Det blev skønt, da det ophørte med at være sandt

En gruppe teologer, der arbejder i krydsfeltet mellem litteratur og teologi, har udgivet en fin artikelsamling. Men den overordnede tanke om en fiktionens teologi fremstår noget dunkel

Maria og Elisabeth er to kvinder, der deler en særlig erfaring og hemmelighed. De er begge gravide, selvom Elisabeth er for gammel, og Maria ikke har kendt nogen mand. De skal føde henholdsvis Johannes Døberen og Jesus, og El Grecos maleri formidler denne samhørighed og deres fælles andel i en guddommelig begivenhed undervejs. – Foto fra bogen.
Maria og Elisabeth er to kvinder, der deler en særlig erfaring og hemmelighed. De er begge gravide, selvom Elisabeth er for gammel, og Maria ikke har kendt nogen mand. De skal føde henholdsvis Johannes Døberen og Jesus, og El Grecos maleri formidler denne samhørighed og deres fælles andel i en guddommelig begivenhed undervejs. – Foto fra bogen.

Engang hed det mytisk-poetisk teologi. Så kom det til at hedde narrativ teologi. I dag hedder det fiktionens teologi, hvis man skal tage pejling af en nyudgiven artikelsamling Fast tillid til fiktioner. Artikler og teser om litteratur og teologi. Og hvad er det så for et kært barn, der får disse forskellige navne?

Det er tanken om, at kristendommens sandhedsgehalt ligger tæt op ad den mening og sandhed, vi kan finde i litteratur og kunst. Og at teologien i sine arbejdsmetoder og i sit syn på sin genstand derfor bør lade sig inspirere af litteraturvidenskab og andre æstetiske fag.

Skribenterne i den arbejdsgruppe, der står bag bogen Fast tillid til fiktioner er alle teologer. De fleste er sognepræster, og nogle arbejder i undervisningssektoren, på seminarium og universitet. Kirsten M. Andersen, Svend Bjerg, Gunda Jørgensen, Kirsten Bøggild, Susanne Gregersen, Carsten Bach-Nielsen, Elof Westergaard, Kirsten Jørgensen og Sanne Thøisen skriver om henholdsvis Torgny Lindgrens fortællinger, Pontoppidans roman Det forjættede land, figuren Mirjam (søster til Moses) fra Det Gamle Testamente, Don Quixote af Cervantes, Miltons Paradise Lost, salmer, et maleri af El Greco, de amerikanske kulørt-apokalyptiske Ladt tilbage-bøger og deres sammenhæng med den såkaldte kristne zionisme, og endelig er der også en artikel om gudstjenesten i fiktionsteologisk lys.

Lad det være sagt med det samme, at disse artikler er alle som én interessante, velskrevne og perspektivrige. Det faglige niveau er højt, det faglige engagement er til at tage og føle på. Til gengæld kan den samlende problemstilling og dermed også den indre sammenhæng mellem bidragene være sværere at få greb om. I stedet for et forord har man formuleret 10 teser om fiktionens teologi. Meget vel. Men når flere af teserne fylder op til fire-fem linjer og uddybes med en halv til en hel sides tekst, er der ikke meget dækning for den systematik og overskuelighed, som teseformen lokker med. Det hele bliver temmelig indviklet og på en måde, så man bliver i tvivl om, hvorvidt det er en reel indviklethed, der ligger i sagen selv, eller om det hele er for uklart tænkt, fordi der er gået lige lovlig meget rødvinskonvent i det afslappende samvær, når man er kommet ud af studerekamrene.

Bid for eksempel lige spids på den her tese 8: Som litterær fiktion virker gudsriget i verden ved at forme den i sit billede, således at der skabes et dynamisk mønster, som ud fra gudsrigets midte forbinder skabelsens begyndelse med nyskabelsens slutning. Hjælp, tag mig hjem til eksistensteologien, tænker jeg, når jeg læser sådan noget. Jeg tror, at to systematiske og gennemskrevne bidrag havde været at foretrække frem for teserne, et bidrag om det generelle forhold mellem litteratur(videnskab) og de litterære tekster, vi finder i Bibelen, og et bidrag om denne nye fiktionsteologis forhold til den teologiske tradition og ikke mindst den eksistensteologi og dialektiske teologi, som den repræsenterer et opgør med.

I virkeligheden var det jo Peter Kemp, der med sit disputatsforsvar i København i 1973 introducerede en mytisk-poetisk teologi i dansk sammenhæng. Men i denne bog bliver Kemp som så ofte før forbigået, og det gælder også hans primære inspirationskilde, den franske filosof Paul Ricoeur, der døde for et par år siden. Ricoeur var vel den, der i det tyvende århundrede tænkte dybest og bedst om forholdet mellem teologi, bibellæsning og litterære genrer, men helt uforståeligt vælger forfatterne i stedet at dyrke den blege og intetsigende tyske receptionsæstetiker Wolfgang Iser. Hvad er problemet? Det kan vel ikke længere være den gamle sag med, at det kun var Kemp, der kunne læse fransk. I dag læser alle jo alligevel alt i engelsk oversættelse.

Da Kemp holdt forsvar, var de fine franske opponenter med Ricoeur i spidsen kommet til byen. (Sagens akter kan studeres i Laurits Lauritsen (red.:) Teologiens krise til debat, Vintens Forlag 1974). Helt æde den nye teologi ville de ikke. Roger Mehl fra Strassbourg erklærede, at han forblev trofast Barthianer, men takket være Kemp nu en mindre naiv Barthianer. Michel de Certeau fra Paris stillede det drillende spørgsmål, om de bibelske tekster ikke begyndte at blive skønne, da de ikke længere kunne holdes for sande. Med andre ord: er enhver poetisk, narrativ, fiktionel teologi ikke en defensiv manøvre, i forhold til religionskritikken og videnskaben, en retræte, et tilbagetog til en bastion, der måske kun kan holdes en tid?

Den unge Kemp skrev i en periode, hvor den sproglige vending kun var i sin vorden. Strukturalisme og hermeneutik begyndte langsomt at æde sig ind på den arbejdsdeling, der i en årrække havde hersket mellem positivisme og eksistentialisme, også inden for teologien. Det var noget nyt og løfterigt. Her 35 år senere har den sproglige vending sejret sig ihjel. Virkeligheden er sprog. Alt er konstruktioner. At skelne mellem sandhed, skønhed og løgn er bare gammel metafysik. Sådan siger og tænker mange. Og på den måde er fiktionsteologerne ikke just nogen avantgarde. Måske derfor tillader de sig den luksus at være uklare. Men Michel de Certeaus spørgsmål til Kemp gælder stadig: Er kristendommen ikke bare blevet skøn, fordi den ikke længere kan holdes for sand?

Jo sandere de bibelske tekster er, hvad enten sandheden nu ses som Guds Ord eller dokumenter om en historisk virkelighed, jo mindre litteratur er de. Jo mindre sande de bliver, jo mere litteratur bliver de, både i betydningen løgn/opdigtethed og i genremæssig forstand, hvor visse formelle, litterære træk bliver tydelige. Grebet i enhver fiktionsteologi er da at redde sandheden med over i løgnen, men det rejser spørgsmålet om, hvordan denne fiktionsteologiske sandhed eller eksistentielle betydning nærmere skal bestemmes og kvalificeres, ikke mindst hvilket forhold den har til så megen anden stor litteratur, der jo også kan berige mennesker, tale til os, sige os sandheder på diverse niveauer?

Det spørgsmål blev aldrig ordentligt besvaret i den mytisk-poetiske teologi, den narrative teologi og det bliver det heller ikke i denne nye fiktionsteologi. I stedet får vi en masse lyrisk snak om, at virkeligheden er meget større og rigere, end vi ved af. Igen en skjult polemik mod eksistensteologien og dens tale om henvisthed og at være jorden tro.

Men faktisk er bogen god. Drop teserne og læs artiklerne. De viser i praksis, hvordan kunsten, analysen af den, meditationen over den, kan berige forståelsen af kristendommen, ikke ulig den måde hvorpå jødedommens Midrash-kommentar-tradition ifølge Elie Wiesel er en tankernes og fantasiens fest og en fortsat kanon. Vi får føde både til intellektet, fantasien og uendelighedslængslen, og det kan der nok være behov for i en tid, hvor den nye ateisme huserer med sine fladpandede fortegninger af, hvad kristendommen går ud på.

Kirsten M. Andersen m.fl. (red.): Fast tillid til fiktioner. Artikler og teser om litteratur og teologi. 180 sider. 228 kroner. Forlaget Anis.

gunder@kristeligt-dagblad.dk