Derfor skal man læse Rachel Cusks romaner

Bipersonerne indtager scenen i Rachel Cusks romantrilogi om forfatteren Faye, som alle gerne vil betro sig til. Og sidste bind, ”Kudos”, som netop er udkommet, bekræfter billedet af Cusk som en fornyer af romangenren

Norske Karl Ove Knausgård er en af de forfattere, der ofte bliver nævnt i forbindelse med Rachel Cusk – også i den danske modtagelse af den canadisk-fødte forfatters romaner. – Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.
Norske Karl Ove Knausgård er en af de forfattere, der ofte bliver nævnt i forbindelse med Rachel Cusk – også i den danske modtagelse af den canadisk-fødte forfatters romaner. – Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

”Hvorfor skal man læse Cusk? Det skal man for at se, hvor den ambitiøse samtidslitteratur bevæger sig hen: væk fra subjektet, over mod de andre.”

Sådan skrev Michael Bach Henriksen i Kristeligt Dagblad, da han sidste sommer anmeldte første bind på dansk i canadisk-engelske Rachel Cusks romantrilogi. ”Omrids”, der udkom på engelsk i 2014, blev forfatterens internationale gennembrud og følger den fraskilte forfatter Faye, der tager til Grækenland for at undervise på en forfatterskole.

Men det er ikke Faye, der er romanens egentlige hovedperson. Som Michael Bach Henriksen skriver: ”Bøgerne bringer litteraturen et nyt sted hen. Alle vil være hovedperson. For Rachel Cusk er det nok at være sidemand. Hun vil ikke tegne et helt billede af en person og et plot som i en gængs roman, men hellere nøjes med et omrids, som romanen hedder.”

I efteråret 2019 fulgte så andet bind på dansk, nemlig ”Transit” (udkommet på engelsk i 2017) og i 2019 ”Kudos”, som netop er udkommet på dansk på Rosinante ved Annelise Schønnemann. Hun har hermed oversat alle tre romaner, som mestendels består af andre menneskers fortællinger, og det er deres rejse gennem hinanden, der skaber samtidsportrættet. Faye opsuger blot deres historier som en svamp, også i den seneste roman, hvor hun flyver til Portugal for at deltage i en litteraturkonference og desuden er blevet gift igen.

Der er således mange ligheder mellem forfatteren, som tidligere har skrevet selvbiografiske bøger om sit opløste ægteskab og den problematiske moderrolle, ikke mindst når den kombineres med karriere, og hendes hovedperson Faye, og ifølge Jes Stein Pedersen i Politiken slutter Rachel Cusk lige så blændende, som hun begyndte: ”Det er formidabelt underholdende og tankevækkende, hvis man er til litteratur, hvor stort set alt foregår i det, folk siger. Det er det, folk fortæller om deres liv, og Fayes evne til at gengive og perspektivere det, det hele står og falder med. Når det også er banebrydende litterært, er det på grund af Cusks indirekte portrætkunst.”

Det bliver til fem hjerter og en konstatering af, at Rachel Cusk er en litterær stemme, man ved, at man har savnet, i samme øjeblik man hører den, samt at hun har fornyet skønlitteraturen med sin trilogi, der står i skærende kontrast til tidens – og hendes egne – autofiktive værker: ”Knausgårds autofiktive jeg fylder det hele. Cusk gestalter Fayes jeg, helt modsat, indirekte.”

Netop norske Karl Ove Knausgård er en af de forfattere, der ofte bliver nævnt i forbindelse med Rachel Cusk. Således også hos Nils Gunder Hansen, der i efteråret anmeldte ”Transit” til fire stjerner i Kristeligt Dagblad og om forfatterens karakteristiske mødekunst blandt andet skrev: ”Selvom vi er meget langt fra Karl Ove Knausgård, fordi han mest skriver om sig selv, får man den samme fornemmelse af, at ’noget som dette har jeg aldrig læst før’. Men kun af det nye bliver man træt, har en klog mand engang sagt. Ulempen ved et meget anderledes greb er, at det i længden kan blive lidt for åbenlyst og dermed lidt enerverende.”

Men enerverende finder ingen af de danske anmeldere imidlertid ”Kudos”. I såvel Information som i Weekendavisen er der nemlig både overvældende begejstring og stor ros. I førstnævnte skriver Tonny Vorm således: ”’Kudos’ er navnet på den pris, en skoleelev får i sidste bind, og han forklarer selv, at det betyder både ‘hyldest’ og ‘anerkendelse’, hvilket Rachel Cuck i den grad fortjener for denne cool, tankevækkende og litterært nyskabende trilogi”, mens Linea Maja Ernst i sidstnævnte kalder romanen for ”ærefrygtindgydende, formelt vellykket og smerteligt rørende” og konkluderer: ”Man kan sige, at Cusk demonstrerer forskellen på det konventionelle og det trivielle: Romanen interesserer sig, konventionelt, for ægteskaber og samliv, men sprogligt er det anti-trivielt og litterært sindssygt vellykket. Det er formelt imponerende, rørende og ildevarslende læsning, som jeg trods prosaens kølighed ikke kan lade være med at tage dybt personligt. Jeg får lyst til at diskutere bogen med min omgangskreds. Først på overfladen. Synes du også, at det er en god sætning? Og så ind i det smertelige: Ved du heller ikke, om du skal skære din arm løs fra familiegletsjeren?”

Også Michael Bach Henriksen i Kristeligt Dagblad hæfter sig ved det store indtryk, læsningen af ”Kudos” gør, primært fordi romanens stærke gengivelser af andres historier siger noget helt generelt og eksistentielt om at være menneske: ”Effekten ved at lytte til alt dette kollektive er ret speciel. Nogle gange føler man som læser, at man overhører samtaler, man ikke har adkomst til. Det kollektive kan også være privat og intimt. Andre gange og ude i virkeligheden overhører man andres samtaler – i frokoststuen, omklædningsrummet, togkupéen – og føler, at man er med i en Rachel Cusk-roman. Man bliver selv en lytter af at læse om Faye.”

Det bliver til fem stjerner ud af seks til ”Kudos” – og hvis den norske forfatter og psykiater Finn Skårderud havde haft mulighed for at tildele den slags, ville han formentlig også havde strøet om sig med rund hånd. I sin reportage fra et møde i England med forfatteren skriver han nemlig i Information: ”For mig at se er de tre bøger da også noget af det bedste, smukkeste og sandeste, som er sket i vores samtidslitteratur. Hun (Rachel Cusk, red.) skriver om vores familieliv, om nærhed og konflikter, om bitterhed og brud – og om, hvor ondt det nogle gange kan gøre.”

”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.