Ny film om Thulesagen hylder dem, som aldrig giver op

Thulesagen blev én af de største sager i nyere dansk politik. Selvom det snart er 30 år siden, skandalen begyndte at rulle, kan den stadig lære os noget om magtens væsen, mener Christina Rosendahl, instruktør bag den premiereaktuelle film ”Idealisten”

Christina Rosendahl fik idéen til en film om Poul Brink i 2003, hvor hun læste hans bog om Thule-sagen. Siden har hun været fascineret af hans idealisme.
Christina Rosendahl fik idéen til en film om Poul Brink i 2003, hvor hun læste hans bog om Thule-sagen. Siden har hun været fascineret af hans idealisme. Foto: Leif Tuxen.

En efterårsdag i 2002 faldt en mand om under en løbetur i Fælledparken.

Det var DR-journalisten Poul Brink, der døde af et hjerteanfald den dag, kun 49 år. Op gennem 1980'erne og 1990'erne oprullede han en række historier, kendt som Thule-sagen. Han skaffede kompensation til de arbejdere, der havde stået for oprensningen af det sted på Thule-basen i Nordgrønland, hvor et amerikansk B-52 fly styrtede ned i 1968 med fire brintbomber om bord. Han påviste en hemmelig atomaftale mellem USA og Danmark under den kolde krig og afslørede systematisk hengemt viden om den helbredsrisiko, den danske og amerikanske stat påførte Thule-arbejderne.

Den danske filmsinstruktør Christina Rosendahl var ung studine i de år. Hun husker kun svagt arbejderne, som ”nogen, der råbte op i TV-Avisen”. Det var de år, hvor også Tamil-sagen rullede, og hvor politikere i det hele taget ikke var nogle, man var specielt stolte af.

Men billedet af de demonstrerende Thule-arbejdere vendte tilbage til Rosendahl, der i aften har danmarkspremiere på sin nye film ”Idealisten” med visninger i biografer landet over og på film-festivalen CPH PIX.

Idéen til filmen, der handler om Thule-sagen, fik hun bogstaveligt talt serveret i 2003, da en veninde inviterede hende på frokostrestauranten Lumskebugten i København:

”Det er sådan et politikersted, ikke ligefrem der, et par unge kvinder normalt ville gå hen. Jeg kom ind og så lå 'Thulesagen - løgnens univers' (Poul Brinks bog om Thulesagen, red.) på min tallerken, og hun sagde ligeud: 'Er der ikke en film i den der?'.”

Christina Rosendahl gik hjem og læste og blev med egne ord ”rimeligt chokeret” over det politiske svigt i sagen. Men også over den rolle, som efterretningstjenester, udenrigstjenester og gemte dokumenter bag lukkede døre spillede. Brintbomber og sivende plutonium. Her var sandelig en film. Og ikke mindst en hovedkarakter, der ville noget.

”Poul Brink er en klassisk korstogsjournalist, der er drevet af at stille de store naive spørgsmål på befolkningens vegne. Må man lyve? Hver gang nogen sagde nej til Poul Brink, så fortsatte han. I de gamle klip fra TV-Avisen kan man se, hvordan han får sådan en lille ræv bag øret, når han møder modstand i et interview. Dén ånd satte sig i mig. Jeg blev selv nysgerrig efter at komme derind, hvor folk holder på hemmeligheder,” siger hun.

”Idealisten” er en noget anden krabat end Rosendahls tidligere film. Den er bygget på årelang research af Natopolitik og kold krig og fuld af gamle dokumentariske klip fra nyhedsdækningen i Danmark. Det er en film, instruktøren vil noget med.

”Historien har alle de elementer, der passer til det store lærred. Men i sidste ende har det handlet om at komme ned til dilemmaet: Hvad er det for et råderum, vi skal give vores magthavere, når vi står over for en stor trussel?”.

”Det spørgsmål er Poul Brink på jagt efter, men finder intet svar. Andet end at det var gået galt i denne sag. H.C. Hansen (S) gav tilladelsen til atomvåben på dansk jord, selvom vi er en atomvåbenfri zone. Og senere formåede Niels Helveg Petersen (R) og Poul Nyrup Rasmussen (S) ikke at få taget hånd om Thule-arbejderne. Det er et svigt fra demokratiets side, og det krænker os.”

Inspireret af sagen og filmen er der ved at blive lavet et undervisningsmateriale, som kan bruges i folkeskoler og gymnasier. Og Christina Rosendahl håber, at det vil føre til nye diskussioner om nutidens paralleller til Thule-sagen, for eksempel Edward Snowdens afsløringer af overvågningen af amerikanske borgere eller ”nødløgne” på Christiansborg.

”Det handler om magtkultur. Magt er ikke noget særligt, det er bare mennesker, der forvalter. På en god eller dårlig måde,” siger hun.

Etikken i at skildre endnu levende mennesker har også bragt overvejelser med sig. I 2003 tog Christina Rosendahl kontakt til Danmarks Radio for at høre, om Poul Brink overhovedet var med på idéen om en film. Men her henviste man hende til Brinks enke, den spanskfødte Estibaliz, der i mellemtiden var flyttet tilbage til Spanien med parrets søn, Kristian.

”Det er klart, det er en anden slags henvendelse, end hvis vi bare kunne have drukket en kop kaffe med Poul Brink. Det her var en kvinde i sorg med et barn på 10 år. Jeg kunne mærke, at beslutningen vejede tungere. Ville jeg belemre hende med det her?”, husker hun.

Men Estibaliz, der selv er opvokset under diktatoren Francos styre, viste sig at være interesseret og ”på” lige fra starten.

”Det gjorde stort indtryk på mig at møde hende. Vi kender godt klichéen om den sure kone, der sidder og venter på manden, når han kommer hjem. 'Hvorfor er du her aldrig, hvorfor er du så optaget af din sag?' Men hende her var mere radikal i magtkritikken end sin mand.”

I ”Idealisten” portrætteres en del nulevende politikere også, for eksempel de tidligere udenrigsministre Uffe Ellemann-Jensen (V) og Niels Helveg Petersen (R). Begge har set filmen før premieren, men Helveg Petersen kunne ikke genkende billedet af sig selv, fortæller Rosendahl.

”Han synes, han er fremstillet for negativt. Det er lidt smertefuldt, for han er indbegrebet af ro, menneskelighed og varme. Og det gavner jo ikke filmen, at nogen er utilfredse. Men på den anden side måtte jeg også være tro over for Poul Brinks beskrivelse. Jeg har siddet og set de gamle klip, og der fremstår Helveg Petersen meget lukket. Og jeg var nødt til at være modig og turde tegne en karakter, som den blev opfattet af andre.”

Under alle omstændigheder er det svært at gøre alle tilfredse, sukker hun.

”Det er en hvepserede at fortælle noget om virkelige hændelser og rigtige mennesker. Se bare, hvor meget debat '1864' har skabt, og de mennesker er jo døde! Men man bliver også nødt til at komme til et ståsted, hvor ens kunstneriske vision kan få lov at ånde. Hvor man på en måde bliver respektløs over for materialet.”

Man kunne jo også bare have lavet en dokumentar?

”Der er en lige så stor etisk forpligtelse i en dokumentarfilm som i min film. Og den er stor! Men spillefilmen kommunikerer til mennesker, som er helt forudsætningsløse. Den her film har en underholdningsværdi, og det fanger nogle mennesker, som ikke normalt ville beskæftige sig med en tung sag. Den samtale, denne film gerne skulle initiere, skal ud til folket. Den skal ud, der hvor man sidder og kigger på TV-Avisen og føler sig hægtet af i alt det om udenrigspolitik og sikkerhedspolitik. Dem skal vi have fat i.”

I 1997 fik Poul Brink journalisternes fornemste pris, en Cavling, for sin dækning af Thule-sagen. Men folk som ham burde i det hele taget have lidt flere skulderklap i hverdagen, mener hun:

”Dem, som på overfladen virker naive, skal vi hylde. Alle dem, der ikke lige kan levere til redaktøren dén dag, fordi der er noget, de bare må have svar på. Og som ikke giver op. Det er deres spørgsmål, der holder demokratiet i live.”