Det 20. århundredes mest skamfulde dokument

Blandt menneskehedens største uhyrligheder står jødeudryddelserne klarest for de fleste. Et enkelt dokument fortæller historien om, hvorfor det kom så vidt, og hvem der stod bag

Nogle gange bliver historien skabt ved et tilfælde.

I marts 1947 var efterspillet til Anden Verdenskrig stadig i gang, og amerikanerne gennemsøgte det tyske udenrigsministerium, da de pludselig faldt over en rosafarvet mappe gemt af vejen mellem andre papirer. På den stod Hemmeligt Rigsanliggende. Der stod også et tal. 16.

Da Robert Kempner, en tysk jøde udvandret til USA i 1930erne og nu chef for anklageprocesserne mod de tyske ministerier, læste indholdet, vidste han med det samme, at de havde fundet det 20. århundredes formentlig mest skamfulde dokument. De sider, der indgående beskriver det historiske øjeblik fem år tidligere, hvor en lille gruppe nazister beslutter sig for systematisk at udrydde et helt folk, jøderne.

I bogen Wannsee Konferencen fortæller forfatteren Mark Roseman om de centrale begivenheder, der leder frem til konferencen, og om den logik, der gennemsyrer de beslutninger, der blev truffet den tirsdag den 20. januar 1942 i sikkerhedstjenestens villa ved bredden af søen Wannsee i udkanten af Berlin. For hvordan kunne det gå til, at disse 15 højtuddannede mænd, halvdelen under 40 år, blev enige om at ophæve de massemord på jøder, som allerede havde fundet sted længe, til folkemord?

Forklaringerne ligger på og mellem linjerne i det mødereferat nummer 16, der er det eneste fundne af de 30 kopier, der blev lavet. Det tilhørte landets daværende udenrigsminister von Ribbentrop og var skrevet af Adolf Eichmann på ordre fra lederen af det tyske sikkerhedspoliti, Reinhard Hey-drich. Det var altså ikke hvem som helst, der var kaldt sammen denne dag. Alle i den nazistiske top, der var direkte involveret i behandlingen af jødespørgsmålet, var til stede, undtagen Adolf Hitler. Og tonen var derefter: respektfuld, men også uhyre nøgtern emnet taget i betragtning.

Heydrich, der var vært, begyndte med at forklare, at det var Hermann Göring, Hitlers stedfortræder, der havde bedt ham finde en endelig løsning på jødespørgsmålet. Det primære mål var at fjerne alle jøder fra tysk territorium, og midlet havde indtil videre været at opmuntre til udvandring, lød det. Nu havde Føreren altså Hitler givet sin tilslutning til en ny type løsning: evakuering af jøderne til de østlige områder. Heydrich gjorde dog klart, at dette kun var en midlertidig løsning, der havde til hensigt at give praktiske erfaringer til en senere definitiv løsning af jødespørgsmålet. Om dette siger han i mødereferatet:

I store kønsopdelte arbejdshold vil de jøder, som er i stand til at arbejde, langsomt bevæge sig mod øst under arbejdet med at anlægge veje. Flertallet vil utvivlsomt gå til af naturlige årsager. Utvivlsomt er det også, at de tiloversblevne vil være de stærkeste. Disse vil der blive taget vare på ved hjælp af passende midler, idet de ellers, på grund af naturens indretning, vil kunne komme til at lægge kimen til en ny jødisk tilbagekomst, jævnfør historiens lære.

Bogen fremlægger den diskussion, der har været omkring, hvor bogstaveligt man skulle tage disse ord, og hvorvidt man faktisk kan kalde mødet for arnestedet til det 20. århundredes største forbrydelse mod menneskeheden eller blot en koordinering af allerede vedtagne ordrer om deportation.

For kendere af denne del af historien er der ikke så meget nyt, men dog et godt overblik og mange fine detaljer. For dem, der ikke har kendt til Wannsee-protokollen, er der et meget velfortalt og uhyggeligt direkte indblik i et af historiens mørkeste kapitler.

Mark Roseman: Wannsee Konferencen. 190 sider. 249 kroner. Forlaget Broe.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk