i Aarhus på det litterære landkort. – Foto: Polfoto.

Dansk-palæstinensiske Yahya Hassan skriver litteraturhistorie med sine debutdigte, der nu er trykt i uhørte 21.000 eksemplarer. Hans enorme succes er udtryk for, at litterær fornyelse ofte kommer fra den sociale og geografiske udkant, påpeger eksperter

Det hænder af og til i det danske litterære landskab, men vel aldrig tidligere med en sådan kraft som denne gang: det langtrukne brag af et gennembrud for digteren Yahya Hassan over flere uger og i samtlige medier. Det var også en cocktail, der måtte udløse sensation: oplagt digterisk talent, et løfte om indblik i de muslimske indvandreres tilværelse og en medie-hype på turbo.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Opgøret med en smertefuld opvækst

Hans Hauge, lektor ved Aarhus Universitet, peger på, at man i Norge oplevede et fænomen, der minder meget om det, som vi nu bevidner herhjemme med Yahya Hassan. I 1993 blev ugandiskfødte Bertrand Besigye en norsk bestseller med digtsamlingen Og du dør så langsomt at du tror du lever.

Han var på alles læber. Det var et helt tilsvarende fænomen. I det hele taget er det sådan, at når først en indvandrerlitteratur kommer frem, vækker den altid stor opmærksomhed, konstaterer Hans Hauge.

Man så det også, da forfattere med rødder i kolonierne dukkede op i engelsk litteratur: Hanif Kureishi, der også revsede sit eget miljø, Zadie Smith, og flere andre. De satte dagsordenen i flere år.

Hans Hauge finder Yahya Hassans digte både ægte og sande, men bemærker, at det var forudsigeligt, hvordan denne digtsamling ville blive håndteret af anmelderne.

Ingen ville have kunnet stå frem og sige, at ham der Yahya Hassan ikke kan skrive. Omvendt med Henrik Dahl, hvor alle på forhånd var enige om, at han ikke kunne skrive roman. Ingen af de to behøvede strengt taget fremsende deres bøger til aviserne, for anmeldelsen var skrevet på forhånd.

Hans Hauge peger på et andet karakteristisk træk ved Hassans digte, ud over at de rammer ind med uventet styrke fra uventet kant:

Han genoptager den kendte litterære figur, som er sønnens opgør med en hyklerisk og undertrykkende far. Knut Becker og Jørgen Nielsen havde den religiøst forblændede far som specialitet. Erling Jepsen skabte sig selv sådan en i Gram, for hans rigtige far var vist ikke sådan. De kulturradikale fik jo udryddet de hykleriske, dobbelt-moralske missionsfædre. Man skal ikke længere forvente mere i den boldgade fra Thisted og Hanstholm, for alle steder i Danmark er blevet ens. Men nu kan man med de muslimske ghetto-fædre tage en ny runde.

Yahya Hassan hvirvler i digterisk form temaer op, som i forvejen var hvidglødende emner på den politiske arena, mener Hauge:

Det udløser naturligvis nu debatten om, hvem der må tage patent på ham rød eller blå fløj? Og den klassiske med, hvem der har lov at fremføre kritik af muslimske familier. Lars Hedegaard må ikke, men en indefra må gerne. Der breder sig jo i øvrigt nu en stor lettelse over, at der endelig er en indvandrer, der siger disse ting.

Yahya Hassan indskriver ukendte egne på litteraturens landkort, bemærker Hans Hauge.

Hans digtning rapporterer fra et sted i vort eget land, hvor vi aldrig har været. Selvom jeg har boet i Aarhus det meste af mit liv, har jeg aldrig sat mine ben i Trillegården. Nu sættes der stemme på Trillegården. En fremmed og eksotisk del af landet er blevet litterært kortlagt. Rungsteds lyksaligheder, Gram og nu ghettoen. Ser på Danmarks kort til hver plet har fået stemme, synger vi. Nu fik denne plet stemme. Men man kan gribe sig selv i at spekulere over, hvad der sker med Hassan, når han nu kommer på Forfatterskolen? Han kan jo ikke skrive et Bind II af dette gennembrud.

Foreløbig er han i al fald en opsigtsvækkende ny røst.

De fleste forfattere oplever ikke ret meget. Her er så en, der virkelig har oplevet noget for alvor. Og han evner så samtidig at gå ind i denne modernistiske lyrik-tradi-tion. Så sker der noget. Det er en del af kunstens fornyelse.

Hans Hauge påpeger, hvordan udefrakommende Hassan har lov at benytte former i lyrikken, som ellers regnes for tilbagelagte.

Han bryder med idéen om lyrik som ren sprogfiktion og melder realismen tilbage på banen. Ingen er i tvivl om, at digtenes jeg er Hassan. Her er der ingen skelnen mellem forfatter og fortæller. Når en digter som Pablo Henrik Llambias skriver om sig selv, og folk så spørger til det private, så siger han straks, at det skam slet ikke er ham alligevel. Hassan lader ikke læseren i tvivl om, at han virkelig har oplevet disse ting. Det er ikke selviscenesættelse i flere lag, men spontant og romantisk. Wordsworth talte om kraftfulde følelsers spontane flyden over som kendetegnet på romantikken, og det er jo, hvad vi her oplever.

Og det har læserne savnet?

Det tror jeg. Mange kan lide, at Hassan bryder gennem omskrivningerne og siger tingene, som de er. Han kan jo også fortælle disse ting friere, fordi han benytter sig af lyrikken. Endnu engang vinder litteraturen over de sociologiske afhandlinger.

Hauge påpeger, hvordan Yahya Hassan også kommer til at tage en anden tråd op:

Der ligger en gammel forbindelse mellem digteren og forbryderen. Jean Genet var begge dele, og det er noget, der pirrer og optager. Disse digte vil blive stående som et virkeligt omdrejningspunkt. Men det kan gå Hassan ligesom Besigye, der skrev flere digtsamlinger, uden at de blev synderligt bemærket. Yahya Hassan bliver allerede læst i gymnasierne nu, men bliver jo så del af systemet. Assimileret og eksamenspensum. Det kan være døden.

Forfatteren Bent Vinn Nielsen, en af vore fineste prosaister, kom selv ind fra kanten som ung. Han var såmænd specialarbejder fra Sulsted i Vendsyssel. Men han opfordrer til at slå koldt vand i blodet, når man taler om et ude og inde i forhold til litteraturen.

Nu skal man huske, at så godt som ingen forfattere er født i det litterære miljø. Men de kan jo ofte komme fra det akademiske. Jeg kom som autodidakt, helt uden akademiske forudsætninger. Men jeg er vel at mærke ikke autodidakt af overbevisning.

Vinn Nielsen kan ikke klage over lukkede døre.

Jeg må sige, at jeg udelukkende er blevet budt velkommen alle vegne, og jeg mødte ingen sociale fordomme. Jeg skulle så lige lære, hvad en hors doeuvre var, og at tage støvlerne af, før jeg gik ind på parketgulvene, men det var også det eneste.

De autodidakte nyskaber ikke litteraturen fra bunden, mener han.

Typer som mig går ad de stier og spor, som akademikerne først gik ad. Når de ikke længere gider gå der, er det, fordi de i reglen har fundet det meste. Vi andre finder så måske nogle frugtbare sidespor.

Nok kan den udefrakommende medbringe et særligt og eksotisk stof, men når det ikke lige gælder ghettoerfaringen, mener Bent Vinn Nielsen, at der er måde med nyhedsværdien.

Den danske litteratur er jo fyldt med stof om arbejderklassen. Og er man født i Hellerup og kan skrive, så er det selvsagt lige så godt.

En arbejderforfatter vil i reglen have læst en bunke allerede i de unge år.

Kunsten opstår så godt som altid uden for cirklerne. Alligevel er der ofte en forstilling om, at de, der kommer udefra, er spinklere kvalificeret. De skal faktisk være bedre kvalificerede. I reglen er man meget belæst, når man kommer udefra. Men det er værkerne selv, man har læst i stor mængde, mindre al metoden og teorien. Jeg har en datter, der læste litteraturvidenskab, og mellem de bøger, hun slæbte hjem, var der kun et enkelt skønlitterært værk. Ellers var det teori det hele.

Men Bent Vinn Nielsen er netop ikke autodidakt af overbevisning og dyrker ikke nogen uspoleret oprindelighed.

Jeg kan ikke døje den der holdning med, at en lang uddannelse skader kunstnerisk talent. Som om man skrev bedre som fårehyrde, end hvis man er vokset op i Klampenborg med en professorfar og en mor, der var sadomasochist. Dannelse er godt, og man burde ikke have lov at sidde i Folketinget, hvis man ikke kan stave til Baudelaire.

Bent Vinn Nielsen sætter stor pris på det, han har læst af Yahya Hassan.

Der er gang i ham, og han er åbenlyst et stort talent. Han behersker hele det der litteraturapparat, men samtidig repræsenterer han klart nok noget, der ikke findes i den danske litteratur i forvejen. Litteratur er meget langsom til at tage nyt ind. Sådan nogle som mig sidder jo stadigvæk og skriver om ting fra 1960erne og 1970erne. Vi skal nok få flere på banen med indvandrerbaggrund.

Litterær direktør på Gyldendal, Johannes Riis, er Yahya Hassans udgiver, og der udgives på fuld kraft: Digtsamlingen Yahya Hassan er nu trykt i 21.000 eksemplarer. Førsteoplaget var på 800.

Dette er ekstraordinært, konstaterer Johannes Riis.

Han har udgivet romaner af Jakob Ejersbo og Kim Leine, der også kom ind på scenen fra uformodet side, og Riis har ofte kunnet konstatere, at litteratur, der kommer fra kanten, rummer en særlig energi.

Yahyas bog er præget af en vældig udtrykskraft og et stort behov for at meddele sig. Det gælder også både Ejersbo og Leine. Også de kom med noget, som var dem magtpåliggende fra miljøer, der ikke er overrendt af litteraturen. Hos Yahya finder vi en autenticitet og en vældig vrede, kombineret med stor refleksionsevne og formidlingskraft. Endnu en gang oplever man, at kunsten kan slå døre ind, fordi den kan sige andet og mere end kronikker og undersøgelser. Naturligvis fordi man så tydeligt mærker, at det er menneskelig erfaring, der taler. Og taler på en måde, så man ikke kan undgå at blive følelsesmæssigt ramt.

Opmærksomheden vokser vel yderligere, fordi vi erfarer noget fra ghettoernes ellers ganske lukkede verden?

Ja, naturligvis, men den erfaring formidles med en helt usædvanlig sproglig kraft, der hænger sammen med en anden sproglig klang. Yahya er jo vokset op med et helt andet sprog og talte arabisk med sine kammerater. Dertil er hans digte i besiddelse af en bevidst litterær kraft. Det er jo ikke tilfældigt, at Yahya fortæller, at det var læsning af Knausgaard, der angav ham vejen.

Har læserne haft et behov for det uslebent realistiske?

Det kommer helt an på, hvordan det kommer til udtryk, tror jeg. Leine har sin overbevisende måde at opleve Grønland på, ligesom Yahya har en måde at opleve de muslimske miljøer på, og Yahyas fremstilling vil utvivlsomt udløse spændende diskussion med andre, som har haft anderledes oplevelser.

Johannes Riis vil som erfaren forlagsmand gerne afstå fra at drage sammenligninger og optegne tendenser.

Dette er noget helt enestående. Denne digtsamling har karakter af en eksplosion. Vi vidste, at dette ville komme før eller senere. Og vi kommer til at høre mere af denne art.

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af digtsamlingen her.