Nytårsdag gik Morten Kirkskov i kirke for første gang i mange år. Om eftermiddagen var der nytårsgudstjeneste ved hans ven Kathrine Lilleør i Sankt Pauls Kirke i København. Her talte præsten blandt andet om, hvor vi kommer fra, og refererede til H.C. Andersens folkekære sang ”I Danmark er jeg født”. Det gjorde indtryk på Morten Kirkskov.
”For hvor har man egentlig hjemme? Hvorfra går vores verden? Handler det egentlig om geografi eller noget helt andet? Det grubler jeg stadig over,” siger han og nipper til en stor caffe latte.
Det er årets anden og bidende kolde vinterdag, hvor vi mødes på en navnløs café på Enghave Plads på det sprælske Vesterbro i København.
Morten Kirkskov er født og opvokset i den sydjyske by Sdr. Omme, som han har skrevet om i romanen ”Kapgang”. Han har studeret skuespil i Odense, arbejdet i de fleste større byer i Danmark, han pendler i disse år mellem Aalborg, hvor han er teaterdirektør, og hovedstaden, hvor han snart skal være kongelig skuespilchef. Og så har han et fint lille sommerhus i Nordsjælland.
”Jeg har haft sommerhuset i snart længere tid end noget andet sted, jeg har boet. Her føler jeg mig faktisk mest hjemme,” siger Morten Kirkskov
Nu, hvor beslutningen om at forlade Aalborg Teater er taget, glæder han sig til at blive 100 procent københavner igen. Selvom sommerhuset har sit eget træ, han kan fælde, hvis han har lyst, som Morten Kirkskov siger, så befinder han sig godt i storbyens vrimmel og menneskehav.
”Byen har en rar diversitet, og man kan forsvinde, hvis man ønsker det, og blive set, hvis man vil det,” siger han, mens unge københavnere med stort fuldskæg og hue kommer ind i varmen fra den kolde gade, der stadig er præget af nytårsfest og krudt.
Alle forfattere har deres eget ”Sdr. Omme”, sagde Morten Kirkskov engang i forbindelse med filmatiseringen af sin delvist selvbiografiske roman om byen i 1970'erne og drengen Martins liv efter hans mors død. Nogle flytter det til et andet land, andre skifter deres køn eller skriver om en anden tid.
Men Morten Kirkskov skrev om præcis Sdr. Omme.
”Mange, der kommer fra provinsen, har det sådan, at de tager afstand fra det sted. Sådan har jeg det ikke. Jeg mistede min mor som ung dreng, skulle blive voksen sammen med en bror og en lidt fraværende far, som sagde: 'Nu tager I ansvaret for jer selv'. Det måtte jeg skrive om, både med humor og med alvor,” siger Morten Kirkskov, der tudede til de fleste optagelser af ”Kapgang”, som han var inviteret til.
Mange, der har læst bogen og været til mine foredrag, fortæller han videre, har spurgt, hvordan det mon nu skulle gå den dreng fra bogen. Klarer han den? Men sådan har han aldrig selv tænkt.
”Selvfølgelig var det en mærkelig tid uden en mor og en periode, hvor jeg selv var temmelig grænsesøgende. Men der var masser af kærlighed og tryghed,” konstaterer Kirkskov, som alligevel kalder det en slags flugt at rejse fra hjembyen, da han var 18 år.
Det var ikke en flugt fra broderen, faderen eller byen som sådan - men snarere en erkendelse af, at Sdr. Omme nok ikke ville kunne leve op til den seksualitet, der trak ham i forskellige retninger.
Morten Kirkskov lærte fra barnsben sig selv at kunne variere mellem jysk og rigsdansk, hvilket han i dag tolker som en slags ubevidst strategi for senere lettere at kunne flytte væk og falde til andetsteds.
Selvom Morten Kirkskov tidligt smed dialekten fra sig, ser han ikke sin barndom i provinsen som en decideret forhindring eller noget, der skal viskes ud. Hjembyen bliver snarere en større del af ham, som tiden går. Hvis han havde et behov for at lægge afstand til den, ville han alligevel blive indhentet af fortiden på en eller anden måde, lyder forklaringen.
”Nogle forsøger at ændre sig meget og være det modsatte af det, de kom fra. Det har jeg oplevet i min venskabskreds. Men selvom man gør det, så vil man jo alligevel være afhængig af det, netop ved at tage afstand.”
Der er nogle værdier fra Sdr. Omme, som den garvede skuespiller og efterhånden også teaterchef har med sig. Det kan han se på den måde, han er leder på, som ikke er hierarkisk.
”Jeg forsøger ikke at være særlig taktisk i forhold til relationer og medarbejdere. Åbenhed fungerer bedst for mig. Man skal sige tingene, som de er. Det tror jeg er noget, jeg har fra min barndom, og som måske er karakteristisk for en lille by i Jylland. Man kalder en spade for en spade.”
Med sit kendskab til store dele af landet er Morten Kirkskov også vidende om de mange fordomme byerne imellem, og hvordan de forholder sig til hinanden. I Aalborg taler man om, hvordan aarhusianerne ser sig selv i forhold til københavnerne, og at det er et problem, at man i Aarhus bliver ved med at sammenligne sig med hovedstaden.
”I Aalborg er man stolt af at være sig selv og kigger ikke hele tiden over til naboen. Der er en vis patriotisme, og jeg møder mange mennesker, der arbejder i København, men bliver boende i Aalborg.”
Morten Kirkskov anerkender, at der uden for de større byer er mange steder, der efterhånden ligner en spøgelsesby med lukkede forretninger og forladte huse. Men debatten om den forfaldne provins, der er beskrevet som den rådne banan, keder ham egentlig.
”Det er lidt klichéfyldt at tale om. Jeg ved ikke, hvad den rådne banan er, eller hvorfor den er opstået. Det må komme fra nogen, der ikke selv er derfra, og som mener, at de bor i den superlækre, friske frugt. Jeg tror, det er værd at beskæftige sig med, hvem det egentlig er, der har et behov for at skabe begreber og modsætninger mellem land og by. Jeg forstår i hvert fald ikke motivet for det, andet end en omgang selvfedme. Og snobberi har i øvrigt mange former og er ikke nødvendigvis noget særligt københavnsk.”
”Udviklingen er jo umiddelbart en industriel ting, at forretningslivet ikke kan udvikles, og at der ikke sker en tilflytning. Det er jo delvis gået sådan forretningsmæssigt med Sdr. Omme gennem en lang periode. Men folk bor her stadig og har et liv, de flygter ikke derfra,” konstaterer Morten Kirkskov, der selv sætter pris på at besøge broderen i hjembyen en gang imellem.
Udgangspunktet for debatten om provinsen over for byen er ifølge Morten Kirkskov nok forkert. Han savner et større fokus på provinsens lyspunkter. Det kunne eksempelvis være historien om danskere i landdistrikter og små bysamfund, der selv tager ansvaret for deres område.
”Når jeg rejser rundt i landet og holder foredrag eller er til filmoptagelser, ser jeg ildsjæle, der vil kulturen og er med til at drive kulturhuse, der sikrer et lokalt kulturliv. Det kan være en gammel biograf eller et teater, der er ombygget, så det kan anvendes til flere formål. Man bevæger sig væk fra sportshallen eller biblioteket som kulturelt samlingspunkt, og man går ikke bare til banko, men også til teaterforestillinger og foredrag. Det handler ikke kun om aktive pensionister, der står bag, men om et ønske fra lokalsamfundet, der tager sagen i egen hånd og insisterer på, at den slags findes tæt på.”
Den navnløse café er ved at være fyldt op med kaffedrikkende besøgende, og ude på gaden husker Morten Kirkskov igen på Kathrine Lilleørs prædiken om, hvor vi har rod, og hvorfra vores verden går.
”Det, hun formentlig mener, er, at vi jo kan komme alle steder fra i Danmark som et fælles udgangspunkt for, hvad vi ellers går og er og laver. Vi er jo danskere, og derfra er jeg sådan set alting. Det er åbent. For nogle er hjem måske familien, for andre er det et geografisk sted. For mig er det også, på godt og mindre godt, et indre sted, hvorfra jeg møder verden,” konkluderer Morten Kirkskov.
Han går herefter hjem mod sin lejlighed. Et par dage senere er han tilbage i Aalborg for at lede et teater, en kommende weekend formentlig i sit sommerhus for at fælde et træ, og om nogle måneder igen fast at finde i København for at gøre Det Kongelige Teaters forestillinger mere tilgængelige - både geografisk og på scenen - for alle danskere.
Det har han i hvert fald lovet.