Prøv avisen

Jim Lyngvild stjæler billedet på Nationalmuseet

4 stjerner
Selve udstillingen er ikke stor. Den fylder blot tre af museets mindre rum. Museets bidrag er hovedsageligt den hastigt voksende samling af danefæ, især sølvskatte, som detektorfolket finder i stort tal. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Hvor meget vil Rane Willerslev lyngvild’isere hele Nationalmuseet? På den nye og omdiskuterede – og ikke særlig store – vikingeudstilling står museets skatte og faglige viden desværre lidt i skyggen af diverse moderigtige vidtløftigheder

Det skabte en del opmærksomhed og diskussion, da Nationalmuseet for et par uger siden bekendtgjorde, at nyopstillingen af museets samling af genstande fra vikingetiden var sket i samarbejde med designeren Jim Lyngvild.

Meddelelsen kom kort tid efter, at 34 forskere og andre ansatte var blevet afskediget som en konsekvens af de fortsatte årlige sparekrav. Historien var, at museets direktør Rane Willerslev nedprioriterer forskningen for i stedet at satse på en farverig og entusiastisk amatør for at få kunder i butikken og penge i kassen. Den er ikke skudt helt ved siden af.

Det er en bevidst politik at satse på samarbejde med designere og kunstnere, fordi Willerslev ikke ser udstillinger som et forskningsprodukt, men som et rum for eksperimenter, ”en proces, hvor forskeren kan udforske de mere rumlige og sanselige aspekter af sit materiale på en måde der ideelt set giver indsigter, man ikke ville opnå bag skrivebordet”, som det hed i en tidligere programerklæring fra Willerslev.

Selve udstillingen er ikke stor. Den fylder blot tre af museets mindre rum. Museets bidrag er hovedsageligt den hastigt voksende samling af danefæ, især sølvskatte, som detektorfolket finder i stort tal. Dertil kommer enkelte brugsgenstande og våben, mest i metal. De er udstillet smagfuldt og traditionelt i glasmontrer. Museets samling af runesten indgår af en eller anden grund ikke i konceptet.

Lyngvilds bidrag til udstillingen er hans fantasier og fabuleringer over, hvordan vikingerne kunne have set ud og hvordan de kunne være gået klædt. Det består dels i nogle buster af voks, der mest af alt ligner reklamer for en hipster-tatovør og -frisør anno cirka 2015. Meget mere væsentligt og interessant er hans egen forestilling om de dragter, som forskellige medlemmer af datidens samfund kunne have båret.

Lyngvild gør den iagttagelse, at traditionelle rekonstruktioner af vikingernes udseende populært sagt har fået dem til at ligne udslidte grødbønder klædt i vadmel changerende på en skala fra gråt til brunt og tilbage igen. Hvad nu hvis, spørger han retorisk, de havde adgang til langt mere raffinerede teknikker og materialer? Det er der kommet nogle ret flotte tankeeksperimenter ud af. Lyngvild er en dygtig kostumier. Men det er altså stadig nærmest fri fantasi, for der er kun få skriftlige og arkæologiske vidnesbyrd om vikingernes påklædning, og de peger ikke alle sammen i Lyngvilds retning, om man så kan sige. Men det gør ikke noget. Som publikum kan man jo sagtens følge illusionen, så længe den er klart deklareret. Og i den henseende fuskes der ikke.

Rekonstruktioner kan gøre stofligheden og det rumlige nærværende, for eksempel helt konkret ved at lade museumsgæsten iklæde sig et historisk kostume. Det benytter flere museer sig af. Nationalmuseet har imidlertid kun valgt at lade Lyngvilds rekonstruktioner repræsentere indirekte ved hjælp af fotostater. Det er flotte optagelser af en kvalitet svarende til modereportager, men det er helt uforståeligt, at man har fravalgt at udstille tøjet selv. I museets forhal kan man til gengæld se nogle af kostumerne fra tv-serien ”Vikings” udstillet på giner. Det er meget smukke dragter, og man bliver helt nysgerrig efter at vide mere om de overvejelser og den åbenlyse omhu, der ligger bag dem.

Nationalmuseets egen samling falmer lidt i sammenligning med Lyngvilds vidtløftigheder. Det er synd, for genstandene er fantastiske. De får bare lov til at ligge nærmest uformidlede hen. Lyngvild lader sig i påfaldende ringe grad gå på af dem. Selv den spektakulære næsten to kilo tunge halsring i guld fundet ved Tissø på Vestsjælland har ikke appelleret til Lyngvilds sans for bling. Jeg gad ellers nok se hans udlægning af en lokal brednakket rockerviking fra Høng eller Gørlev med tatoveringer, guldringe og dummebøder hele vejen rundt. Det virker, som om Lyngvild har fået lov til at køre sit eget løb. Udstillingen har ikke rigtig taget sit eget koncept alvorligt og brugt Lyngvilds kreative energi til at levere en tolkning af de ting, som museet faktisk har.

Et væsentligt aspekt er helt fraværende fra udstillingen, nemlig billedet af vikingen gennem historien. Lyngvild er jo bare den seneste i en lang række af kunstneriske fortolkere af vikingerne gennem omtrent 200 år. Vikingetiden er som de fleste andre ”tider” en sen eftertids betegnelse for en epoke, hvis definition og afgrænsning altid vil stå til diskussion. Ingen der levede i Jernalderen eller Middelalderen havde nogen anelse om, at det var det de gjorde. Netop derfor er synet på og den billedlige anskueliggørelse af for eksempel vikingetiden gennem historien et studieobjekt i sig selv: ”Vis mig dit billede af en viking, og jeg skal sige dig hvem du er.”

I dette tilfælde har vi at gøre med en, der er stærkt optaget af køn og mode, hvis nogen skulle være i tvivl. Det abstraktionsniveau har Nationalmuseet fravalgt. I stedet står Lyngvilds fortolkning over for museets fortolkning, som om der er tale om to ligeværdige udgaver af den samme virkelighed. Med Lyngvilds sans for iscenesættelse taber museet naturligvis den fortolkningskamp.

Man skal ikke bebrejde Jim Lyngvild, at han er Jim Lyngvild. Han er den eneste til at være Jim Lyngvild, og så er det nok bedst at overlade den opgave til ham. Men man kan godt stille spørgsmål til Nationalmuseets prioriteringer. Willerslev har fået sin vilje. Han har ikke alene inddraget, men givet afgørende indflydelse til en udenforstående designer. Det har tilføjet udstillingen nogle betydelige æstetiske kvaliteter og vil skaffe kunder i butikken. Som nævnt er Lyngvild slet ikke uden evner. Spørgsmålet er, hvor langt Willerslev vil gå ad den vej? Hvor meget vil han lyngvild’isere hele Nationalmuseet?