Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?
Jeg var lige blevet far for første gang og gik hjemme med min datter. Hele min verden var blevet anderledes, hvilket gjorde, at jeg ikke rigtigt skrev digte i den periode. Samtidig sov min datter kun om dagen, hvis vi kørte hende af sted i en barnevogn. Jeg opdagede, at når hun sov, var der en rolig og helt fin stemning, hvor jeg både var i kontakt med hende og med verden omkring mig. Omkring den 14. februar 2018 fandt jeg på at skrive et haikudigt, når hun sov, og at det skulle jeg gøre hver dag fremover. Efterhånden kunne jeg godt mærke, at der var en form for energi i det, jeg skrev. Da foråret kom, og min datter havde lært at kravle, stoppede jeg med at skrive, for så var energien væk. Selve haiku-formen valgte jeg, for der var ikke så meget tid, og det var koldt, så jeg kunne ikke stå og skrive et længere digt ned. Det blev et spørgsmål om at holde fast i de der små øjeblikke, hvor der var en koncentreret ro. Det der med at gå ind i en fast form passede godt til den oplevelse, jeg havde af at være blevet far, hvor jeg hele tiden har en rolle, hvor jeg skal være og gøre noget for en anden. Det er der både noget meget fint og befriende ved, men også noget skræmmende, ligesom det for mig også kan være både befriende og skræmmende at gå ind i haikuformen.
På hvilken måde er bogen blevet anderledes end den, som du forestillede dig at skrive?
I starten var der slet ikke en idé om en bog, men lidt henne i processen kunne jeg godt se, at det måske kunne blive et værk. Jeg kunne godt fornemme, at når jeg havde denne her energi, så var jeg faktisk i gang med et værk. Min næste tanke var, at det var noget, jeg selv skulle udgive som et hæfte på mit eget forlag. Jeg lod teksterne ligge godt et halvt års tid, indtil jeg kom til at fortælle min redaktør på Rosinante om digtene. Dem ville hun gerne se, og hun så, at digtene som en bog havde noget i sig, som kunne tale til flere end de 200 mennesker, jeg selv ville kunne komme ud til, hvis jeg lavede et hæfte.
Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?
Den seneste haikubog jeg læste, inden jeg begyndte på digtene til denne her bog, var en, der hed ”Japanese Death Poems” (af Yoel Hoffmann, red.). Det er japanske haikudigte efter en praksis, hvor man skrev et digt, lige inden man døde, for at sige farvel og give slip på sin tilknytning til livet. Mine digte er også konceptuelle, men skrevet fra den anden ende af skalaen, hvor jeg har været i forbindelse med dette her helt nye liv. Det har ikke været en direkte inspiration, men jeg helt klart indirekte været inspireret herfra. Mens jeg skrev og redigerede digtene, læste jeg mest en bog, der hedder ”The Essential Haiku” af Robert Hass. Han har oversat de største japanske haikudigtere og koncentreret sig mindre om den stramme form og stavelser og mere om at overholde digtenes umiddelbarhed og underfundighed. Tit vil jeg ofte anbefale denne bog til folk, som gerne vil læse haikudigte.
I ”Bag om bogen” stiller vi en aktuel forfatter tre faste spørgsmål om vedkommendes nye bog.