Prøv avisen
Bog

Karsten Skov får et herskende kaos så tæt på, at læseren føler sig midt i det fortvivlende ragnarok

5 stjerner
Mange tyske soldater drog tilbage til deres hjemland efter besættelsens ophør i 1945. Alligevel var der op mod 250.000 tyske flygtninge i Danmark efter krigen, som ikke kunne rejse hjem. (Arkivfoto). Foto: Ritzau Scanpix

'Under samme måne' af forfatter Karsten Skov er en autentisk og medrivende roman om dén situation, de tyske flygtninge stod over for i vinteren 1945

En udtryksfuld detalje kan sige mere end mange ord. For eksempel om den trøstesløse situation for tyske flygtninge i vinteren 1945. Med et glimt af en luns, der skæres af en død hest, bliver de sultendes desperation særdeles nærværende.

Det sker i Karsten Skovs medrivende roman ”Under samme måne”, der bygger på en autentisk historie. Forfatteren har fået den fortalt af de to personer, der i bogen hedder Erika og Carl. Hun er en af de titusindvis af tyske flygtninge, der kommer til Sønderjylland – for hendes vedkommende til Sønderborg, hvor hun træffer Carl, en hjemmetysker. De to ganske unge mennesker forelsker sig. Men på grund af en nederdrægtighed udført af Carls mor får de i første omgang ikke hinanden.

Rammen om romanen er hovedpersonernes gensyn i 1976, da de begge er gift med en anden. Inden læserne erfarer, hvordan mødet udvikler sig, oprulles den lange forhistorie.

Skarpt i al sin gru står de flygtendes angstfyldte armod og udsathed, skildret dels på basis af et skriftligt materiale fra den kvindelige hovedperson, dels den mandliges mundtlige supplement. Og – ikke mindst – sat i scene med stor indlevelse af Karsten Skov, der ligesom i sine to tidligere romaner fremtræder som en intens fortæller.

Det er flygtningesituationen i det sønderbombede Tyskland, der står stærkest i romanen. Panikken for at slippe væk fra Kønigsberg i Østpommern, inden russerne indtager byen. Rygterne om deres brutalitet spreder rædsel, mens kanontordenen og lysglimtene i horisonten dag for dag rykker tættere på. Alle kæmper for at komme med et skib, trods truslen fra u-både:

”Frygtelige scener udspillede sig på havnen, når frysende og sultne flygtninge, der havde opbrugt deres sidste kræfter, opdagede, at det ikke var muligt at komme videre.”

Vi følges med Erika og hendes mor, der har måttet tage afsked med faderen og familiens yngste, en dreng på 14 år. Begge skal deltage i det håbløse forsvar af ruinhoben Tyskland.

Karsten Skov bringer det herskende kaos så tæt på, at man som læser føler sig midt i det fortvivlende ragnarok.

I Sønderborg får Erika og moderen husly hos Verner Ernst, nazist og fremtrædende medlem af det tyske mindretal. Spændingen mellem danskere og hjemmetyskere understreges. Og på befrielsesaftenen er der mørke og stilhed hos Verner Ernst. Freden truer. Hævnen er da heller ikke sen til at bryde ud – hvilket afslører lidet flatterende sider hos visse danskere.

På denne baggrund skildres den spirende kærlighed mellem Erika og Carl afdæmpet og kønt. Og med den ægthed, der i enhver henseende kendetegner bogen.

De to adskilles, da de tyske flygtninge interneres i Oksbøl i Vestjylland. Erika og Carl ønsker et liv sammen. Men Carls mor vil det anderledes. Hun skriver til Erika:

”Som du sikkert ved, så er Carl kommet ind til militæret. Det er ikke godt for en dansk soldat at være kæreste med en tysk pige, så du må ikke skrive til ham længere.”

Ved gensynet i 1976 aftaler de, at mister de deres ægtefæller, skal de mødes igen. Så vidt kommer det ikke i romanen. Men Karsten Skov oplyser i efterordet, at virkelighedens Erika i år 2000 forlod Tyskland og flyttede op til Carl i Sønderborg.

”Karsten Skov bringer det herskende kaos så tæt på, at man som læser føler sig midt i det for-tvivlende ragnarok.