Prøv avisen
Mit livs værk

Det bedste middel mod dødsangst

Johannes Møllehave har engang sagt, at når vi dør, så falder vi levende hen. Det er lige præcis dét, Faurés ”Requiem” udtrykker, især i den syvende og sidste sats, ”In Paradisum”, siger Morten Aagaard. -

Da Morten Aagaard som 17-årig gymnasieelev hørte Faurés ”Requiem” i en kirke i Dresden, følte han, at han fik en lille flig af himlen indenbords

Det var før Murens fald, og det var grimhed og tristhed, der prægede den østtyske by Dresden det efterår, da jeg sammen med min gymnasieklasse besøgte byen.

Alt var gråt i gråt - også menneskenes ansigter så grå og modløse ud. En gruppe af os søgte tilfældigt ind i et kirkerum, hvorfra der lød musik, og så skete der noget fuldkommen fantastisk. Der, midt i alt det nedslående, hørte jeg, hvad jeg straks opfattede som verdens smukkeste stykke musik. Jeg vidste ikke, hvad værket hed, men jeg blev umiddelbart betaget og bevæget.

Mens jeg sad der på kirkebænken, blev jeg ramt af gåsehud, og jeg kan kun forklare det som, at jeg fik en lille flig af himlen indenbords. Jeg tænker det som en omvendelse og en stor kontrast til den afmagt, der omgav os. Det var rent og smukt midt i alt det grimme.

Det viste sig at være et af Dresdens orkestre, der sammen med et kor og en kvindelig solist opførte Faurés ”Requiem”. Et værk på en lille halv time for orkester, kor og to solister skrevet af den franske komponist Gabriel Fauré i 1888.

Requiem betyder dødsmesse, og jeg har siden tænkt, at det værk må være den ultimative kur for alle, der lider af dødsangst. Der er skrevet andre smukke rekviemmer, men hvor de andre har dramatiske passager, er Faurés ”Requiem” hele vejen igennem mildt og blidt. Det er næsten som en aftensang, man bliver lullet i søvn til, en lille trøster.

Johannes Møllehave har engang sagt, at når vi dør, så falder vi levende hen. Det er lige præcis det, Faurés ”Requiem” udtrykker, især i den syvende og sidste sats ”In Paradisum”: Nok er døden trist, men vi behøver ikke være bange.

Fauré fjernede hele afsnittet om dommedag og tilføjede så til gengæld ”In Paradisum”. Dermed understreger han beroligelsen. Der er ingen skrækscenarier om dommedag, men derimod en fryd over, hvor dejligt der er i Paradis.

Da jeg kom hjem fra Østtyskland, jagtede jeg nærmest det requiem, og jeg skaffede det i alle mulige forskellige indspilninger. Jeg har også hørt det opført live mange gange, blandt andet med Herning Drengekor, som gør det fantastisk. Alligevel er der intet, der lever op til den første oplevelse der i Dresden. Det er nok ligesom med den første kæreste, der altid vil stå i et særligt skær.

Jeg har nok hørt Faurés ”Requiem” op mod 500 gange, og især her op til jul hører jeg værket meget tit. Det kan være i dagligdags situationer, som når jeg går og støver af eller laver noget andet praktisk, men det kan også være, at jeg sætter mig for virkelig at lytte. Det er blevet en slags kristen meditation for mig, fordi skønheden og enkelheden i versene sætter sig spor i sjælen.

Vi har alle brug for at dygtiggøre os og hele tiden øve os i at være gode kristne. Faurés musik giver tanker om, hvad troen betyder, og hvordan den skal udfoldes. Den fremmer eftertanken, ikke på et højt teologisk niveau, men den fremmer på et følelsesmæssigt niveau besindelsen på at være kristen og dermed have en pligt om hjælpsomhed over for alle medmennesker. Hvis jeg skal være højstemt, vil jeg sige, at Fauré rammer med samme styrke som de store salmer og de største tekster fra Bibelen, eksempelvis teksten om den barmhjertige samaritaner. Musikken lukker os op, så vi får lyst til at tage naboen i hånden eller endnu bedre give ham eller hende en krammer. Den udtrykker kristendommen i praksis og minder os om, at vi hver eneste dag skal fastholde motivationen om at hjælpe samfundets mest udsatte.

Hvis jeg skal beskrive værket over for en, der aldrig har hørt om det, vil jeg sige: vidunderligt smukke sange, der er kendetegnet ved, at melodien får lov at træde tydeligt frem i alle satserne. Det er melodier, man meget hurtigt får ind i hovedet. Den mest berømte sats er sopransoloen ”Pie Jesu”, der nærmest er som en nynnende børnesang. Men først og fremmest vil jeg sige, at enhver, som er bange for at dø, skulle se at lytte til det requiem. Der findes intet bedre middel mod dødsangst.

Selv er min lyst til at genhøre værket usvækket - det er stadig mit bedste kristne meditationsværk.