Prøv avisen
Liv&litteratur

Når det afgørende øjeblik indtræffer

Charlotte Rørths bog ”Jeg mødte Jesus” blev en stor succes. Bogen handler om en begivenhed, der ændrede forfatterens liv. - Foto: Henning Bagger/Scanpix

En sommerfugl basker med vingerne, og en hel orkan kan rejse sig. Der er mikroskopiske hændelser, der i større og mindre grad kan ændre vores liv. Ja, hele historiens gang

Man kan få ændret sit liv på få sekunder. En tsunami kan ramme, en læge kan komme med et svar, en telefon kan ringe, et menneske kan byde dig op til dans. Og alt er forandret. Til det værre, til det bedre, lykke, ulykke, vi ved det ofte ikke før lang tid senere, for livet går ikke fra a til z. Men selve forandringen, selve denne følelse af et ”før” og et ”efter”, er man sjældent i tvivl om.

Med et citat fra Cicero ”Et lille skub og tidens hældning ændres helt” udgav historiker og forfatter Rasmus Dahlberg tilbage i 2002 en bog med titlen ”Det afgørende øjeblik - historiens åbne situationer”.

Den bestod af 10 essays om de tilsyneladende ubetydelige årsager, der har vist sig at få helt afgørende virkning på det historiske forløb. Sommerfugleeffekten kalder man det i kaosteorien.

Som da den russiske oberstløjtnant Stanislav Petrov i 1983 fra sin bunker syd for Moskva besluttede ikke at iværksætte et modangreb med atomvåben på grund af det, der viste sig at være en fejl i en overvågningssatellit, hvorved hele verden undgik ragnarok.

Hvad rørte sig i hans sind i de sekunder, hvor han på trods af alle ordrer tog den dristige beslutning?

Eller hvad med skuddet i Sarajevo, der på grund af en rutefejl udløste Første Verdenskrig.

Sådan sker det i den store historie. Et lille skub. Småbitte marginaler mellem orden og kaos, og livet hænger i en tynd tråd.

Men sådan sker det også i den lille historie. For et halvt års tid siden fik to af Kristeligt Dagblads journalister, Lars Henriksen og Daniel Øhrstrøm, den indlysende gode idé at spørge en række kendte danskere om et helt særligt øjeblik i deres liv. 50 politikere, forfattere, skuespillere, teologer og journalister deltog. Det blev til en af de erfaringsbaserede bøger, der virker alment berigende, fordi læseren føler sig inviteret indenfor. Netop det er vi jo ude for alle sammen. De store ting som at møde den eneste ene eller sige farvel til kær ven.

Men også de mindste ting. Man kan blive hjemsøgt af dem som af et spøgelse. Det skriver Pia Kjærsgaard (DF) om i en gribende fortælling om dengang, hun til en koncert sagde nej til at danse med sin far, der var mærket af døden og ikke havde lang tid igen; men netop den dag var så glad. Hun var lige blevet valgt til Folketinget, det ville være pinligt, tænkte hun. Og fortrød inderligt bagefter.

Og man kan blive løftet af pludselig at opdage meningen i de helt daglige gøremål. Som når skuespilleren Nikolas Bro fortæller, hvordan han en morgen vågner en halv time for tidligt og derfor når at vække sin kone blidt og lave havregrød til sin søn: ”Det er nu, det gælder. Det er denne dag, der skal leves”, slutter han. Og sådan slutter bogen.

For et par uger siden var jeg i Aalborg for at interviewe Charlotte Rørth om hendes bog ”Jeg mødte Jesus”, der er blevet en enorm succes. Charlotte Rørth er journalist på avisen Nordjyske, interviewet foregik på den lokale bogfestival Ordkraft, så hun var på hjemmebane. Og 400 tilhørere mødte frem. Lutter 37 grader varm solidaritet, der forplantede sig helt op på den skræmmende store scene med de to små stole.

Bogen handler om en begivenhed, der ændrede forfatterens liv. I et lille kapel i Spanien så hun pludselig Jesus på vandring på en støvet jordvej i Palæstina, gående midt i folkemængden for 2000 år siden, men samtidig til stede lyslevende i det kapel, forfatteren befandt sig i. Her var et sammenfald af tid og rum, som er umuligt at forklare, men som vi faktisk alle sammen kender fra de afgørende øjeblikke. At en oplevelse fortættes i et punkt, hvorfra det folder sig ud og får livslang betydning.

”Et velkendt psykologisk fænomen. Det er hjernen, der hallucinerer,” sagde min nøgterne medrejsende i flyet hjem, hvor det pludselig blev så ublufærdigt at fortælle om det med Jesus.

Men i bogen gribes det nu ikke spor hallucineret an, snarere så journalistisk nøgternt, at man har meget svært ved at afvise det.

For mig var selve det personlige møde med en kvinde, der turde sætte hele sin normalitet på spil for at fortælle det, hun oplevede som mere sandt end noget andet, om ikke afgørende, så dybt bevægende. Og da ikke mindst mødet med et publikum, der på en eller anden magisk måde accepterede, hvad de hørte. Og selv kom til at lyse lidt af det.

Det, Charlotte Rørth oplevede, er vel det, der hedder at ”blive kaldt på”. Og når det sker, må man lytte, hvis man ikke skal blive hjemsøgt. Jesus kalder, livet - eller havregrøden. Og hver gang ændrer det os på en uventet måde. Selvom vi udadtil ligner os selv.

Charlotte Rørth kom til at lyse, så guiden i kapellet blev helt forskrækket. Vi andre bliver måske bare oplyst lidt indefra. En anelse klogere. En anelse mere opmærksomme og nærværende. For de store ting sker ikke, når de først har fundet avisernes overskrifter. De sker - i øjeblikket.