Den Danske Salmebog har ret få salmer til forårs- og sommertiden, men de er til gengæld mægtige: Til foråret har vi blandt andre ”Nu blomstertiden kommer” (DDS 722) og nyklassikeren ”Det dufter lysegrønt af græs” (DDS 725), mens vi til sommertiden må nøjes med ”Gak ud, min sjæl, betragt med flid” (DDS 726).
Dette gælder for så vidt, vi taler om egentlige årstidssalmer, mens vi jo også i en tid efter pinse kan synge en højtidsklassiker som ”I al sin glans nu stråler solen” (DDS 290) – en af de allerbedste salmer, vi har. Den salme rummer en mageløs og typisk grundtvigsk kobling mellem det jordiske og det himmelske. I de første tre vers gives en stærkt sanselig beskrivelse af den danske sommer, der underliggende knyttes til Paradiset og fuldtonet i vers fire knyttes til Ånden. Nogle teologer påpeger, at salmen ikke er naturlyrik, men for mig er det smukkeste ved den salme netop, at den også er naturlyrik, men at den kobler himmel og jord, så det jordiske får lov til at have både skønhed og værdi i sig selv... men ikke kun af sig selv.
Grundtvigs salme lever, men selv med den i salmebogen er der brug for flere og gerne nyere sommersalmer med mere erfaringsnære sansninger og billeder. Da jeg for nylig sang ”I al sin glans nu stråler solen” med mine konfirmander, måtte jeg for eksempel konstatere, at de unge – i hvert fald her i sognet – ikke nødvendigvis ved, hvad det vil sige, at bækken ”risler ved vor fod”, og at de heller ikke ved, hvordan nattergalens sang lyder. Det kan man så fortælle dem, men man bør samtidig supplere med nyere salmer, der byder på færre sproglige udfordringer, og som er vores egen tid nærmere i sprog såvel som i metaforik.
Heldigvis lader det sig gøre, for der er adskillige nye, smukke og dybe sommersalmer at vælge imellem i denne tid. Påfaldende (og ikke tilfældig) er slægtskabet med Grundtvig, når der også i nyere salmer gerne og ofte kobles mellem natursansning og den skabende Gud.
Til den tidlige sommer kan man synge Lisbeth Smedegaard Andersens ”Når æbletræets hvide gren”, der indleder med en beskrivelse af æbletræets blomsterregn og dernæst i det følgende vers slutter, at ”bag hvide skyer ser du klart/ at sådan en velsignet sol/ må komme fra hans kongestol”, så både ”I østen stiger solen op” og førnævnte pinsesalme af Grundtvig klinger med. Salmen nævner direkte både maj og Kristi himmelfart og er således passende til tiden mellem påske og pinse med det bærende motiv af foråret som billede på Guds riges gennembrud og afsluttende med inddragelse af det lille frø, der bliver til et stort træ (Mark. 4, 20-32).
Endnu mere nutidige er billederne i Lars Busk Sørensens ”Den lange lyse sommerdag”, hvor et sikkert sommertegn er dette:
”Jeg ser et barn med skrabet knæ/ i løb hen over gruset”, hvorefter salmens gentagne omkvæd lyder:
”Det synger i mig blod/ at livets Gud er god/ og under mig en lykkedag på jorden.”
Salmen er en lys og sommerlig tak til Gud for skaberværket, men salmen rummer også mørke toner og minder os om vores skrøbelighed, hvilket kun tilføjer lovsangen yderligere perspektiv og dybde.
I en endnu nyere sommersalme af Iben Krogsdal, ”Det glitrer i disen”, præsenteres vi igen for både de sansninger, vi deler med tidligere generationer, og dem, der hører vores tid til, når det lyder:
”Det glitrer i disen, den himmelske jord/ er dækket af søer og marker/ det duver i kornet, det skåler i sol/ det suser i vindmølleparker.”
Men som det gjaldt hos Grundtvig, så er det ikke en skønhed, der er kommet af sig selv, og derfor takker vi ”for somren der lyser, for dagen vi får/ for liv der er skabt til at dele/ hvert kærtegn fra oven, hvert eneste pust/ at Ånden er med i det hele.”
Hvor er det skønt, at det – også når det kommer til sommersalmerne – er muligt at lade gammelt og nyt spille sammen med hinanden – og en gang imellem også mod hinanden. Det er i ordets egentlige forstand spændende. Og smukt.
I klummen Sang&Salmer skriver sognepræst og historiker Morten Skovsted løbende om udviklingen inden for musik og sang i kirken.