Prøv avisen

Derfor gik det galt mellem islam og Vesten

Bøger: Den amerikanske islam- og Mellemøsten-ekspert Bernard Lewis har skrevet en lærd og præcis analyse af den muslimske verdens konflikt med Vesten. Udkommer i dag

I den forgangne sommer udsendte FN´s Udviklingsprogram en opsigtsvækkende rapport om udviklingen i 22 arabiske lande. Rapporten gav alle landene dumpekarakter for deres mangel på frihed, for undertrykkelsen af kvinder og svigtende evne til at uddanne unge og udnytte deres viden. De arabiske lande er faldet så langt bagud, at deres samlede økonomi er på størrelse med Finlands. Af samme grund vil mere end halvdelen af alle unge arabere forlade deres hjemlande for at søge lykken andre steder, hvis de havde mulighed for det.

Det er den virkelighed, den nu 86-årige amerikanske islam- og Mellemøsten-forsker Berhard Lewis skriver om. Princeton University-professoren er formentlig verdens førende kapacitet på feltet og derfor god at vende sig imod, når man skal have besvaret spørgsmålet: Hvad gik galt i forholdet mellem Vesten og islam?

Og det er da også næsten den ordrette titel på den bog, som han skrev inden terrorhandlingen den 11. september i fjor, og som nu er oversat til dansk.

Bogen handler ikke om islamisme og den ekstremistiske islam, der avler terrorisme, men derimod om den historiske og kulturelle udvikling, der har sendt den islamiske civilisation ud i et økonomisk og kulturelt mørke og derfor også et dybt modsætningsforhold til Vesten. En muslimsk kultur og civilisation med tanke- og ytringsfrihed, som igennem hele middelalderen var centrum for fremskridtet og fristed for forfulgte jøder og kristne afvigere fra blandt andet Europa. I dag er kulturen degenereret til det modsatte.

En af bogens hovedtanker er, at moderniseringen af de muslimske samfund ikke er lykkedes, fordi samfundene alene har satset på en militær, økonomisk og politisk udvikling. Den lange stræben efter frihed er endt med »en række tarvelige tyrannier, der kun er moderne med hensyn til deres undertrykkelses- og propagandaapparat«. Uden en dybtgående kulturel forandring, som skaber grundlæggende værdimæssig fornyelse, sker transformationen af de muslimske samfund ikke.

Lewis konstaterer konkluderende i bogen, at hvis de muslimske befolkninger kan lægge offerrollen på hylden og i stedet forene deres talenter i en fælles indsats, kan de igen gøre Mellemøsten til et af civilisationens store centre. Men der er lang vej, og endnu mangler muslimerne at vende det kritiske blik indad.

Som forklaring på den skæbnesvange udvikling har den muslimske verden udviklet en række syndebukke. Vestens imperialisme er en af dem. I dag har USA afløst de tidligere kolonimagter som »den store satan«, men den amerikanske indflydelse er en konsekvens af og ikke en årsag til den indre svækkelse i de mellemøstlige stater. Hvorfor sejlede de opdagelsesrejsende fra Spanien og Portugal og ikke fra den muslimske verden? spørger Lewis. Hvorfor fandt det videnskabelige gennembrud sted i Vesten og ikke i den rigere, mere udviklede og i de fleste henseender dengang mere oplyste islamiske verden.

Også jøderne har fået skylden for alt, der går og er gået galt i de muslimske lande. Lewis peger her på, at det har været slemt nok at blive besejret af Vesten, men at lide nederlag til en »flok usle jøder« - sådan blev de betragtet af araberne - som det lykkedes at etablere en stat i hjertet af den muslimske verden, var en ubærlig ydmygelse.

I den muslimske verden har selvkritiske røster peget på, at ikke mindst den muslimske kønsdiskriminering spiller en væsentlig rolle for landenes tilbageståenhed. Den islamiske verden går glip af de talenter og den kreativitet, som halvdelen af befolkningen besidder. Samtidig giver man de uuddannede og undertrykte mødre ansvaret for at opdrage den anden del af befolkningen. Nogle hævder, at de muslimske mænd netop derfor risikerer at blive arrogante og undertrykkende og dermed uegnede til at leve i et frit og åbent samfund.

Man er i gode hænder hos Bernard Lewis, men der gives ingen hurtige eller skråsikre forklaringer på det historiske forløb. Med præcise, men brede penselstrøg fører han sin læser igennem historiens udvikling i den tyrkiske og arabiske verden med en enestående sans for detaljen.

Han konstaterer med indsigt i regionens historiske arkiver, at europæere rejste langt mere til den muslimske verden, det osmanniske rige, end omvendt, blandt andet fordi Europa var tilbagestående, og muslimerne ikke havde helligsteder her. Det havde de kristne i Mellemøsten. Han beretter, at lærde i Vesten oversatte muslimsk litteratur i lange baner, mens den muslimske verden oversatte meget lidt vestlig litteratur. Han dykker ned i diplomatiske beretninger, hvor muslimske udsendinge til Vesten konstaterer, at europæerne har effektive bureaukratiske systemer, hvor embedsmænd udpeges og forfremmes efter meritter og kvalifikationer og ikke på grundlag af nepotisme. Han reflekterer uhyre indsigtsfuldt over det mellemøstlige forhold til tid og præcision og den muslimske verdens manglende evne til at lave køreplaner - også for andet end togtrafikken.

Konkluderende konstaterer Lewis, at den muslimske verden konsekvent har foretaget et kulturelt fravalg. Man tog, hvad man kunne bruge fra de vantro, men man behøvede ikke undersøge de vantros litteratur, kultur eller forskruede idéer.

Og dermed ender vi ved religionen.

For skal man lægge Lewis ord i munden til forklaring på hele udviklingen er det: religiøst hovmod. Han bruger det ikke selv, men han beskriver, hvordan troen på at Gud er samfundets sande overhoved, den øverste kilde til autoritet, den eneste kilde til lovgivning har præget de muslimske lande. At intet godt kan komme fra de vantro, hvorfor alt det gode, der kom fra den kristne verden, blev afvist i stort omfang. Netop fordi islam ikke har adskilt moské og stat, og fordi islam ikke er blevet reformeret og ikke kan løsrive sig fra det politiske, hænger de muslimske samfund fast i hængedyndet. I Vesten er det oprettelsen af civilsamfund med sekulære love, der har skubbet på udviklingen. I den muslimske verden har religionen medvirket til at forhindre udviklingen.

Vejen frem må være den kristne verdens erfaring af, at samfundene udvikler sig, når staten ikke længere kan bruge religionen til at understøtte sin autoritet, og kirken ikke længere kan bruge statens magt til at påtvinge andre sine doktriner og regler.

Lewis har skrevet en bog, der med stor respekt for den muslimske verden forklarer, hvorfor det gik så galt. Han lider ikke af angst for at argumentere kulturelt og tøver ikke med at pege på, at islam spiller en væsentlig rolle for den nedtur, de muslimske lande har gennemlevet. Det er en velskrevet og meget klog bog, som helhjertet kan anbefales til dem, der gerne vil forstå mere af religions- og kulturkonflikten mellem islam og Vesten.

Bernhard Lewis: Hvad gik galt? Vestens påvirkning og Mellemøstens svar. Forord v. Ralf Pittelkow. Oversat af Tonny Pedersen. 224 sider 175 kr. Gyldendal.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk