Hvorfor bliver sekulære nationale frihedsbevægelser så ofte overmandet af religiøse modrevolutioner i løbet af blot en enkelt generation eller to?
Det er hovedspørgsmålet i den fremtrædende amerikanske politog Michael Walzers anmelderroste nye bog, ”The Paradox of Liberation: Secular Revolutions and Religious Counterrevolutions” (Befrielsens paradoks: Sekulære revolutioner og religiøse modrevolutioner), som netop er udkommet i USA.
Den i dag 80-årige Michael Walzer, der er forfatter til 28 bøger og medredaktør af det intellektuelle tidsskrift Dissent (dissens), specialiserer sig i krydsfeltet mellem modernitet, religion, demokrati og retfærdighed, og han er kendt som en sekulær, ikke-sekterisk stemme på den amerikanske venstrefløj.
Hans nye bog slår ned på befrielsesbevægelserne i tre nationer - Israel, Indien og Algeriet - i det 20. århundrede og gransker, hvordan de slog fejl i forsøget på at henvise den religion, som de betragtede som tilbagestående, til privatlivets sfære og i samme ombæring gav plads til en religiøs modrevolution.
I Israel, påpeger Michael Walzer, er landsfaderen David Ben-Gurions vision for en sekulær israelsk stat, der bevilger jøder og ikke-jøder lige demokratiske rettigheder, nu på tilbagetog til fordel for en stadig mere intolerant og ekskluderende politisk kultur næret af en militant form for jødedom.
I Indien, hvor landets første premierminister, Jawarhalal Nehru, i 1947 søsatte et ambitiøst demokratiseringsprogram, der blandt andet skulle befri masserne fra den fundamentalistiske religions og kastesystemets kvælertag, er et nationalistisk hinduistisk parti i dag ved magten.
Og i Algeriet er de drømme om demokrati og en mild, fredselskende version af islam, som landets første præsident, socialisten Ahmed ben Bella, forsøgte at virkeliggøre i 1960'erne, nu overdøvet af religiøs fundamentalisme.
”Befrielsens paradoks”, skriver Michael Walzer, er at ”befrierne” så ned på og blev fremmedgjorte fra det folk, som de forsøgte at frigøre.
”De gamle levemåder må fornægtes og overvindes - fuldstændigt. Men de gamle levemåder sættes højt af de mænd og kvinder, hvis levemåder de var. Dette er befrielsens paradoks,” skriver han.
De sekulærefrihedsbevægelser gjorde sig ifølge Michael Walzer ofte skyldige i en alvorlig fejlfortolkning af religionens betydning for folket og undervurderede truslen fra den radikale fundamentalisme.
De betragtede fejlagtigt historien som en uundgåelig bevægelse mod modernisering og sekularisering, der med tiden ville udviske religiøst betinget overtro og tilbageståenhed. Selvom de sekulariserende ledere generelt befandt sig på venstrefløjen og så sig selv som demokrater, blev de ofte betragtet som elitære af de traditionalistiske religiøse masser. De religiøse vækkelser, der fulgte i hælene på uafhængigheden fra kolonimagter, skriver Walzer, var næret af fortørnelse, som almindelige mennesker havde mod ”disse sekulariserende og moderniserende eliter med deres udenlandske ideer, deres patroniserende holdninger og deres store projekter”.
Michael Walzer påpeger, at selvom fundamentalisternes og de ultraortodokses ideologier er rodfæstede i gamle eller middelalderlige ideer, så er disse bevægelser gennemgribende moderne. Deres modstand mod sekularisering ”bliver snart ideologisk og derfor også ny: Fundamentalisme og ultraortodoksi er begge modernistiske reaktioner på forsøg på modernistisk forandring”.
Selv der, hvor sekularister havde succes med at opbygge fungerende samfund, såsom i Israel og i Indien, manglede deres ideologier de dybe kulturelle rødder, som var nødvendige for at kunne hamle op med den lidenskab og loyalitet, som religionen nød godt af.
Derfor, skriver Walzer, gled unge mennesker væk fra projektet til fordel for en tilbedelse af religion eller apolitisk global popkultur.
Michael Walzers løsningsforslag er et langsigtet projekt, der går ud på, at de sekulære demokrater skal fortsætte med at presse på for religiøs reform, samtidig med at de reformerer sig selv ved at gå i seriøs dialog med de religiøse traditioner, der gør sig gældende iblandt det folk, som de ønsker at ”befri”.
De skal, anbefaler han, stadig udfordre religiøse bevægelsers opbakning til forskellige former for undertrykkelse og forsvare demokratiet og ytringsfriheden. Men det kan ikke ske, understreger han, uden også at tage traditionalisternes samfundsbidrag og indsigter i betragtning.
